Selvsur

by sissemoelgaardpoulsen

Og så føles det hele pludselig forkert og enerverende. Det er som om, alt i min lejlighed pludselig har vendt vrangen ud på sig selv og jeg kan kun se rod, halvfærdigheder, grimme møbler og ting, jeg burde gøre noget ved. Min indre temperatur stiger, og jeg er sur, ikke ked af det, men sur. Og rastløs. Alting skulle helst være sket i går, og der er pludselig ikke noget, jeg kan gøre rigtigt, så jeg bliver sur på mig selv over, hvorfor jeg dog ikke bare får styr på det, sådan rigtigt styr på det, så der ikke ligger støv i hjørnerne og bestikskuffen, eller så der ikke er tomme vægge og ledninger ud fra huller i loftet og det dér vasketøj i bunden af kurven, som jeg a l d r i g  n o g e n s i n d e  får taget mig sammen til at vaske i hånden. Hvad fanden er jeg for en voksen, altså, skælder jeg på mig selv.

Jeg bliver så sur, at jeg nægter at gøre noget ved det, så jeg sætter mig på sofaen og siger til mig selv, at jeg trænger til at slappe af og hygge mig, så jeg kan blive glad igen, men hverken slik eller dårligt tv hjælper, faktisk gør dét det modsatte, for så kan jeg blive sur over, at jeg sidder og spiser mig tyk og bliver endnu mere uperfekt og ikke-kærestesalgsbar. Desuden er det jo spild af tid at sidde i den sofa, minder jeg mig selv om. Siden hvornår har nogen oplevet, at der dumpede en kæreste ned i sofaen til dem, måske? Pulsen kan ikke lide den slags, så den kvitterer med at løbe lidt hurtigere for at gøre mig opmærksom på mig selv, så jeg kan falde lidt ned, men det hjælper ikke, for så bliver jeg sur på min puls og over, hvorfor jeg dog ikke bare kan slappe af og blive zen og være i nuet og nyde det, der nu er.

Det eneste, der hjælper på selvsur er censur eller gåtur.