En begravelsestale til min bedstefar

by sissemoelgaardpoulsen

Kære bedstefar

Når jeg tænker på dig, er det første, der popper op i min hjerne sommer i Danmark og den hårdtarbejdende bondemand. Ren Morten Korch. Jeg ser dig for mig med din stribede undertrøje, dine grå arbejdsbukser, din hat og dit tykke brillestel, mens du holder en hakke i den ene hånd og tørrer dig over din svedige pande med den anden. Alt imens pulser du selvfølgelig på en Rød Cecil.

Og så kørte du altid bilen.

Det er noget af det, jeg husker tydeligst.

Altid var det dig, der sad tålmodigt bag rattet i den rødbrune Opel Kadett, som duftede så dejlig trygt af ældre bil; varmt, blødt og en lille smule af tobak. Vi kørte på ture med dig og min kære bedstemor på forsædet, når jeg var på ferie hos jer som barn. Det var ikke sjældent, der faldt en is af.

Du har aldrig haft travlt, bedstefar. Ikke sådan rigtigt. I hvert fald ikke for travlt til lige at huske morgenkaffen, morgensmøgen og morgenkrydsogtværsen. Når jeg på ferie hos jer vågnede tidlig morgen, sad du som regel allerede derinde i sofaen i din pyjamas med tobakos om ørerne, kaffe på kanden og en kuglepen i hånden. Bornholmeruret tikkede, og jeg kunne høre lyden af koncentration og cigaretfilteret, der slap læberne efter et godt sug af cigaretten. Det var et af mine yndlingstidspunkter på dagen, når jeg var på ferie hos dig og bedstemor. Morgenen var hellig, og jeg kunne sætte mig i den bløde lænestol og løse min børnekryds eller læse sladder i alle damebladene.

Det er din skyld, at jeg blev god til krydsogtværs. Du har lært mig alle de gode ord. Og alle de snørklede, gamle ord, som jeg aldrig selv havde brugt, hvis ikke det havde været for dig. Jeg husker stadig alle de ord.

Jeg glemmer aldrig dengang, Nicolai og jeg fik lov til at køre med dig i tankbilen en hel dag. Vi havde madpakker med. Udsigten var så voldsom fra sådan et lastbilvindue. Jeg følte mig så høj, stor og voksen den dag.

Da jeg var 15 år gammel, døde vores bedstemor – din kone og kompagnon gennem et helt liv. Hun var et fantastisk menneske, som vi alle savner. Men du holdt dig i gang. Du lavede varme retter til dig selv. Insisterede på at gå aftentur hver eneste dag. Passede hund, når vi skulle på ferier. Spillede kort med alle damerne. Gik til gymnastik. Bryggede saft om sommeren. Talte med naboerne over hækken.

I takt med, at jeg blev voksen, så jeg dig sjældnere. Men hver gang, jeg fik mulighed for at give dig et kram, huskede jeg min barndom lidt tydeligere. Jeg huskede alle frugtbuskene i køkkenhaven på Munkevej. Jeg huskede cigarkassen med tuscher og blyanter i. Jeg huskede divaneseren, som jeg sov så godt på. Jeg huskede alle de gode samtaler. Jeg husker det alt sammen.

Du var uomtvisteligt en hårdtarbejdende mand, bedstefar, men det er faktisk ikke sådan, jeg tænker på dig. Jeg tænker mest på dig som en pligtopfyldende, tryghedsskabende og ansvarlig mand. Du var sådan en bedstefar, der kendte navnene på stort set alle planter og fugle, en bedstefar, der kunne koge saft og lave aftensmad og sørge for at holde dig selv i gang. Jeg tænker ikke på dig, som en mand, der havde det hårdt. Jeg tænker på dig som en mand med ære, der har knoklet og gjort sit. En mand, der har haft 7 børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn at være der for. Du havde til det sidste som regel helt styr på os alle hver især og hvad vi lavede. Du har altid spurgt ind til os og husket det, vi fortalte dig. Selv på dit sygeleje.

Jeg trådte ind i din lejlighed på plejehjemmet den 1. juli, og denne gang stillede du mig ikke længere spørgsmål om min dagligdag, selv om du stadig var der. Havde du vidst, hvor ekstreme tømmermænd jeg havde den dag, havde du uden tvivl tilbudt mig en snaps og grinet med hele tandsættet. Du lå så fint der i sengen. Lillebitte, bleg og fin. Og selv om du ikke fyldte meget dér under dynen, så fyldte du på hele plejehjemmet den dag. Vi stod allesammen og kiggede på dig på den måde, vi hver især havde brug for. Nogle med armene om hinanden, andre med stille tårer og børnene med nysgerrig respekt for dig og din krop, som nu kun var et hylster. Jeg rørte ved dig, du var helt kølig. Om natten havde du trukket vejret for sidste gang. Du fik lov til at sove stille ind uden egentlig at opdage det, ligesom du altid har håbet, det ville ske.  Nu lå du med foldede hænder og udhviskede rynker. Du så fredfyldt ud og jeg var glad for, at du ikke længere skulle have smerter efter et alt for langt forløb med den slags her på kanten af dit liv. Jeg fik lyst til at putte brillerne på dig, det virkede så mærkeligt at se dig uden dem. Men jeg tror ikke, du får brug for briller i himlen.

Deroppe over skyerne kan du spille kort og ryge alle de cigaretter, du vil, sammen med bedstemor Helga og onkel Søren. Jeg er sikker på, de har ventet på dig, ligesom du uden tvivl har ventet på at se dem igen. Imens vil jeg og alle, der har kendt dig, savne dig hernede. Dig og alt det, du gennem årene har været og betydet for hele familien. Med din død har vi mistet et samlingspunkt og en gren på stamtræet.

Men mindet om dig vil jeg holde i live, så længe jeg selv er her. Det’ da kun ræmli’, som du ville have sagt.  For du er værd at huske.

Sov godt, bedstefar.

img_1814