Erindringen om en masochistisk farce

by sissemoelgaardpoulsen

Musikken baner sig vej ind i erindringen fra dengang. Jeg kan huske, at jeg nogle gange blev forbløffet over at opdage, at tiden faktisk gik, for det føltes på ingen måde sådan. Jeg har sjældent opdaget dage så lange som dér. Dagsrytmerne blev til lyde. Når overboen smækkede døren, betød det, at det var fyraften. Når de begyndte at grine ekstra højt og kilde hinanden deroppe, betød det, at det var tid til at forpuppe sig, fordi det var sidst på dagen. Det gjorde jeg bare ikke. Jeg levede i sofaen, fordi det var dén, der var der, evig og altid, den varmede mig og gjorde mig tryg.

Og dagene blev til uger. Jeg forsvandt ind i en ukendelighed. Byens puls var svag og mit hjerte bankede ikke i takt med den. Jeg kunne ikke mærke byen. Jeg kunne ikke mærke mig selv. Eksistensen svandt langsomt ind til ugidelighed og ulyst. Mad sagde mig intet. Jeg overlevede på kulhydrater, sukker og alkohol. Det var kun i alkohol, jeg fandt min lise. En følelse af at nærme mig mig selv. En følelse af, at der skete noget i mig. Det var en tiltrængt pause fra livet. Hver morgen efter sådan en pause vågnede jeg dog op og følte mig endnu mere fjern fra mit eget liv.

Når jeg gik ture i byen, vakte den mig ikke til live. De mennesker, jeg så, gav mig intet tilbage. De definerede mig pludselig, syntes jeg. De så lige så triste ud som jeg selv. Min eksistens, mit renommé for mig selv; det var ikke til at holde ud.

Alligevel orkede jeg ikke flygte fra det. Jeg havde selv placeret mig midt i epicenteret af ingenting. Jeg valgte selv at holde stædigt fast i det. Jeg anede ikke, at der var en vej ud, for jeg havde jo besluttet, at livet skulle se sådan ud. At jeg skulle klare mig selv uanset hvad. At jeg skulle gøre lige som alle de ikke-ensommme og bevise, at det kunne man godt uden at føle sig ensom – som single uden rødder i en provinsby med sit første voksenjob.

Det kunne man sgu ikke. Jeg blev så ensom, at jeg ikke længere kunne glæde mig over andres fremskridt og glæder. Jeg sad fast i en selvbestaltet offerrolle i en masochistisk farce, der heldigvis forholdsvist ukompliceret lod sig løse, da først beslutningen blev taget – og løsningen hed Aarhus. Selvfølgelig hed den Aarhus.