Duft af regn

by sissemoelgaardpoulsen

Før vejrskiftet er jeg egentlig lidt ligeglad. Det er som om, jeg er forpuppet, helt søbet ind i sukker, lummervarme og ugidelighed dér på sofaen.

Lyden, når regnen rammer pludseligt og på een gang, er ikke til at tage fejl af. Jeg kigger med det samme op og skynder mig at åbne vinduerne. Lyden af naturen når ind til mig og min kerne. Sådan føles det. Det eneste, jeg kan gøre, er at smile. Regnen er en forløsning.

Duften af varm og våd asfalt sætter en finger på noget inde i mig selv, jeg ikke ellers kan placere. Hvis jeg snuser for hårdt ind gennem næseborene, kan jeg ikke dufte det ordentligt. Så jeg må sidde og trække vejret i helt almindeligt tempo og minde mig selv om, at man ikke kan indsnuse alle gode dufte i verden og lagre dem i næseborene for evigt. Til gengæld lagrer duftene sig i hukommelsen, og når man møder dem, de gode dufte, er man så heldig at blive taget med tilbage til det sted, hvor det var magisk engang. Duften er vores minders eftermæle.

Det var det samme med din duft. Jeg møder den sjældent, næsten aldrig, men når jeg gør, har jeg lyst til at trække vejret lidt kraftigere ind gennem næsen.