Ambulanceblink

by sissemoelgaardpoulsen

Det var blinkene, der sneg sig ind gennem de vinduer, der vendte ud mod gaden. De fangede min opmærksomhed på et splitsekund. Det var endda til trods for, at det end ikke var mørkt endnu. Det blinkede rytmisk og nærmest insisterende, og min puls steg pludselig, fordi jeg godt vidste, det kunne betyde to ting. Den ene ting ville være, at en bygning tæt på var i flammer. Den anden ville være, at der var sket nogen noget. Det viste sig at skyldes den anden ting.

Mekanismen i mennesket i sådan en situation er åbenbart nysgerrighed, og jeg tog mig selv i at åbne vinduet og kigge forsigtigt ud, også selv om jeg slet ikke ville være sådan en nysgerrig-Per. Ambulanceredderne kommunikerede med hinanden, kunne jeg høre, og jeg kunne svagt øjne bevægelser inde bag de tonede ruder. Lysene blinkede videre, men bilen stod stille midt på den ensrettede gade. Efter at have kigget på ambulancen i noget tid, ramte mindet mig som en mavepuster. Jeg fortabte mig i tanker om, hvordan det var at ligge inde i sådan en ambulance med et kæmpe virvar af helt forkert i maven og en ræsende puls til at udmatte den i forvejen helt udmarvede barnekrop, som var blevet testet igennem et langt sygdomsforløb. Det var svært at lade være med at erindre følelsen af at være fuldstændig pakket ind og fastspændt, mens pulsmåleren bippede og ambulanceredderen forsikrede mig om, at min mor kørte i bilen lige bagved og nok skulle følge med mig over på det andet sygehus, hvor de forhåbentlig kunne blive klogere på, hvorfor jeg intet vejede og hvorfor jeg havde så invaliderende smerter i maven.

Mit meget levende flashback blev stoppet af lyden fra en dør i opgangen ved siden af. En kvinde med en plasticpose i hånden steg ud på gaden. Hun så rådvild ud. Gik fortvivlet rundt uden for ambulancen og turde ikke rigtigt forstyrre dem derinde, selv om hun med garanti var mere end berettiget til det. Hun havde sikkert pakket hans ting i plasticposen. Bilens skydedør blev åbnet og en sød redder fortalte hende, at han var stabil lige nu. Men han var også kontant og sagde, at hvis hun ville med, så var det nu og lige direkte ind på forsædet. Jeg hørte ikke, om hun sagde noget. Men jeg så hendes blik, og det lyste af en kærlighed og en beskyttertrang, jeg svagt kan huske selv at have følt i en lufthavn med en syg mand for længe, længe siden. Hun satte sig ind og smækkede døren med sådan en hastighed, som man måtte forestille sig, hun ville ønske at få det hele til at forsvinde med.

Det er alt, hvad jeg ved.