Armkrogen, der blev til stilhed

by sissemoelgaardpoulsen

Og det var, da du sagde, at du godt kunne lide at læse bøger før sengetid, at det gik op for mig, at jeg godt kunne komme til at kunne lide dig.

Så kunne vi ikke bare sige, at så lå det hele dér i en kasse på bordet? Alt det, der er mig. En dag ville jeg stille jeg den foran dig, kassen. Og jeg ville sige, at du skal åbne den, men først når jeg er gået. Jeg kommer nok ikke tilbage, før du har kigget i den. Jeg ved faktisk ikke, om jeg kommer tilbage uanset hvad. Om jeg tør. Om jeg vil.

For så har du set det. Alt det i kassen. Vi kan lige så godt få det overstået først som sidst. Jeg gider ikke bruge flere år på at pakke det alt sammen sirligt ud foran nogen igen. Eller finde ud af, at du slet ikke kan eller vil løfte kassen eller synes, den fylder det hele i rummet mellem os.

BANG!

Værsgo. Her har du det altså. Sådan ser der ud i min kasse,” ville jeg sige, mens jeg kiggede stålsat på dig med let rystende knæ. Og måske ville jeg gå ud af døren og ikke vende tilbage.

Måske.

Jeg havde ellers pakket det nænsomt ind. Puttet det i en kiste bag lås og slå og begravet det, der skete. Men så sad du der i min sofa, og jeg vidste, at hvis jeg rykkede tættere på, ville det alt sammen krybe op mod overfladen.

Så jeg sagde, at jeg ikke vidste, om jeg ville noget med dig, for ellers så kunne vi have stået der og kigget på hinanden og være i tvivl, mens vi gerne ville lidt og alligevel ikke turde række hånden ud efter hinanden eller noget som helst, fordi den slags kan føles bragende farligt. Og jeg ved, at jeg plejer at løbe væk, når det føles farligt. Sådan er det, det gør jeg. Jeg lukker ned og glemmer hvordan jeg har det med dig, og så løber jeg.

men

Så sagde du, at nu kom du altså forbi; så måtte jeg droppe dig bagefter, hvis det skulle være. Og det kunne jeg godt lide, at du valgte at turde, så jeg venter nok lidt med at droppe dig. For du kyssede mig pænt og også tilpas grådigt og strøg mig let på låret, og du hviskede, at jeg var dejlig og det rørte næsten noget indeni mig, når du sagde det, så jeg kunne jo ikke lukke helt ned, ikke endnu. Og så sagde du, at nu gik du hjem, men i virkeligheden lagde du dig bedre til rette i sofaen sammen med mig, og det gjorde virkelig ikke noget.

I dagene efter savnede jeg dig ikke. Det kunne man vel ikke, når man ikke havde følelser involveret, og når man ikke ordentligt vidste, hvad det helt var ved dig, man skulle turde at savne endnu. Alligevel, som mørket faldt på, tog jeg mig selv i at tænke tiltagende på dig. Ikke med noget bestemt formål andet end bare at have lyst til at være i nærheden af dig og mærke, hvordan det nu var, det føltes at være i nærheden af dig. Så jeg lå helt stille og havde på en måde lyst til, at du lå ved siden af mig. Jeg gad egentlig ikke alt det der med at vågne op sammen dagen efter og den slags, men jeg gad godt at ligge der og mærke, at du var der i mørket.

Bare ligge lidt stille i din armkrog og lytte til, du trak vejret og var varm.

Der blev helt stille på min telefon.

Så stille, at jeg opdagede, at du var begyndt at larme i mit hoved. Det var på en måde godt at finde ud af, men jeg følte mig sært prisgivet. Jeg har ofte haft lidt for meget larmende stilhed i mit liv – særligt en stilhed, der strakte sig på tværs af verdenshave og som førte tvivl og mavepine med sig, sad ikke langt væk i hukommelsen.

Dagens stilhed strakte sig kun tværs over Aarhus, men den larmede ikke desto mindre. Jeg syntes egentlig ikke, jeg havde nået at have noget at miste med dig. Og så alligevel – håbet. Håbet om, at der eksisterede en derude, man kunne regne med. En, som er sød og rar og jævn og som virkelig-virkelig vil mig.

Det er stilheden, der får mig til at miste håbet lidt for hurtigt.

Hvis du vidste, hvad der foregik i mit indre, ville du måske ryste på hovedet og grine lidt. Men stilheden har bestemt ikke altid været min ven. Stilheden er som regel det, der kommer før stormen, siger de kloge. Den erfaring har jeg også gjort mig.

Dengang blev han nemlig mere og mere stille. Min mavefornemmelse sagde mig, at noget var galt, men når jeg spurgte, undveg han. Det forstærkede mavefornemmelsen – og det forstærkede stilheden. Til sidst tvang jeg ham til at tale. Da han først lukkede ordene ud i virkeligheden og gjorde afstanden mellem os længere, end den var i forvejen, ville jeg næsten ønske, han bare havde holdt sin kæft. Jeg forsvandt ned i et stort virvar af mistillid, chok og smerte. Heldigvis blev alt godt igen, og det viste sig alt sammen at blive noget af det bedste, der var sket for mig, fordi jeg voksede adskillige centimeter i perioden derefter.

Men jeg kunne stadig ikke lide stilhed.

Du sagde, du ville skrive senere. Måske med en forklaring. Måske med en afslutning. Lige nu sagde min mavefornemmelse det sidste. For du var godt nok stille.

Knold