Et brev til en terrorist

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg sidder og tænker, at jeg ikke ved, hvad du har tænkt, da du satte dig ind i den lastbil, drejede nøglen i tændingen og herefter slukkede fremtiden for både dig selv og alt for mange uskyldige mennesker.

Jeg ved ikke, hvordan du havde det derinde. Om du var eksalteret. Om du var bange. Om du var ligeglad. Om du har kigget ud af forruden, mens du kørte vanvidskørsel langs Promenade d’Anglais. Turde du se dem og deres frygt i øjnene – de mennesker, du koldblodigt lod suge ind under din lastbil? De mennesker, der sekunder forinden promenerede i den smukke sydlandske sommeraften. De mennesker, der måske havde brugt lang tid på at spare op til at komme til Nice på ferie. De mennesker, der boede der i forvejen og fra nu af for altid skal have base i en bydel, hvor blodet har flydt i gaderne. De børn, der slet ikke havde bedt om noget som helst. Nogle af dem døde. Nogle af dem får ar på nethinden for altid. For knap en uge siden gik min mor, min søster og to af mine brødre på selvsamme vej. Det kunne have været dem.

Det kunne åbenbart have været hvem som helst.

Det var mennesker ligesom dig. Hvorfor kunne du ikke se det?

Der er så meget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, at menneskeliv ikke altid regnes for menneskeliv. Jeg forstår mig ikke på (misforstået religiøse) principlandesager, der skal gå ud over uskyldige mennesker. Jeg forstår mig i det hele taget ikke på principper.

Måske er jeg bare blåøjet.

Men.

Jeg forstår -og tror på- medmenneskelighed. Empati. Næstekærlighed.  Men næstekærligheden bliver svær, når mennesker som dig bevidst vælger at ødelægge liv på grund af fuldstændig forskruede, amoralske principper. Det skaber et “os” og et “dem”. Medierne er med til det, for hver gang ordene på nettet forsøger at skabe mening og sandhed i det alt sammen, bliver grænserne trukket skarpere op. Men hvad kan man ellers gøre? Skal vi tie det ihjel, at der langsomt oprustes med frygt og had som ammunition? Nej, det skal vi fandme ikke. Skal vi tro på alle generaliseringerne og lade os styre af frygten? Nej, det skal vi heller ikke. Jeg forstår, at det, du gjorde, gør folk bange. IS sidder med stor sandsynlighed og klapper i hænderne lige nu. Jeg er også lidt bange, men mest af alt er jeg vred og frustreret over, hvorfor det skal være så svært at forstå hinanden på tværs af kultur-, religions- og etnicitetsforskelle.

Ja, okay. Jeg ER blåøjet.

Men det var du også, da du satte dig ind i den lastbil. Blåøjet. Hvis du troede, det kommer til at ændre noget i det store billede. Det er jo for pokker det, der gør det hele så dumt. Det vil skabe frygt, at du slog mennesker ihjel, ja. Men det ændrer ikke på det faktum, at vi ER mennesker og at vi som mennesker er forskellige og lever på forskellige måder efter forskellig tro og overbevisning. Det kan du ikke meje ned med en lastbil. Tværtimod. Du kan bare gøre det endnu større.

Du hed Mohamed. Selvfølgelig gjorde du det, ville nogle sige. Det siger jeg ikke. Men jeg synes, det er ærgerligt, at du skulle ødelægge det for alle de mange Mohamed’er derude, som er så søde, elskværdige og dejlige. Jeg underviser Mohamed’er til daglig. Jeg håber, at verden -og Danmark- vil fortsætte med at være et sted, hvor deres navn alene ikke skal afføde fordomme. Det vil jeg gøre mit for, at det ikke skal.

Du hed Mohamed. Og jeg aner ikke, hvem du var. Og jeg forstår virkelig ikke det, du har gjort. Men for at komme den slags terrorisme til livs, skal man vel forsøge at forstå bevæggrundene for at gøre det, du gjorde? Den klassiske fortolkning er, at du nok manglede kærlighed. At du nok er blevet mødt med en masse modstand igennem dit liv. At du hos IS fandt et fællesskab, der gjorde dig til noget stort i dine egne og andres øjne. Du havde nok brug for et større formål med det, dit liv var blevet til. Så du satte lastbilen i gear og tænkte, at du ville dø som en martyr. Eller hvad? Måske findes der bare gemen ondskab som er så stor, at jeg ikke kan begribe det. Jeg forledes efterhånden til at tro, at det findes. For hvorfor skulle du ellers tage livet fra alle de mennesker?

Jeg håber virkelig, du døde fuldstændig forgæves.

Sisse

 

11891978_10153107750497939_4184799675230271314_n