Noget Med Ord

Month: juni, 2016

Engdalskoletale

Nu er der en vis fare for, I vil tænke “Hun er da sær, hvad laver hun dér”

Men jeg kan sgu slet ikke la’ vær’, for det har kriblet helt ud i mine tæ’r

af ren trang til at skrive

Nu hvor jeg alligevel heller ikke lige skal blive

 

Så lad nu falde, hvad ikke kan stå:

Engdalskolen er fandme dejlig at være på

– jaja, jeg bander en del, men lad nu vær’ med det der

vi skal vel for helvede fejre at børnene ik’ er her mere.

 

For selv om børnene er hele grunden til at vi er til stede

Så er der jo også andre ting herude, der skaber glæde

For eksempel den fantastiske kaffeautomat

Den har uden tvivl ofte sat en stopper for et morgensurt attentat

 

Apropros attentat håndterer vi dagligt tikkende bomber

Enten er det børnenes humør eller også kommer det fra deres rumper

Man skal i klassen lægge øjne, ører og næse til lidt af hvert

Men med kollegaer som jer bliver den slags knap så svært

 

I har slukket for selv mine værste surstråler

Og gladelig været med på en ordentlig fællesskåler

Det er dét med den der Engdalskoleånd

Måske er det indbildt, men jeg føler, vi har knyttet bånd.

 

I har gjort det let for en ny at føle sig hjemme

Det vil jeg altså ikke sådan lige glemme

Og smil på gangen og godmorgen og goddag

Man ser hinanden herude og derfor vil jeg takke pænt af

 

Tak, allesammen, for et skoleår på godt og på ondt

Meget kan man sige, men for mig har det fandme været sundt

Nu må det være nok med alt det rimeri, så jeg vil bare si’:

SKÅL og tak – bare fordi.

 

Ambulanceblink

Det var blinkene, der sneg sig ind gennem de vinduer, der vendte ud mod gaden. De fangede min opmærksomhed på et splitsekund. Det var endda til trods for, at det end ikke var mørkt endnu. Det blinkede rytmisk og nærmest insisterende, og min puls steg pludselig, fordi jeg godt vidste, det kunne betyde to ting. Den ene ting ville være, at en bygning tæt på var i flammer. Den anden ville være, at der var sket nogen noget. Det viste sig at skyldes den anden ting.

Mekanismen i mennesket i sådan en situation er åbenbart nysgerrighed, og jeg tog mig selv i at åbne vinduet og kigge forsigtigt ud, også selv om jeg slet ikke ville være sådan en nysgerrig-Per. Ambulanceredderne kommunikerede med hinanden, kunne jeg høre, og jeg kunne svagt øjne bevægelser inde bag de tonede ruder. Lysene blinkede videre, men bilen stod stille midt på den ensrettede gade. Efter at have kigget på ambulancen i noget tid, ramte mindet mig som en mavepuster. Jeg fortabte mig i tanker om, hvordan det var at ligge inde i sådan en ambulance med et kæmpe virvar af helt forkert i maven og en ræsende puls til at udmatte den i forvejen helt udmarvede barnekrop, som var blevet testet igennem et langt sygdomsforløb. Det var svært at lade være med at erindre følelsen af at være fuldstændig pakket ind og fastspændt, mens pulsmåleren bippede og ambulanceredderen forsikrede mig om, at min mor kørte i bilen lige bagved og nok skulle følge med mig over på det andet sygehus, hvor de forhåbentlig kunne blive klogere på, hvorfor jeg intet vejede og hvorfor jeg havde så invaliderende smerter i maven.

Mit meget levende flashback blev stoppet af lyden fra en dør i opgangen ved siden af. En kvinde med en plasticpose i hånden steg ud på gaden. Hun så rådvild ud. Gik fortvivlet rundt uden for ambulancen og turde ikke rigtigt forstyrre dem derinde, selv om hun med garanti var mere end berettiget til det. Hun havde sikkert pakket hans ting i plasticposen. Bilens skydedør blev åbnet og en sød redder fortalte hende, at han var stabil lige nu. Men han var også kontant og sagde, at hvis hun ville med, så var det nu og lige direkte ind på forsædet. Jeg hørte ikke, om hun sagde noget. Men jeg så hendes blik, og det lyste af en kærlighed og en beskyttertrang, jeg svagt kan huske selv at have følt i en lufthavn med en syg mand for længe, længe siden. Hun satte sig ind og smækkede døren med sådan en hastighed, som man måtte forestille sig, hun ville ønske at få det hele til at forsvinde med.

Det er alt, hvad jeg ved.