Lidt om en mand, en vigende hårgrænse og en ægløsning

by sissemoelgaardpoulsen

Han barberede sit skæg, mens han irriteret funderede over, hvorfor det dog ikke var muligt at flytte al den hårvækst derhen, hvor han faktisk havde brug for den – nemlig på issen. Der var sgu blevet noget tyndt befolket deroppe efterhånden, og han var overhovedet ikke færdig med at have flot hår, det havde han altid haft, men det var jo ikke til at se for damerne ude på gaden. De så nok bare en mand på vej ned i  hårkadence og tænkte derfor i løbet af et splitsekund på genetisk videreførelse og vigende hårgrænser og gjorde regnestykket, som endte med et negativt udfald, var han sikker på.

Og så var det jo faktisk ligemeget, at han havde en kæreste, for det var ikke det, han tænkte på, mens han stod der og barberede sig. Faktisk tænkte han heller ikke på hende, når han var i byen en gang imellem. Han havde hørt fra nogle venner, at det var testosteronens skyld, fordi han som mand var genetisk kodet til at have behov for at formere sig hvor som helst og (i princippet) med hvem som helst, og hvordan kunne han dog modsige sig biologien? Det gjorde han så godt nok lidt alligevel, for han sørgede altid for at bruge kondom, for så havde han jo som sådan ikke haft rigtig kropskontakt med de der piger, vel.

Han gad jo heller ikke pludselig opdage, at han havde fået en unge ude i byen, vel. Det ville hans kæreste til gengæld godt, altså have en unge. Det var også derfor, han var begyndt at gå lidt mere i byen på det sidste. For hun snakkede mest om ægløsninger og hvorfor hun dog ikke kunne blive gravid, nu hvor de prøvede og havde gjort det så længe og hun jo havde enormt fødedygtige hofter. Så gik han tit ud på badeværelset bagefter og kiggede frustreret på sin isse og prøvede at undgå at rive sig for meget i hverken det tilbageværende hår eller pjoverten imens. Og så skrev han en SMS til en af gutterne og foreslog øl, og de snakkede ikke om det, når han gik ud af døren under påskud af at skulle hjælpe en ven med at skifte fælge klokken 22, og han snakkede heller ikke med sine venner om det, når de igen wingman’ede ham til at kunne føle sig som en mand ude i byen.

Når han kom hjem dagen efter, stillede hun ikke spørgsmål, heller ikke selv om han ikke havde været i bad og hun havde en næse som en blodhund. Han forstod egentlig ikke, hvorfor hun ikke spurgte. Måske var hun ligeglad. Og så gjorde de, som de altid gjorde, og klokken kvart i ægløsning gjorde hun sig til på en helt påtaget uplanlagt måde, og han sørgede for at trykke de rigtige steder (håbede han), mens han drømte sig et andet sted hen, hvor han i det mindste ville være en rigtig mand bare den ene dag. Og i dagene efter følte han sig som en rigtig mand, for hun forsikrede ham om, at det var han, og at det denne gang nok skulle lykkes, og hun kyssede ham og hvinede glad i drømmende forventning om deres nye liv, og han klappede hende kærligt på de fødedygtige hofter og aede hendes mave og tillod sig selv at drømme en lille smule om, at han faktisk var en rigtig mand, der lige havde gjort sin kæreste gravid.

Men så groede skægget ud igen, og det kradsede, sagde hun, hun ville ikke kysse ham, hvis det skulle være på den måde (og det skulle det jo ikke være), så han stillede sig foran spejlet for at barbere sig igen, og han prøvede igen at lade være med at lade ironien i hårfjerneriet bundfælde sig for dybt i ham. Ellers ville han nok ende med at gro verdens længste skæg og bo i en hule et sted uden fødedygtige hofter til at stille spørgsmålstegn ved hans maskulinitet.