At være lærer

by sissemoelgaardpoulsen

Før jeg blev lærer, var mit arbejdsliv næsten altid forbundet med at tælle ned. Tælle ned til næste pause. Tælle ned til fyraften. Tælle ned til, at jeg skulle møde igen. Tælle ned til weekenden. Tælle ned til mandagen. Jeg talte altid ned med en vis frygtsomhed eller længsel. Og jeg kan da stadig godt tælle ned til weekenden og ferier og den slags. Jeg vil altid elske min frihed meget, meget højt. Men jeg er holdt op med at tælle ned, mens jeg er på arbejde. Selvfølgelig kan nogle dage være uendeligt lange, kræfterne kan være få og overskuddet kan ligge på et meget lille sted sidst på dagen. Men ungerne gør, at jeg ligesom bare er i det. Jeg glemmer mig selv og mit forbandede navlepilleri for en stund. For det her job giver på mange måder meget mere mening, end jeg selv gør.

Situationsbillede fra skoleåret 15/16: Fødderne sender signaler ud til resten af min krop om, at det er sidst på dagen. De har gået mange skridt ad de lange gange i dag, og kroppen er tung at bære op ad trappen. Jeg tager en mental dyb indånding, før jeg træder ind i klasseværelset. Bare en enkelt lektion mere … da jeg kommer ind i lokalet og skal til at overbevise Danmarks trætte fremtid om danskfagets fortræffeligheder klokken kvart i tre om eftermiddagen, bliver jeg som sædvanlig suget ind i en lomme, hvor verden udenfor på mange måder ikke eksisterer. Det er bare mig og børnene og faget. Nogle gange når faget slet ikke at gøre sit indtog. Det er mig, der skal sætte dagsorden, men det er i virkeligheden børnene, der sætter den. Vi har et minisamfund, en parallelverden, derinde i klasseværelset. Så jeg glemmer, at det er sidst på dagen. Jeg glemmer at kigge på klokken, for jeg bliver nødt til bare at være der. For dem. Ungerne.

Man ved aldrig, hvad man kommer ind til. I begyndelsen var det noget af det, der hylede mig allermest ud af den. Jeg kunne være nok så velforberedt, men alverdens gode intentioner kan ikke hamle op med temperaturen i et klasseværelse. Der kan have været konflikter i frikvarteret. Der kan have været elever, der har haft en dårlig morgen. Der kan være elever, der føler sig sløje. Elever, der ikke har sovet om natten. Elever, der tænker på de konflikter, der er derhjemme. Elever, der har svært ved mit fag eller ikke bryder sig om det, vi er i gang med for tiden. Klasseværelset kan være for varmt. For koldt. Måske var mælken ikke blevet leveret den dag. What ever. Der kan være alle mulige grunde til, at klassedynamikken ikke lige fungerer på en given dag i en given lektion. I begyndelsen tog jeg det personligt – hvorfor kunne jeg dog ikke bare skabe RO til fordybelsen. Var jeg da ikke god nok, ikke professionel nok, ikke autoritær nok? Var jeg i det hele taget bare ikke nok? I begyndelsen tog jeg alt personligt. Jeg skulle lige finde mine ben. Jeg anede jo nærmest ikke hvilken slags lærer, jeg virkelig var, når alt kom til alt. Og det troede jeg ellers, jeg havde fundet ud af i løbet af min uddannelsestid.

Man ved ikke en skid, før man står ude i det. Man ved ikke, om lektionsplanen vil fungere. Man skal helst have en plan b og c og d. Som ny lærer er det svært, fordi man bruger uforholdsmæssig meget tid på lektionsplanlægning – for man har ikke en skid i den mentale Fjällräv. Og selv om man ikke har prøvet andet end at være reformlærer, ændrer det ikke på, at der ikke er tid nok. Der er ikke tid nok til at være ambitiøs nok. Men jeg medgiver, at der er tid nok til at overleve og være i det, hvis man sænker sine ambitioner til et minimum og prioriterer. Og så er der det med listerne. Man skal for guds skyld huske at notere hver eneste selvstændige tanke ned. For alle de ting, man skal huske, flyver rundt i hovedet som irriterende bananfluer, man ikke kan fange igen bare sådan lige. Mit liv består nu af utallige lister. Jeg skal virkelig huske mig selv på ikke at lave for mange af dem, når jeg kommer hjem og holder fri. Det resulterer så bare i utrolig mange ture ud i køkkenet, hvor jeg pludselig står helt åndsfraværende og har glemt, hvad fanden det var, jeg skulle huske.

Nu er jeg begyndt på mit 3. job som lærer. Ny skole, nye elever, nye kollegaer, nyt vikariat. Denne gang har jeg været heldig med både kollegaer og mit skema. Der er tid til at forberede til mine fag. Der er mulighed for at forberede undervisning hjemmefra og gå tidligt fra undervisningen på de dage, hvor overskuddet er småt. Der er fleksibilitet, så man kan ånde. Der er kollegaer, jeg tør indrømme svagheder over for, sparre med og brokke mig til. Jeg har stadig travlt, men min rygsæk er blevet fyldt op med mere erfaring, flere små øvelser og aktiviteter, der sikrer, at jeg ikke længere er nervøs for at gå ind i et klasseværelse og møde en masse nye børn. Vi skal nok klare den sammen. Og det vigtigste er jo børnene. At de kan, tør og vil være sammen med mig og hinanden. Så skal det faglige nok komme snigende lige så stille.

Og det er virkelig dét, lærerjobbet kan; det er så umiddelbart. Man ved ikke en skid om, hvad man møder ind til. Selv om man har det faglige på plads, er det alt det mellemmenneskelige, der betyder noget for, at det faglige kan gøre indtog. Mit lærerhjerte smelter, når elever hilser på mig på gangen og husker mit navn. Når de siger “Det er egentlig mærkeligt, at ordet forkortelse er så langt”. Når de krammer mig, selv om vi kun har kendt hinanden i 45 minutter. Når de spontant udbryder “Årh, hvor var det bare en fed engelsktime!” eller “Du er bare min YNDLINGSlærer”. Man kan argumentere for, at det er selvisk af mig at være lærer på den måde, fordi jeg får optur over, at eleverne har optur over mig. Men det er jo ikke mig, de har optur over – det er jo mig og mit fag. For når jeg kommer ind ad den dør, er jeg ikke bare Sisse. Jeg er lærer-Sisse. Jeg er mine fag. Forsøger i hvert fald at være det. Og det er dét, der gør mig høj på mit job; at børnene, til trods for at være tvunget i skole hver eneste hverdag, faktisk ofte udbryder en enorm glæde for, at man er der – for dem.

Det er dét, der gør, at jeg ikke længere tæller ned. Det skulle da lige være til frikvarteret. engelsk