Sommer i Aarhus

by sissemoelgaardpoulsen

Beslutningen er i og for sig let at tage. Men kraftanstrengelsen! Kraftanstrengelsen er større end som så. Jeg taler om anstrengelsen ved at eksekvere den beslutning, det kan være, at lette sig fra sofaen, efter krop og sofa er blevet som eet kød på en halvdoven søndag. Men op og ud kom jeg. Og ude i cykelskuret duftede der af sommerferienætter i telt med Anders And-blade. Omkranset af et varmt og jordslået mørke, famlede jeg mig frem efter min cykel. Sammen bevægede vi os ud i sommeraftenen. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen, men cyklen ledte mig langsomt ud mod vandet. Undervejs blev jeg dog nødt til at stoppe op og tabe underkæben. Solnedgangens karakter gjorde skyernes farver fuldstændig vanvittige. Midt i de hidsigt lyserøde skyer var der et hul, en himmelsk port sågar. Den mindede mig om, at himlen altid er blå bag skyerne. For midt i alt det hidsige var der fuldstændig blåt.

Da jeg cyklede videre, passerede jeg mange par på fortovet. De gik tæt omslyngede og nød aftenluften og måske den sidste rest af weekend eller ferie. Hvem ved, måske den sidste rest af kærlighed. Gamle børn eller unge teenagere gik med næsen i den Pokémon Go-befængte GPS. Jeg tror ikke, de registrerede den vanvittig flotte aftenhimmel, der udspillede sig som en scene fra en film lige foran næsen på menigmand. Horisontlinjen ved vandet var mere end dragende. Jeg måtte helt ud i vandkanten. Luften var sprød, sandet var rent og lyst og de små bølger slog lokkende mod mine fødder. Det lyserøde på himlen var så småt ved at forsvinde og efterlod en fornemmelse af at se himmel og hav gå i ét. Til venstre for mig længere henne langs stranden, var en lyshåret pige ved at øve sin hovedstand. Jeg går ud fra, hun var en yogapige. Jeg betragtede hende i et stykke tid og var allerede ved at spinde en historie om, hvordan hun måske var typen, der levede i fred med sig selv og naturen, da en splitterragende nøgen fyr pludselig kom løbende ind i billedet fra periferien. Han hev hende med ud i vandet, og da jeg havde forvisset mig om, at de helt sikkert havde en mere end venlig relation til hinanden, de to, overlod jeg dem til hinanden og havet.

Mørkets komme var nært forestående, og jeg vidste, at min cykels forlygte ikke kunne lyse, så hvis jeg ville have fornøjelsen af den varme luft i ansigtet og lidt arbejde til bentøjet, måtte jeg cykle hjem nu. På vejen så jeg en kvinde, der stod ved Marselisborg Allé og krammede et træ. Det gav mig forhåbninger på verdens vegne. Ved Frederiksbjerg Skole var der masser af liv ved det nye byggeri. Fyre, der spillede basket og fodbold og drak øl. Piger, der beundrende så på.

Det alt sammen omkranser en sommerfølelse, jeg nægter at slippe taget i, for jeg har først lige fanget den. Jeg håber, den varer ved lidt endnu, selv om hverdagens komme nærmer sig med hastige skridt. Jeg er slet, slet ikke færdig med sommeren. I særdeleshed ikke sommer i Aarhus. Så jeg sidder i vindueskarmen og lytter til en begyndende sommernat i Aarhus, mens den sidste rest af dagslys hænger lyseblåt i horisonten.

img_2199