Verdenssammenhæng

by sissemoelgaardpoulsen

Og jeg var slukøret, da jeg gik ud af døren, men det måtte jo hænge sammen på den måde, ellers kunne vi i sidste ende ikke hænge sammen alligevel. Det havde været svært at lukke døren bag mig denne morgen, det var som om, den bandt en smule; det plejer den ikke, ikke på dén måde. Men da den endelig lukkede sig, blev det mine fødder, der blev tunge, kan fødder mon også binde? Så var der mine øjne. De blev fugtige. For jeg vidste, at jeg skulle kigge op lige om lidt og se mig selv i øjnene. Hun spejlede mig og alt det, jeg gjorde forkert den morgen. Eller igennem livet. Jeg kunne se det i hendes små, håbefulde øjne, da hun helt alene stod og kiggede ud af den rude, der adskilte den tætte kontakt mellem os. Det var kombinationen af desperationen og håb i hendes øjne, der slog mig itu gang på gang. Hun vidste godt, at jeg ikke kunne give hende det, hun så brændende ønskede sig, men hver eneste dag håbede hun alligevel, at jeg ville vende mig om og komme tilbage til hende. Hver eneste dag ønskede jeg brændende at vende om, men jeg kunne ikke, for sådan hænger verden bare ikke sammen.

Det er den sætning, jeg bliver nødt til at fortælle hende igen og igen.