Noget Med Ord

Month: maj, 2016

Duft af regn

Før vejrskiftet er jeg egentlig lidt ligeglad. Det er som om, jeg er forpuppet, helt søbet ind i sukker, lummervarme og ugidelighed dér på sofaen.

Lyden, når regnen rammer pludseligt og på een gang, er ikke til at tage fejl af. Jeg kigger med det samme op og skynder mig at åbne vinduerne. Lyden af naturen når ind til mig og min kerne. Sådan føles det. Det eneste, jeg kan gøre, er at smile. Regnen er en forløsning.

Duften af varm og våd asfalt sætter en finger på noget inde i mig selv, jeg ikke ellers kan placere. Hvis jeg snuser for hårdt ind gennem næseborene, kan jeg ikke dufte det ordentligt. Så jeg må sidde og trække vejret i helt almindeligt tempo og minde mig selv om, at man ikke kan indsnuse alle gode dufte i verden og lagre dem i næseborene for evigt. Til gengæld lagrer duftene sig i hukommelsen, og når man møder dem, de gode dufte, er man så heldig at blive taget med tilbage til det sted, hvor det var magisk engang. Duften er vores minders eftermæle.

Det var det samme med din duft. Jeg møder den sjældent, næsten aldrig, men når jeg gør, har jeg lyst til at trække vejret lidt kraftigere ind gennem næsen.

Verdenssammenhæng

Og jeg var slukøret, da jeg gik ud af døren, men det måtte jo hænge sammen på den måde, ellers kunne vi i sidste ende ikke hænge sammen alligevel. Det havde været svært at lukke døren bag mig denne morgen, det var som om, den bandt en smule; det plejer den ikke, ikke på dén måde. Men da den endelig lukkede sig, blev det mine fødder, der blev tunge, kan fødder mon også binde? Så var der mine øjne. De blev fugtige. For jeg vidste, at jeg skulle kigge op lige om lidt og se mig selv i øjnene. Hun spejlede mig og alt det, jeg gjorde forkert den morgen. Eller igennem livet. Jeg kunne se det i hendes små, håbefulde øjne, da hun helt alene stod og kiggede ud af den rude, der adskilte den tætte kontakt mellem os. Det var kombinationen af desperationen og håb i hendes øjne, der slog mig itu gang på gang. Hun vidste godt, at jeg ikke kunne give hende det, hun så brændende ønskede sig, men hver eneste dag håbede hun alligevel, at jeg ville vende mig om og komme tilbage til hende. Hver eneste dag ønskede jeg brændende at vende om, men jeg kunne ikke, for sådan hænger verden bare ikke sammen.

Det er den sætning, jeg bliver nødt til at fortælle hende igen og igen.