Scener fra en kærestesorg – om at sige endegyldigt farvel

by sissemoelgaardpoulsen

Følgende er et uddrag fra min dagbog over et kærestesorgsforløb, sommeren 2012.

Mine bryster er blevet mindre. Jeg tror, fedtet fra dem har flyttet sig hen for at polstre mit hjerte til de næste dages strabadser. Jeg har det som om, jeg skal til jordens vildeste eksamen. I dag skal jeg se dig. For første gang i 3 måneder. For første gang siden du indrømmede din utroskab på tværs af verdenshave. Det giver det vildeste sammensurium af følelser, og jeg kan slet ikke sætte entydigt ord på dem.

FUCK.

Jeg håber virkelig, jeg formår at holde fast i mig selv, mit værd, min retfærdighedssans, min værdighed (og min vrede). Ikke gå for meget i desperado-offer-tude-mode. Det må være kodeordene. Jeg kan nok ikke rigtigt blive mere klar, end jeg er nu. Og alligevel har jeg aldrig ønsket en situation mindre. Nogensinde.

Hold nu KÆFT, hvor er det her hårdt. Mærkeligt. Smukt. Sønderrivende. Hjerteflående. Smertende. Vemodigt. Angstskabende. Identitetsnedbrydende. Følsomt. Forfærdeligt. Barnligt. At gennemgå essensen af ens forhold og liv igennem de sidste 4 1/2 år på få dage er fuldstændig vanvittigt.

Da jeg kom op i lejligheden, vores lejlighed, og du stod der med et undskyldende, malplaceret smil på læberne, smækkede jeg døren i hovedet på dig. Jeg råbte, skreg, spruttede og vred mig af vrede foran dig. Du kravlede hen i rummets modsatte hjørne og kiggede skyldigt hen på mig. Nærmede dig mig lige så stille. Jeg sagde hulkende, at du ikke skulle røre mig. Du hulkede tilbage, at du ikke selv kunne forstå noget, hvis du ikke kunne få lov til at røre mig. Du endte med tiggende at holde fast i min fod. Aede den. Forsøgte at sige undskyld til bare een af mine kropsdele. Jeg lagde mig grædende og bandende hen i sengen. Blev fuldstændig paralyseret. Kunne ikke mærke min krop. Stirrede hjælpeløst ud i luften. Så lige igennem dig, mens du forsøgte at få øjenkontakt med mig, forsøgte at mærke, at jeg var derinde et sted. Du hulkede og indså, at du havde slået mig i stykker. At vi ikke var mere. Det var først der, du forstod det – da jeg så lige igennem dig og lod min hånd hænge slapt i din. Der gik lang tid, før jeg kunne bevæge mig igen. Det var uhyggeligt.

Jeg ønsker aldrig, disse dage stopper. Jeg ønsker aldrig, det her forhold var begyndt. Jeg ønsker, du skynder dig at pakke dine ting og gå. Jeg ønsker, at du skal blive for altid.

Jeg ved hverken op eller ned. Fugl eller fisk. Kærligheden banker i mit hjerte. Men den må ikke bygge rede. Den må ikke bo nogle steder.

Har bare lyst til at blive placeret i en puppe. Blive fodret og sunget for og vugget. I disse dage gør du det. Men hvad så, når du er væk? Du er ved at pakke dine ting nu. Flytter dem allerede i aften.

Jeg vil ingenting. Alt i mig er i oprør.

……………………………………..

Du har lige flyttet det meste af dine ting og er taget med dem ud til dine forældre. Når jeg ser dig igen, er det for at gøre rent. Sige farvel. For alvor (for evigt???).

Jeg er helt til rotterne. Dugfrisk kærlighed, som ikke må leve mere, huserer hele min krop. Det er ikke logisk. Det er bare. Jeg er bange for mit nye liv alene. Jeg er bange for, hvor længe det her skal smerte mig. Lige nu føler jeg aldrig, det holder op… Jeg ER slet ikke mere.
Den her proces er så hård. Forvirrende. Forfærdelig. Smuk.

Jeg ved godt, hvad folk vil tænke. Jeg tænker det selv. Men på trods af måneders pinsel. På trods af utroskab og svigt. På trods. Så elsker jeg dig. Når jeg ser dig i øjnene, føles det rigtigt. Når vi er i samme rum, virker alt andet så ligegyldigt. Du manipulerer mig ikke til at tro noget. Til at tilsidesætte mig selv. Til noget. Du elsker mig på en måde bare. På trods af din forvirring og dine følelser for en anden kvinde. Du elsker mig. Og jeg VED, det føles lige så rigtigt for dig, når vi krammer hinanden hårdt i krampegråd. Jeg VED, du ville ønske, du ikke var forvirret. For så var du blevet.

Og stadig. Stadig flytter vi fra hinanden. Giver slip.

Og det giver så absolut ingen mening.

Jeg har forberedt mig. Jeg har løbet. Jeg har skrevet farvelbrev. For at sætte mig selv fri. For at sætte dig fri. Om lidt kommer du ind ad min dør. Så tager vi sidste etape. Endegyldigt farvel. Farvel og tak. Og far vel. Min elskede.

Og et meget lille sted indeni mig, er der noget, der glæder sig. Noget, der glæder sig til at give slip på alt det, der er så smertefuldt. Give slip på kontrollen, som jeg alligevel ikke har, men febrilsk søger ved at ville vide ALT. Give slip på jalousien. Selvleden. Vreden. Uretfærdigheden. Bare give slip. Og se fremad. Fokusere indad. På fredag flytter jeg. Jeg kan slet ikke vente. Har kraftfandme været i ventepositioner nok for et helt liv efterhånden.

Kærligheden var ikke nok til at overvinde alle vores forskelligheder. Vores forskellige drømme og prioriteringer her i nuet. Det kunne have blevet godt. Og det har været meget smukt, selv om det har været vanvittigt hårdt. Men nu skal det ikke være længere. Og jeg skal fandme ikke være den eneste, der klynger sig fast i et fatamorgana.

Så jeg ruster mig. Holder fast. Ser fremad med (næsten) stålsat blik. Men for en sidste gang, når du kommer om lidt og siger endeligt farvel, vil jeg tillade mig at svælge i det, der var. Jeg vil sige det, der skal siges. Jeg vil høre det, der skal høres. Og så give slip.

This too shall pass.

”Jeg kender ingen med så meget kærlighed i kroppen som dig. Det kan jeg lære så meget af. Det beundrer jeg virkelig hos dig,” sagde du grædende til mig.

”Hvad håber du for os i fremtiden?” spurgte jeg dig.

”Jeg håber, vi kan mødes et sted, der er mindre smertefuldt”

Det var det smukkeste farvel i verdenshistorien. Vi har været praktiske, vi har hygget os, vi har grinet, drillet, kysset, filtret os ind i hinanden, set film, spist byens burger, sovet tæt, grædt, trøstet hinanden…givet slip. Jeg har forsøgt at se fremad og tale positivt om min egen fremtid og spørge ind til din, og du har kigget forundret på mig, når jeg virkede alt for ”glad”, men jeg har bare været så fuld af kærlighed og elsket dig, indtil jeg pludselig ikke elskede dig, fordi jeg huskede vreden – og så slog og sparkede jeg og afkrævede dig alverdens detaljer om det nye forhold, du havde indledt til hende, og du fortalte at I nok kun havde knaldet 5 gange, og så skreg jeg helt op til månen af afmagt over det, jeg ikke ville vide.

Jeg fortalte dig, at jeg håbede, at det her var det rigtige for dig. Når alt kommer til alt. Du brød sammen og jeg brød sammen, og jeg trøstede dig og du trøstede mig. Og du kyssede mig i håret og knugede min hånd og min krop, og du kunne næsten ikke komme tæt nok på. Da vi sad dér ved vandkanten i lystbådehavnen, var det mørkt og regntruende først. Men da vi begyndte at tale om vores kærlighed, skinnede solen på os. Det tog jeg som et tegn.

Da vi gik tilbage mod vores gamle hjem, brød du igen sammen på trappen mod lystbådehavnen. Jeg stod et trin længere oppe, holdt dig fast, kyssede dig i panden og fortalte dig, at vi nok skulle klare den. Hele tiden gik vi som et gammelt ægtepar. Tæt omslyngede. Knugede os ind til hinanden. Ingen havde rigtigt lyst til at give slip.

Jeg lovede at give slip og gå, når vi kom til porten, for ellers ville du bryde helt sammen, men jeg kunne bare ikke, så du blev nødt til at køre fra mig, mens jeg stod der og græd i porten. Der var ikke noget så smertefuldt som det øjeblik, da du kørte din vej. Og jeg kan ikke bære, at alt nu er i stykker, sådan helt virkeligt. Men det har været SÅ smukt. Det talte vi om. At det har været så smukt mellem os. Hårdt og smukt. Hele tiden. Og selv om det var mest hårdt mange gange, så var det hele tiden meget smukt.

Jeg fortalte dig, at jeg godt ved det er dumt, men at jeg ikke kan lade være med at håbe lidt, at du en dag kommer tilbage, også selv om jeg hader dig for det, du har gjort. Og at hvis du en dag står på mit dørtrin, behøver du nok alligevel ikke et hornorkester. ”Du har fortjent det største og bedste orkester”, sagde du så, og kyssede mig inderligt i panden.

Så altså, sådan er det nu; det er slut. Sådan helt for alvor. Og jeg tør næsten ikke trække vejret. I eftermiddags sendte jeg dig ud af mit liv. Så dig pakke dine sidste ejendele, sad med dig på havnen og græd over alt det smukke, vi har haft sammen, for herefter at se dig køre væk efter det vildeste døgn, jeg længe har haft.

Vores farvel var præcist lige så intenst og smukt som hele vores forhold. “Smukt” er det ord, der indrammer hele det døgn allermest. Og vores farvel har virkelig været et rigtigt godt billede på hele vores forhold. En hyldest, om man vil.

Og nu har jeg ikke flere ord i mig. Det er som om, min krop falder sammen. Som om, nogen har bedøvet mig samtidig med, at jeg føler ALT i hele verden. Taknemmelighed, kærlighed, sorg, vrede, jalousi, angst, desperation…

Men jeg tog the highroad. Og jeg ærede vores forhold. Sendte dig rigtigt pænt afsted. Sendte mig rigtigt pænt afsted. Det, vi følte for hinanden  er som i den vildeste film. Og det kommer ingen nogensinde til at forstå. Kun dig og mig. Du gik  fra mig, fordi forskelligheden mellem vores drømme og kompromiserne på baggrund heraf blev for smertefulde. Sådan er det. Havde jeg været stærk nok, havde jeg gjort det samme. Bare ikke på så latterlig langt ude en måde som du gjorde.

”Jeg har det som om, vejret prøver at fortælle mig noget: Hvad laver du dog, din idiot?” sagde du.

Og så kørte du.

Bagefter ringede jeg til veninde, og så gik vi ud til den Permanente, veninde og jeg. Få timer efter, jeg havde gået næsten selvsamme tur for at sige endegyldigt farvel sammen med dig. Det var nødvendigt at gå den tur med en anden så hurtigt som muligt. Så jeg godt turde gå der igen. Vi, altså veninde og jeg, lurede inde i kvindeafdelingen ved havbadet, hvor jeg aldrig har været før. Veninde havde tidligere på dagen sagt, at jeg mere end nogensinde havde brug for et havbad til at ruske op i min forpinte sjæl. Jeg nægtede kategorisk, for jeg er sgu ikke en af de dér, der bare ikke kan lade være med at hoppe i, med det samme, der er havvand i sigte. Og jeg er også skide bange for kriblekrablekrabbedyr i vand, vandmænd og brandmænd og alt det dér, man ikke kan se… Så vi gik altså bare en tur. Tog IKKE håndklæderne med.

Men da vi så stod dér og kiggede ned i det havbad, som til forveksling lignede en dejlig, klar swimmingpool lige i dét øjeblik, så blev jeg alligevel lidt nysgerrig. Gad vide, om jeg alligevel godt kunne være sådan én, der bare hoppede i vandet, fordi jeg ikke kunne lade være?

Så vi smed altså kludene. Dem allesammen. Stod splitterragende Hans-Jørgen mens nybegynder kajakhold sejlede forbi. Var skide ligeglad. Min krop er jo ligemeget nu. Ingen har patent på den mere. Og i det øjeblik kunne jeg slet ikke mærke den.

Gik ned af stigen og prøvede at tage mig sammen til at være sådan én, der hopper i. Men det er jeg bare ikke. Så jeg skulle SELVFØLGELIG være sådan en, der lige mærkede efter med fødderne først. Var jo pissekoldt. Så blev jeg skidesur og sagde, at det skulle jeg kraftfandme ikke det her, og hvad så om jeg var sådan en, der ikke turde sådan noget, jeg var sgu da ligeglad. Men det var jeg ikke. Og jeg var rigtigt ked af det, for nu var jeg lige blevet forladt OG turde ikke gøre noget, jeg forsøgte at kaste mig ud i.

Så veninde hoppede i. Stod lidt og tog sig sammen, og vips, så lavede hun elegant hovedspring. Kunne se velværen lyse ud af hende bagefter, så tænkte, jeg hellere måtte give min krop en lille smule kærlighed og i det mindste forsøge igen. Så jeg stod altså igen på stigen med fødderne i det meget kolde vand. Og tog et trin ad gangen. Hyperventilerede og mærkede mit hoved blive let. Indtil jeg tog mig sammen og dyppede hele kroppen. Svømmede ikke ligefrem rundt, men under kom jeg. Og det er vel en start.

Bagefter var jeg varm i hele kroppen. Tørrede hurtigt selv uden håndklæde. Følte mig IKKE ny og bedre og renset. Havde stadig pinefuldt ondt i hjertet.

Men jeg fik det lidt varmere. I det mindste.

This too shall pass