Engdalskoletale

by sissemoelgaardpoulsen

Nu er der en vis fare for, I vil tænke “Hun er da sær, hvad laver hun dér”

Men jeg kan sgu slet ikke la’ vær’, for det har kriblet helt ud i mine tæ’r

af ren trang til at skrive

Nu hvor jeg alligevel heller ikke lige skal blive

 

Så lad nu falde, hvad ikke kan stå:

Engdalskolen er fandme dejlig at være på

– jaja, jeg bander en del, men lad nu vær’ med det der

vi skal vel for helvede fejre at børnene ik’ er her mere.

 

For selv om børnene er hele grunden til at vi er til stede

Så er der jo også andre ting herude, der skaber glæde

For eksempel den fantastiske kaffeautomat

Den har uden tvivl ofte sat en stopper for et morgensurt attentat

 

Apropros attentat håndterer vi dagligt tikkende bomber

Enten er det børnenes humør eller også kommer det fra deres rumper

Man skal i klassen lægge øjne, ører og næse til lidt af hvert

Men med kollegaer som jer bliver den slags knap så svært

 

I har slukket for selv mine værste surstråler

Og gladelig været med på en ordentlig fællesskåler

Det er dét med den der Engdalskoleånd

Måske er det indbildt, men jeg føler, vi har knyttet bånd.

 

I har gjort det let for en ny at føle sig hjemme

Det vil jeg altså ikke sådan lige glemme

Og smil på gangen og godmorgen og goddag

Man ser hinanden herude og derfor vil jeg takke pænt af

 

Tak, allesammen, for et skoleår på godt og på ondt

Meget kan man sige, men for mig har det fandme været sundt

Nu må det være nok med alt det rimeri, så jeg vil bare si’:

SKÅL og tak – bare fordi.