Noget Med Ord

Month: juli, 2016

Sommer i Aarhus

Beslutningen er i og for sig let at tage. Men kraftanstrengelsen! Kraftanstrengelsen er større end som så. Jeg taler om anstrengelsen ved at eksekvere den beslutning, det kan være, at lette sig fra sofaen, efter krop og sofa er blevet som eet kød på en halvdoven søndag. Men op og ud kom jeg. Og ude i cykelskuret duftede der af sommerferienætter i telt med Anders And-blade. Omkranset af et varmt og jordslået mørke, famlede jeg mig frem efter min cykel. Sammen bevægede vi os ud i sommeraftenen. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen, men cyklen ledte mig langsomt ud mod vandet. Undervejs blev jeg dog nødt til at stoppe op og tabe underkæben. Solnedgangens karakter gjorde skyernes farver fuldstændig vanvittige. Midt i de hidsigt lyserøde skyer var der et hul, en himmelsk port sågar. Den mindede mig om, at himlen altid er blå bag skyerne. For midt i alt det hidsige var der fuldstændig blåt.

Da jeg cyklede videre, passerede jeg mange par på fortovet. De gik tæt omslyngede og nød aftenluften og måske den sidste rest af weekend eller ferie. Hvem ved, måske den sidste rest af kærlighed. Gamle børn eller unge teenagere gik med næsen i den Pokémon Go-befængte GPS. Jeg tror ikke, de registrerede den vanvittig flotte aftenhimmel, der udspillede sig som en scene fra en film lige foran næsen på menigmand. Horisontlinjen ved vandet var mere end dragende. Jeg måtte helt ud i vandkanten. Luften var sprød, sandet var rent og lyst og de små bølger slog lokkende mod mine fødder. Det lyserøde på himlen var så småt ved at forsvinde og efterlod en fornemmelse af at se himmel og hav gå i ét. Til venstre for mig længere henne langs stranden, var en lyshåret pige ved at øve sin hovedstand. Jeg går ud fra, hun var en yogapige. Jeg betragtede hende i et stykke tid og var allerede ved at spinde en historie om, hvordan hun måske var typen, der levede i fred med sig selv og naturen, da en splitterragende nøgen fyr pludselig kom løbende ind i billedet fra periferien. Han hev hende med ud i vandet, og da jeg havde forvisset mig om, at de helt sikkert havde en mere end venlig relation til hinanden, de to, overlod jeg dem til hinanden og havet.

Mørkets komme var nært forestående, og jeg vidste, at min cykels forlygte ikke kunne lyse, så hvis jeg ville have fornøjelsen af den varme luft i ansigtet og lidt arbejde til bentøjet, måtte jeg cykle hjem nu. På vejen så jeg en kvinde, der stod ved Marselisborg Allé og krammede et træ. Det gav mig forhåbninger på verdens vegne. Ved Frederiksbjerg Skole var der masser af liv ved det nye byggeri. Fyre, der spillede basket og fodbold og drak øl. Piger, der beundrende så på.

Det alt sammen omkranser en sommerfølelse, jeg nægter at slippe taget i, for jeg har først lige fanget den. Jeg håber, den varer ved lidt endnu, selv om hverdagens komme nærmer sig med hastige skridt. Jeg er slet, slet ikke færdig med sommeren. I særdeleshed ikke sommer i Aarhus. Så jeg sidder i vindueskarmen og lytter til en begyndende sommernat i Aarhus, mens den sidste rest af dagslys hænger lyseblåt i horisonten.

img_2199

Et brev til en terrorist

Jeg sidder og tænker, at jeg ikke ved, hvad du har tænkt, da du satte dig ind i den lastbil, drejede nøglen i tændingen og herefter slukkede fremtiden for både dig selv og alt for mange uskyldige mennesker.

Jeg ved ikke, hvordan du havde det derinde. Om du var eksalteret. Om du var bange. Om du var ligeglad. Om du har kigget ud af forruden, mens du kørte vanvidskørsel langs Promenade d’Anglais. Turde du se dem og deres frygt i øjnene – de mennesker, du koldblodigt lod suge ind under din lastbil? De mennesker, der sekunder forinden promenerede i den smukke sydlandske sommeraften. De mennesker, der måske havde brugt lang tid på at spare op til at komme til Nice på ferie. De mennesker, der boede der i forvejen og fra nu af for altid skal have base i en bydel, hvor blodet har flydt i gaderne. De børn, der slet ikke havde bedt om noget som helst. Nogle af dem døde. Nogle af dem får ar på nethinden for altid. For knap en uge siden gik min mor, min søster og to af mine brødre på selvsamme vej. Det kunne have været dem.

Det kunne åbenbart have været hvem som helst.

Det var mennesker ligesom dig. Hvorfor kunne du ikke se det?

Der er så meget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, at menneskeliv ikke altid regnes for menneskeliv. Jeg forstår mig ikke på (misforstået religiøse) principlandesager, der skal gå ud over uskyldige mennesker. Jeg forstår mig i det hele taget ikke på principper.

Måske er jeg bare blåøjet.

Men.

Jeg forstår -og tror på- medmenneskelighed. Empati. Næstekærlighed.  Men næstekærligheden bliver svær, når mennesker som dig bevidst vælger at ødelægge liv på grund af fuldstændig forskruede, amoralske principper. Det skaber et “os” og et “dem”. Medierne er med til det, for hver gang ordene på nettet forsøger at skabe mening og sandhed i det alt sammen, bliver grænserne trukket skarpere op. Men hvad kan man ellers gøre? Skal vi tie det ihjel, at der langsomt oprustes med frygt og had som ammunition? Nej, det skal vi fandme ikke. Skal vi tro på alle generaliseringerne og lade os styre af frygten? Nej, det skal vi heller ikke. Jeg forstår, at det, du gjorde, gør folk bange. IS sidder med stor sandsynlighed og klapper i hænderne lige nu. Jeg er også lidt bange, men mest af alt er jeg vred og frustreret over, hvorfor det skal være så svært at forstå hinanden på tværs af kultur-, religions- og etnicitetsforskelle.

Ja, okay. Jeg ER blåøjet.

Men det var du også, da du satte dig ind i den lastbil. Blåøjet. Hvis du troede, det kommer til at ændre noget i det store billede. Det er jo for pokker det, der gør det hele så dumt. Det vil skabe frygt, at du slog mennesker ihjel, ja. Men det ændrer ikke på det faktum, at vi ER mennesker og at vi som mennesker er forskellige og lever på forskellige måder efter forskellig tro og overbevisning. Det kan du ikke meje ned med en lastbil. Tværtimod. Du kan bare gøre det endnu større.

Du hed Mohamed. Selvfølgelig gjorde du det, ville nogle sige. Det siger jeg ikke. Men jeg synes, det er ærgerligt, at du skulle ødelægge det for alle de mange Mohamed’er derude, som er så søde, elskværdige og dejlige. Jeg underviser Mohamed’er til daglig. Jeg håber, at verden -og Danmark- vil fortsætte med at være et sted, hvor deres navn alene ikke skal afføde fordomme. Det vil jeg gøre mit for, at det ikke skal.

Du hed Mohamed. Og jeg aner ikke, hvem du var. Og jeg forstår virkelig ikke det, du har gjort. Men for at komme den slags terrorisme til livs, skal man vel forsøge at forstå bevæggrundene for at gøre det, du gjorde? Den klassiske fortolkning er, at du nok manglede kærlighed. At du nok er blevet mødt med en masse modstand igennem dit liv. At du hos IS fandt et fællesskab, der gjorde dig til noget stort i dine egne og andres øjne. Du havde nok brug for et større formål med det, dit liv var blevet til. Så du satte lastbilen i gear og tænkte, at du ville dø som en martyr. Eller hvad? Måske findes der bare gemen ondskab som er så stor, at jeg ikke kan begribe det. Jeg forledes efterhånden til at tro, at det findes. For hvorfor skulle du ellers tage livet fra alle de mennesker?

Jeg håber virkelig, du døde fuldstændig forgæves.

Sisse

 

11891978_10153107750497939_4184799675230271314_n

 

 

En begravelsestale til min bedstefar

Kære bedstefar

Når jeg tænker på dig, er det første, der popper op i min hjerne sommer i Danmark og den hårdtarbejdende bondemand. Ren Morten Korch. Jeg ser dig for mig med din stribede undertrøje, dine grå arbejdsbukser, din hat og dit tykke brillestel, mens du holder en hakke i den ene hånd og tørrer dig over din svedige pande med den anden. Alt imens pulser du selvfølgelig på en Rød Cecil.

Og så kørte du altid bilen.

Det er noget af det, jeg husker tydeligst.

Altid var det dig, der sad tålmodigt bag rattet i den rødbrune Opel Kadett, som duftede så dejlig trygt af ældre bil; varmt, blødt og en lille smule af tobak. Vi kørte på ture med dig og min kære bedstemor på forsædet, når jeg var på ferie hos jer som barn. Det var ikke sjældent, der faldt en is af.

Du har aldrig haft travlt, bedstefar. Ikke sådan rigtigt. I hvert fald ikke for travlt til lige at huske morgenkaffen, morgensmøgen og morgenkrydsogtværsen. Når jeg på ferie hos jer vågnede tidlig morgen, sad du som regel allerede derinde i sofaen i din pyjamas med tobakos om ørerne, kaffe på kanden og en kuglepen i hånden. Bornholmeruret tikkede, og jeg kunne høre lyden af koncentration og cigaretfilteret, der slap læberne efter et godt sug af cigaretten. Det var et af mine yndlingstidspunkter på dagen, når jeg var på ferie hos dig og bedstemor. Morgenen var hellig, og jeg kunne sætte mig i den bløde lænestol og løse min børnekryds eller læse sladder i alle damebladene.

Det er din skyld, at jeg blev god til krydsogtværs. Du har lært mig alle de gode ord. Og alle de snørklede, gamle ord, som jeg aldrig selv havde brugt, hvis ikke det havde været for dig. Jeg husker stadig alle de ord.

Jeg glemmer aldrig dengang, Nicolai og jeg fik lov til at køre med dig i tankbilen en hel dag. Vi havde madpakker med. Udsigten var så voldsom fra sådan et lastbilvindue. Jeg følte mig så høj, stor og voksen den dag.

Da jeg var 15 år gammel, døde vores bedstemor – din kone og kompagnon gennem et helt liv. Hun var et fantastisk menneske, som vi alle savner. Men du holdt dig i gang. Du lavede varme retter til dig selv. Insisterede på at gå aftentur hver eneste dag. Passede hund, når vi skulle på ferier. Spillede kort med alle damerne. Gik til gymnastik. Bryggede saft om sommeren. Talte med naboerne over hækken.

I takt med, at jeg blev voksen, så jeg dig sjældnere. Men hver gang, jeg fik mulighed for at give dig et kram, huskede jeg min barndom lidt tydeligere. Jeg huskede alle frugtbuskene i køkkenhaven på Munkevej. Jeg huskede cigarkassen med tuscher og blyanter i. Jeg huskede divaneseren, som jeg sov så godt på. Jeg huskede alle de gode samtaler. Jeg husker det alt sammen.

Du var uomtvisteligt en hårdtarbejdende mand, bedstefar, men det er faktisk ikke sådan, jeg tænker på dig. Jeg tænker mest på dig som en pligtopfyldende, tryghedsskabende og ansvarlig mand. Du var sådan en bedstefar, der kendte navnene på stort set alle planter og fugle, en bedstefar, der kunne koge saft og lave aftensmad og sørge for at holde dig selv i gang. Jeg tænker ikke på dig, som en mand, der havde det hårdt. Jeg tænker på dig som en mand med ære, der har knoklet og gjort sit. En mand, der har haft 7 børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn at være der for. Du havde til det sidste som regel helt styr på os alle hver især og hvad vi lavede. Du har altid spurgt ind til os og husket det, vi fortalte dig. Selv på dit sygeleje.

Jeg trådte ind i din lejlighed på plejehjemmet den 1. juli, og denne gang stillede du mig ikke længere spørgsmål om min dagligdag, selv om du stadig var der. Havde du vidst, hvor ekstreme tømmermænd jeg havde den dag, havde du uden tvivl tilbudt mig en snaps og grinet med hele tandsættet. Du lå så fint der i sengen. Lillebitte, bleg og fin. Og selv om du ikke fyldte meget dér under dynen, så fyldte du på hele plejehjemmet den dag. Vi stod allesammen og kiggede på dig på den måde, vi hver især havde brug for. Nogle med armene om hinanden, andre med stille tårer og børnene med nysgerrig respekt for dig og din krop, som nu kun var et hylster. Jeg rørte ved dig, du var helt kølig. Om natten havde du trukket vejret for sidste gang. Du fik lov til at sove stille ind uden egentlig at opdage det, ligesom du altid har håbet, det ville ske.  Nu lå du med foldede hænder og udhviskede rynker. Du så fredfyldt ud og jeg var glad for, at du ikke længere skulle have smerter efter et alt for langt forløb med den slags her på kanten af dit liv. Jeg fik lyst til at putte brillerne på dig, det virkede så mærkeligt at se dig uden dem. Men jeg tror ikke, du får brug for briller i himlen.

Deroppe over skyerne kan du spille kort og ryge alle de cigaretter, du vil, sammen med bedstemor Helga og onkel Søren. Jeg er sikker på, de har ventet på dig, ligesom du uden tvivl har ventet på at se dem igen. Imens vil jeg og alle, der har kendt dig, savne dig hernede. Dig og alt det, du gennem årene har været og betydet for hele familien. Med din død har vi mistet et samlingspunkt og en gren på stamtræet.

Men mindet om dig vil jeg holde i live, så længe jeg selv er her. Det’ da kun ræmli’, som du ville have sagt.  For du er værd at huske.

Sov godt, bedstefar.

img_1814

 

 

 

Det’ fordi A ska’ dø

Skulle lige trække vejret en ekstra gang, før jeg gik ind i din lejlighed dengang i november. Måske for at holde fast i alle mine barndomsminder om dig. For nu ligger du i en seng og vil ikke op, siger du. Du lyser op i et smil, da du ser mig. Der er gæster i hele hytten og en af dem sidder og taler roligt med dig. Noget af det første, du spørger mig om, er, om jeg ikke nok vil hente en rød cecil til dig inde fra sofabordet. Det vil de andre nemlig ikke, siger du. I mit stille sind tænker jeg, at det jo er fordi, du har lungekræft og er forvirret og ikke skal ende med at sætte ild til din egen seng – men det ved du ikke endnu. Først i morgen får du dét at vide, du nok godt ved inderst inde; at du er på vej til at dø.

Jeg smiler og joker med, at dem må du sgu selv hente, cigaretterne. Er lidt utilpas til mode og får en klump i halsen af at se dig ligge der så tynd og helt uden briller. Tidligere så jeg dig kun ligge sådan uden briller, når du tog en middagslur under mine feriebesøg hos dig som barn. Jeg kaster min opmærksomhed på billedcollagen, der hænger på den væg, der er modsat din seng. Masser af små billeder af hele vores familie. Jeg småsnakker med ham, der sidder ved din seng, om dem. Du lukker øjnene imens og jeg tror, du sover. Pludselig kommenterer du på det lille billede, der er allernederst i venstre hjørne. Man skal ikke tage fejl af dig. Selv uden briller har du falkeblik og hørelsen fejler ikke noget. Da du senere på mirakuløs vis er blevet lokket ind på sofaen i stuen og køkkendøren bliver lukket, fordi dine døtre skal snakke privat med hjemmehjælperen om den besked, du skal have i morgen, siger du, at du godt ved, hvorfor den dør blev lukket. “Det’ fordi a ska dø”, siger du. Jeg henleder til, hvordan du som en gazelle sprang ind i stuen sammen med din rollator lige før, og at du da vel ikke havde tænkt dig at dø i dag uanset hvad. Fortsætter joken med at fortælle, at de nok bare planlægger julegaver. Du spiller ikke med på den, konstaterer bare nøgternt, at de taler om dig. Jeg konstaterer lettet, at du stadig er helt rigtig oven i hovedet, også selv om du kan blive i tvivl om nogle af de helt simple ting i disse dage. Senere spørger du dem, om de ved, hvad der er galt med dig. Men det er lægen, der skal fortælle dig det i morgen, så de siger, at de ikke ved noget, men at de jo heller ikke er læger.

“Det’ da ræmli'”, siger du. Det er nok en af de sætninger, jeg vil huske dig allerbedst for. Det har du nemlig tit sagt som svar på de ting, man fortæller dig. Nogle gange troede jeg, at det var et standardsvar, fordi du ikke sådan rigtigt forstod den verden, jeg fortalte ud fra, men bagefter kom du næsten altid med en opfølgende kommentar ud over det jysk underdrevne ræmli’, og man vidste, at du havde forstået det hele. Du har altid været god til at spørge ind til alle i familien. Du har styr på dine børnebørn. Selv nu. Pludselig proklamerer du til en af de andre gæster, at min bror sælger køkkener. Og du spørger mig, hvordan det går på skolen efter den nye reform. Du ved lige præcis, hvad vi laver, og selv på dit dødsleje fortsætter du med at spørge nysgerrigt om livet, som det har formet sig hos din store familie. Det er jeg imponeret af.

Så gik der 7-8 måneder med op- og nedture. Du flyttede på plejehjem og orkede til sidst ikke gå selv.

Jeg trådte igen ind i din lejlighed i går, den 1. juli, og denne gang stillede du mig ikke længere spørgsmål, selv om du stadig var der. Havde du vidst, hvor ekstreme tømmermænd jeg havde, havde du uden tvivl tilbudt mig en snaps og grint med hele tandsættet. Du lå så fint der i sengen. Lillebitte, bleg og fin. Og selv om du ikke fyldte meget dér under dynen, så fyldte du på hele plejehjemmet den dag. Vi stod allesammen og kiggede på dig på den måde, vi hver især havde brug for. Nogle med armene om hinanden, andre med stille tårer og børnene med nysgerrig respekt for dig og din krop, som nu kun var et hylster. Jeg rørte ved dig, du var helt kølig. Om natten havde du trukket vejret for sidste gang. Nu lå du med foldede hænder og med udhviskede rynker. Du så fredfyldt ud og jeg var glad for, at du ikke længere skulle have smerter. Jeg fik lyst til at putte brillerne på dig, det virkede så mærkeligt at se dig uden dem. Men jeg tror ikke, du får brug for briller i himlen.

Vi så dig blive puttet i en kiste. Da låget blev lagt på, var det svært at styre gråden. Det var sidste gang, jeg så dig. Vi sang for dig. Jeg ved, du ville have elsket det. Så fulgte vi dig stille på din vej ud til rustvognen. Om 10 dages tid ses vi igen. Så skal du have det smukkeste farvel præcis, som du har fortjent.

Men indtil da kan du spille kort og ryge alle de cigaretter, du vil, sammen med bedstemor Helga og onkel Søren deroppe over skyerne. Jeg er sikker på, de har ventet på dig. Imens vil jeg savne dig hernede. Dig og alt det, du var for hele familien. Mindet om dig vil jeg holde i live, så længe jeg selv lever. Du er værd at huske.