Om at holde balancen

by sissemoelgaardpoulsen

Det er når jeg bli’r svimmel, jeg mindes om at holde balancen

Nogle gange er det altså bedre at stå fast end at tage chancen

Men når energiniveauet siger “det holder hundred’!”

Og min rastløshed falder, fordi den bliver fodred’

Så er det sgu svært at lade vær’ at bygge på det korthus

At kunne færdiggøre etagerne ville give det vildeste sus

Tænk at få styr på det hele på én gang

Arbejde, privatliv, ja alt det tamtam

Balancen er bare den afgørende cement

Det må man aldrig lade være glemt

Så jeg trækker vejret lidt ekstra tungt

Helt ned i maven, det skulle være så sundt

Og puster til korthuset indtil jeg bli’r blå

Så lad sgu da falde, hvad ikke kan stå

For det, der består, er det bedste man har

Med det in mente bliver sagen helt klar

Værn om dit korthus, byg ej for lidt, ej for tit

Men hold dig i ave alt det, der er dit