Det’ fordi A ska’ dø

by sissemoelgaardpoulsen

Skulle lige trække vejret en ekstra gang, før jeg gik ind i din lejlighed dengang i november. Måske for at holde fast i alle mine barndomsminder om dig. For nu ligger du i en seng og vil ikke op, siger du. Du lyser op i et smil, da du ser mig. Der er gæster i hele hytten og en af dem sidder og taler roligt med dig. Noget af det første, du spørger mig om, er, om jeg ikke nok vil hente en rød cecil til dig inde fra sofabordet. Det vil de andre nemlig ikke, siger du. I mit stille sind tænker jeg, at det jo er fordi, du har lungekræft og er forvirret og ikke skal ende med at sætte ild til din egen seng – men det ved du ikke endnu. Først i morgen får du dét at vide, du nok godt ved inderst inde; at du er på vej til at dø.

Jeg smiler og joker med, at dem må du sgu selv hente, cigaretterne. Er lidt utilpas til mode og får en klump i halsen af at se dig ligge der så tynd og helt uden briller. Tidligere så jeg dig kun ligge sådan uden briller, når du tog en middagslur under mine feriebesøg hos dig som barn. Jeg kaster min opmærksomhed på billedcollagen, der hænger på den væg, der er modsat din seng. Masser af små billeder af hele vores familie. Jeg småsnakker med ham, der sidder ved din seng, om dem. Du lukker øjnene imens og jeg tror, du sover. Pludselig kommenterer du på det lille billede, der er allernederst i venstre hjørne. Man skal ikke tage fejl af dig. Selv uden briller har du falkeblik og hørelsen fejler ikke noget. Da du senere på mirakuløs vis er blevet lokket ind på sofaen i stuen og køkkendøren bliver lukket, fordi dine døtre skal snakke privat med hjemmehjælperen om den besked, du skal have i morgen, siger du, at du godt ved, hvorfor den dør blev lukket. “Det’ fordi a ska dø”, siger du. Jeg henleder til, hvordan du som en gazelle sprang ind i stuen sammen med din rollator lige før, og at du da vel ikke havde tænkt dig at dø i dag uanset hvad. Fortsætter joken med at fortælle, at de nok bare planlægger julegaver. Du spiller ikke med på den, konstaterer bare nøgternt, at de taler om dig. Jeg konstaterer lettet, at du stadig er helt rigtig oven i hovedet, også selv om du kan blive i tvivl om nogle af de helt simple ting i disse dage. Senere spørger du dem, om de ved, hvad der er galt med dig. Men det er lægen, der skal fortælle dig det i morgen, så de siger, at de ikke ved noget, men at de jo heller ikke er læger.

“Det’ da ræmli'”, siger du. Det er nok en af de sætninger, jeg vil huske dig allerbedst for. Det har du nemlig tit sagt som svar på de ting, man fortæller dig. Nogle gange troede jeg, at det var et standardsvar, fordi du ikke sådan rigtigt forstod den verden, jeg fortalte ud fra, men bagefter kom du næsten altid med en opfølgende kommentar ud over det jysk underdrevne ræmli’, og man vidste, at du havde forstået det hele. Du har altid været god til at spørge ind til alle i familien. Du har styr på dine børnebørn. Selv nu. Pludselig proklamerer du til en af de andre gæster, at min bror sælger køkkener. Og du spørger mig, hvordan det går på skolen efter den nye reform. Du ved lige præcis, hvad vi laver, og selv på dit dødsleje fortsætter du med at spørge nysgerrigt om livet, som det har formet sig hos din store familie. Det er jeg imponeret af.

Så gik der 7-8 måneder med op- og nedture. Du flyttede på plejehjem og orkede til sidst ikke gå selv.

Jeg trådte igen ind i din lejlighed i går, den 1. juli, og denne gang stillede du mig ikke længere spørgsmål, selv om du stadig var der. Havde du vidst, hvor ekstreme tømmermænd jeg havde, havde du uden tvivl tilbudt mig en snaps og grint med hele tandsættet. Du lå så fint der i sengen. Lillebitte, bleg og fin. Og selv om du ikke fyldte meget dér under dynen, så fyldte du på hele plejehjemmet den dag. Vi stod allesammen og kiggede på dig på den måde, vi hver især havde brug for. Nogle med armene om hinanden, andre med stille tårer og børnene med nysgerrig respekt for dig og din krop, som nu kun var et hylster. Jeg rørte ved dig, du var helt kølig. Om natten havde du trukket vejret for sidste gang. Nu lå du med foldede hænder og med udhviskede rynker. Du så fredfyldt ud og jeg var glad for, at du ikke længere skulle have smerter. Jeg fik lyst til at putte brillerne på dig, det virkede så mærkeligt at se dig uden dem. Men jeg tror ikke, du får brug for briller i himlen.

Vi så dig blive puttet i en kiste. Da låget blev lagt på, var det svært at styre gråden. Det var sidste gang, jeg så dig. Vi sang for dig. Jeg ved, du ville have elsket det. Så fulgte vi dig stille på din vej ud til rustvognen. Om 10 dages tid ses vi igen. Så skal du have det smukkeste farvel præcis, som du har fortjent.

Men indtil da kan du spille kort og ryge alle de cigaretter, du vil, sammen med bedstemor Helga og onkel Søren deroppe over skyerne. Jeg er sikker på, de har ventet på dig. Imens vil jeg savne dig hernede. Dig og alt det, du var for hele familien. Mindet om dig vil jeg holde i live, så længe jeg selv lever. Du er værd at huske.