Scener fra en kærestesorg – jalousien og mindreværdet

by sissemoelgaardpoulsen

Følgende tekst er uddrag fra min dagbog i sommeren 2012, hvor jeg gennemgik en meget omfattende kærestesorg.

Du er som en sygdom. Hele tiden er du der. I alt hvad jeg gør, er du dér i mit baghoved og i mit følelsesliv. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvorfor, men jeg savner dig. Tankerne om, hvordan tingene mon udvikler sig mellem dig og hende er ikke til at slå væk. Om du bare er lykkelig og forelsket i hende til op over begge ører nu …

De gør ekstremt ondt i disse dage, tankerne. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med. Jeg véd jo godt, det går op og ned med sådan en kærestesorg. Men jeg havde alligevel ikke regnet med, at jeg skulle kæmpe så meget med og for mig selv. Jeg troede faktisk, jeg var ved at være dér, hvor erkendelsen fyldte mere end håbet. Men det svinger sindssygt meget. Hvorfor kan jeg ikke bare komme derhen? Videre. Det SKAL jeg jo. Der er ingen anden vej.

Jeg er indimellem meget i tvivl om, hvor jeg selv er henne i processen. Er jeg “på vej videre og med accept” eller kæmper jeg i virkeligheden stadig med “erkendelse og accept af situationen”? Måske skal jeg stoppe med at reflektere så meget og forsøge at se mig selv i helikopterperspektiv. Er jo for helvede fuldstændig umuligt alligevel. I morges sendte jeg dig en sms til det amerikanske nummer, du gav mig, hvis jeg fik akut brug for at kontakte dig. Den havde ordlyden “S”. Jeg sendte ikke andet. Bare et bogstav. Virkelig underligt. Jeg kunne ikke lade være. Samtidig ville jeg heller ikke skrive alt det, som jeg i virkeligheden har lyst til at skrive. For det nytter ikke noget som helst. Så derfor skrev jeg kun det bogstav. Forbogstavet på begge vore navne. Hvor symbolsk. Jeg kunne ikke bære det alene mere. Måtte trænge igennem på én eller anden måde. Også selv om det ikke er for at sige noget. Selv om jeg ikke forventer et svar.

Af en eller anden grund ønsker jeg bare, at du ved, at jeg er dér i den anden ende. Hvis du allerede har glemt mig helt og bare er helt opslugt af hende. Og hvad så, hvis du er? Der er vitterlig intet, jeg kan gøre ved det. Jeg er helt ude af kontrol med noget som helst. Det er svært at håndtere, at det bare skal gøre ondt og at jeg skal lade det passere. Jeg kan ikke ændre en skid på situationen. Kun på min egen vinkel på, hvordan jeg ser på den. Og den vinkel føles ærlig talt også ret umuligt at ændre lige nu.

De siger allesammen, at jeg er så stærk. De siger, at jeg håndterer det så flot. Gad vide, om det er fordi, jeg i virkeligheden slet ikke håndterer det. Det kan jeg ikke rigtig blive klog på.

Det kommer i bølger. Smertebølger. Smerte, der vrider min mavesæk 40 gange rundt om sig selv og afføder lyst til at brøle helt op til månen. Alligevel sidder jeg helt stille. Siger ingenting. Alene i vores lejlighed. I det, der var vores lejlighed. Du var her ikke engang, da du fortalte mig om det. Du fortalte mig det hele på Skype. Fra det store udland. Fem dage efter, du havde skrevet forelskede drømme om at se mig i en brudekjole en skønne dag.

I går føltes det pludselig som om, det hele skete igen. Som om jeg først nu forstod en endnu større dybde i konsekvenserne af kærlighedens fald. Du vil ikke være sammen med mig mere. Nogensinde. Du tillod dig at kysse en anden med fuldt overlæg. Du forelskede dig og fortiede det længe. Jeg skal nu flytte fra vores fælles, fantastiske rede og på et tidspunkt lukke døren til den tomme lejlighed og alle minderne. Så græd jeg, og min mave snørede sig fuldstændigt sammen. Min søster var der heldigvis, og hun lyttede og lavede fodbad og tvang mig til at se Sex And The City og tænke på womanhood.

I nat drømte jeg om dig. Om, at jeg stod i et rum, hvor du sad med dine venner og spillede computer. Du så lige igennem mig. Fuldstændig ligeglad. Dine venner ligeså. Og jeg råbte, skreg og græd som pisket for at få dig til at reagere, men intet skete. Til gengæld forlod du bare rummet. Det gjorde så vanvittigt ondt inde i den drøm. Jeg kaldte og kaldte på dig, men du kom aldrig. Pludselig stod din mor til gengæld i døren. Hun smilede til mig. Lyste som en helgen. Og ved synet af hende, lod jeg mig falde. Lagde mig ned på gulvet og græd, græd og græd. Det var som om, hun tog mig i sin favn. Fortalte mig, at det var okay at sørge. Vågnede op med gråd i halsen og hiksten. Havde vækket min søster.

Nu er der bare tomhed. Tomhed og jalousi. Jeg har lyst til at skrive til hende. En lang hadefuld email. Jeg har lyst til at kime dig ned. Elsker du mig virkelig bare slet ikke mere? Vil du være kærester med hende nu?

Intet af det vil hjælpe. Jeg skal gå min vej alene. Helt alene.

Kærestesorg er noget af det mest ensomme i verden. Alle andre kan se, hvad der er godt for mig, men jeg kan ikke selv se det. Føler mig intet som helst værd. Er bare en stor udsplattet masse af drømmen der var engang og forlist kærlighed. Kærlighed, som desværre bare ikke er forlist inden i mig endnu.

Jeg tænker mig selv i stykker. Jeg vil ikke. Vil bare lade mig opsluge af et stort mørkt hul, indtil det holder op med at gøre ondt. Jeg hader hende. Eller det, hun har gjort ved os. Ved dig. Men jeg hader ikke dig. Jeg kan stadig ikke hade dig ordentligt, selv om jeg virkelig burde. Til gengæld hader jeg det, du har gjort – for det har ødelagt mit liv. Du har ødelagt mig.

Ingenting giver mening. Jeg har virkelig ikke fortjent sådan en behandling. Men sådan en behandling var, hvad jeg fik. Mit hjerte bløder. Der er ikke noget, der kan stoppe det. Og til trods for alt, der er sket, bløder det stadig for dig. Det giver ingen mening. Men det gør det. Jeg vil gerne holde op med at elske dig. Virkelig, jeg kan godt se, at det er for det bedste. Men jeg kan ikke. Ikke endnu.

Jeg er så såret. To måneders ventetid har gjort meget mere skade end gavn.  Indtil nu har håbet hele tiden løbet med ved siden af sorgen, jalousien og svigtet. Det går ikke, at jeg bliver ved med at lade tvivlen komme dig til gode. At muligheden for, at vi finder sammen igen stadig er åben for mig. Jeg bliver nødt til at vide alting.

Har lige set et billede. Af dig og hende. I sidder tæt sammen. Jeg døde indvendigt. Døde mere indeni. Jeg er besat. Jeg føler mig nærmest sindssyg. Jeg kan godt se udefra, hvor elendigt jeg behandler mig selv ved at opsøge oplysninger. Men jeg kan ikke lade være. Monsteret vil fodres. Det grønne, jaloux monster. Jeg panikkede. Kontaktede dig. Om en times tid ringer du mig op. Nu vil jeg vide det. Jeg vil have ALLE svar. Det kan godt være, du kommer hjem til Danmark om 4 dage for endelig at se mig, cementere vores breakup og flytte ud. Men vi skulle have haft denne snak for mange uger siden. Jeg kan ikke mere. Jeg er udmattet af forestillingen om, hvad I har sammen, eftersom du ikke vil fortælle mig om det. Nu vil jeg have svar. Nu tør jeg åbne mig for muligheden om det endegyldige breakdown af håbet. For jeg kan ikke mere. Slet ikke mere. Jeg lukker mig mere og mere inde i min osteklokke. Det kan godt være, du elsker mig. Men du bliver simpelthen nødt til at være hård og fortælle mig alt. For jeg kan slet, slet ikke kapere det. Jeg kan ikke kapere at vide, at du stadig elsker mig og “aldrig tror, du kommer over det her”, nu da du har valgt, at vi skal videre hver for sig. Jeg bliver nødt til at gå mere i stykker for at kunne hele. Og du bliver nødt til at være mand nok for at være HELT ærlig.

I går lå jeg i sengen hele dagen. Græd snot og stirrede ud i luften. Ringede til veninder og hulkede, men ingen kunne sige noget, der var rigtigt eller hjalp. Krabbede mig ned i KIWI med forgrædte øjne og købte tomatsuppe på dåse. Har aldrig været så sølle i aftensmadsvalg før.

Du har det sikkert rigtigt dejligt derovre. Nyder den sidste tid uden nogle som helst forpligtelser. Fester (med hende!!!). Kysser. Knalder. Glæder dig til at komme hjem og forlade mig rigtigt. Savner mig sikkert ikke engang. Glæder dig sikkert bare til at få det med mig afsluttet en gang for alle, så du kan vende mig ryggen fuldstændig og starte et nyt og bedre liv op med hende.  For livet med mig var åbenbart ikke godt nok. Til trods for, at jeg fandme har været den bedste kæreste, nogen kunne ønske sig. Og mere til.

Jo tættere jeg kommer på at skulle se dig, jo dårligere får jeg det. Jo tættere jeg kommer på at skulle flytte, jo mere snører min mave sig sammen. Jeg får efterhånden mere og mere lyst til at brække mig selv op. Vende vrangen ud på det hele. Afstøde alle mine følelser. Stoppe det her helvede. Drømmene har gjort deres indtog i form af mareridt. Er for 2. dag i træk vågnet op med ondt i maven og i hjertet, efter en drøm hvor dit bedrag er så tydeligt. Det er altid noget med, at jeg skal prøve at finde dig, men det kan jeg ikke, fordi du gemmer dig et sted sammen med HENDE, og I er meget forelskede og lykkelige, så du kan slet ikke tage hensyn til mig. Den eneste, der kan hjælpe og trøste mig lige nu, er dig. Og det kan du ikke. Mareridt eller vågen, det er ét fedt, tror jeg.

Mit liv er helvedes forgård i disse dage. Orker kun lige at holde mig funktionel og i live. Nu må du godt snart komme hjem og flytte ud. Det her slår mig snart helt i stykker. Lorteventetid. Lortebevidsthed om alt det slemme. Ingen mulighed for at lade tiden hele alle sår, når man end ikke er nået til afslutningen. Det er to måneder siden, du slog op. Men sidste gang, jeg så dig, kiggede du mig kærligt i øjnene, kyssede mig inderligt og fortalte mig, hvor højt du elskede mig og at de 3 måneder i udlandet slet ikke var farlige, for vi skulle nok klare den, ligesom vi plejede at gøre, når du var ude at rejse. Sidste gang jeg så dig, var du stadig min elskede kæreste. Jeg har stadig ikke set dig, hvor du ikke var min. Kun på fucking Skype.

Hvorfor skal ALTING bare begynde at gøre mere og mere ondt?! Og jeg som naivt troede, det ville blive bedre, mens ugerne gik. Naivt. Smerten har bare taget en anden form. En erkendelsesform så dyb og forfærdelig, at jeg ikke ønsker at være i min egen krop. Sæt mig fri. Hvorfor kan jeg ikke bare blive det? Hvorfor er jeg stadig SÅ bundet til dig, selv om du har kappet alle båndene?

For at skifte fokus fra det uundgåelige tankemylder om dig og din eksistens og hvad du mon bruger den til, kan jeg fortælle, at jeg i går aftes mærkede en kortvarig, men dog eksisterende, bølge af lettelse over, at jeg ikke længere skal tage stilling til andre end mig selv. Jeg skal ikke længere tage stilling til flyvsk, drømmende kæreste, som hele tiden sagde og følte alle de rigtige ting for mig og drømte de rigtige ting om os to, men altid gjorde ting, der trak os væk fra hinanden; rejste, spillede koncerter, boede i udlandet flere gange, hele tiden havde drømme, der skulle udleves, som intet havde med mig at gøre og pludselig havde noget med en anden at gøre. Jeg skal ikke længere være jaloux på udlandsrejser og nedprioriteringer. Ikke længere føle mig mindre værd, fordi jeg ikke HELE tiden ønsker at udfordre mig selv og mit mindset og prøve alt muligt nyt og være åben og fleksibel. Jeg skal ikke længere slå knuder på mig selv for at lede kærligheden godt på vej og få forholdet til at vedblive at være et forhold. Jeg skal ikke længere være flov over at være en kvinde, der vil tosomheden og det nære liv. Jeg kan få lov til bare at være mig.

Og i dét øjeblik -og stadig- var det en lettelse at indse, at det var en lettelse.