Noget Med Ord

Month: februar, 2016

Lidt om en mand, en vigende hårgrænse og en ægløsning

Han barberede sit skæg, mens han irriteret funderede over, hvorfor det dog ikke var muligt at flytte al den hårvækst derhen, hvor han faktisk havde brug for den – nemlig på issen. Der var sgu blevet noget tyndt befolket deroppe efterhånden, og han var overhovedet ikke færdig med at have flot hår, det havde han altid haft, men det var jo ikke til at se for damerne ude på gaden. De så nok bare en mand på vej ned i  hårkadence og tænkte derfor i løbet af et splitsekund på genetisk videreførelse og vigende hårgrænser og gjorde regnestykket, som endte med et negativt udfald, var han sikker på.

Og så var det jo faktisk ligemeget, at han havde en kæreste, for det var ikke det, han tænkte på, mens han stod der og barberede sig. Faktisk tænkte han heller ikke på hende, når han var i byen en gang imellem. Han havde hørt fra nogle venner, at det var testosteronens skyld, fordi han som mand var genetisk kodet til at have behov for at formere sig hvor som helst og (i princippet) med hvem som helst, og hvordan kunne han dog modsige sig biologien? Det gjorde han så godt nok lidt alligevel, for han sørgede altid for at bruge kondom, for så havde han jo som sådan ikke haft rigtig kropskontakt med de der piger, vel.

Han gad jo heller ikke pludselig opdage, at han havde fået en unge ude i byen, vel. Det ville hans kæreste til gengæld godt, altså have en unge. Det var også derfor, han var begyndt at gå lidt mere i byen på det sidste. For hun snakkede mest om ægløsninger og hvorfor hun dog ikke kunne blive gravid, nu hvor de prøvede og havde gjort det så længe og hun jo havde enormt fødedygtige hofter. Så gik han tit ud på badeværelset bagefter og kiggede frustreret på sin isse og prøvede at undgå at rive sig for meget i hverken det tilbageværende hår eller pjoverten imens. Og så skrev han en SMS til en af gutterne og foreslog øl, og de snakkede ikke om det, når han gik ud af døren under påskud af at skulle hjælpe en ven med at skifte fælge klokken 22, og han snakkede heller ikke med sine venner om det, når de igen wingman’ede ham til at kunne føle sig som en mand ude i byen.

Når han kom hjem dagen efter, stillede hun ikke spørgsmål, heller ikke selv om han ikke havde været i bad og hun havde en næse som en blodhund. Han forstod egentlig ikke, hvorfor hun ikke spurgte. Måske var hun ligeglad. Og så gjorde de, som de altid gjorde, og klokken kvart i ægløsning gjorde hun sig til på en helt påtaget uplanlagt måde, og han sørgede for at trykke de rigtige steder (håbede han), mens han drømte sig et andet sted hen, hvor han i det mindste ville være en rigtig mand bare den ene dag. Og i dagene efter følte han sig som en rigtig mand, for hun forsikrede ham om, at det var han, og at det denne gang nok skulle lykkes, og hun kyssede ham og hvinede glad i drømmende forventning om deres nye liv, og han klappede hende kærligt på de fødedygtige hofter og aede hendes mave og tillod sig selv at drømme en lille smule om, at han faktisk var en rigtig mand, der lige havde gjort sin kæreste gravid.

Men så groede skægget ud igen, og det kradsede, sagde hun, hun ville ikke kysse ham, hvis det skulle være på den måde (og det skulle det jo ikke være), så han stillede sig foran spejlet for at barbere sig igen, og han prøvede igen at lade være med at lade ironien i hårfjerneriet bundfælde sig for dybt i ham. Ellers ville han nok ende med at gro verdens længste skæg og bo i en hule et sted uden fødedygtige hofter til at stille spørgsmålstegn ved hans maskulinitet.

 

Om at holde balancen

Det er når jeg bli’r svimmel, jeg mindes om at holde balancen

Nogle gange er det altså bedre at stå fast end at tage chancen

Men når energiniveauet siger “det holder hundred’!”

Og min rastløshed falder, fordi den bliver fodred’

Så er det sgu svært at lade vær’ at bygge på det korthus

At kunne færdiggøre etagerne ville give det vildeste sus

Tænk at få styr på det hele på én gang

Arbejde, privatliv, ja alt det tamtam

Balancen er bare den afgørende cement

Det må man aldrig lade være glemt

Så jeg trækker vejret lidt ekstra tungt

Helt ned i maven, det skulle være så sundt

Og puster til korthuset indtil jeg bli’r blå

Så lad sgu da falde, hvad ikke kan stå

For det, der består, er det bedste man har

Med det in mente bliver sagen helt klar

Værn om dit korthus, byg ej for lidt, ej for tit

Men hold dig i ave alt det, der er dit

 

 

Kvart over syv er lig med voksen

De begynder langsomt at trænge igennem, verdens lyde. Der er ikke mange af dem, men man fornemmer, at det er ved at være det tidspunkt, der så småt begynder at være vågne liv på i andre lejligheder. Da jeg får åbnet øjnene, konstaterer jeg på den næsten ikke-eksisterende ramme af lys rundt om mit gardin, at det er tidligt. Jeg vender mig om på siden, så jeg kan nå min telefon. Kvart over syv, lyser den til mig. Jeg spærrer øjnene op, for det synes utroligt. De sidste tre dage er jeg vågnet på præcis samme tidspunkt helt uden incitament. Ikke mere, ikke mindre, men 7:15. Følelsen af at skulle nå noget sidder i kroppen, selv om det er ferie. Jeg er ikke helt sikker på, hvad mine urværkspræcise opvågninger prøver at fortælle mig. Måske i virkeligheden bare, at jeg er ved at være voksen. Eller at tågen af træthed, som har været en fast følgesvend de sidste måneder, er ved at lette fra min krop. Begge dele er fint med mig – men det er ferie. Så jeg tager lige en time mere.

Erindringen om en masochistisk farce

Musikken baner sig vej ind i erindringen fra dengang. Jeg kan huske, at jeg nogle gange blev forbløffet over at opdage, at tiden faktisk gik, for det føltes på ingen måde sådan. Jeg har sjældent opdaget dage så lange som dér. Dagsrytmerne blev til lyde. Når overboen smækkede døren, betød det, at det var fyraften. Når de begyndte at grine ekstra højt og kilde hinanden deroppe, betød det, at det var tid til at forpuppe sig, fordi det var sidst på dagen. Det gjorde jeg bare ikke. Jeg levede i sofaen, fordi det var dén, der var der, evig og altid, den varmede mig og gjorde mig tryg.

Og dagene blev til uger. Jeg forsvandt ind i en ukendelighed. Byens puls var svag og mit hjerte bankede ikke i takt med den. Jeg kunne ikke mærke byen. Jeg kunne ikke mærke mig selv. Eksistensen svandt langsomt ind til ugidelighed og ulyst. Mad sagde mig intet. Jeg overlevede på kulhydrater, sukker og alkohol. Det var kun i alkohol, jeg fandt min lise. En følelse af at nærme mig mig selv. En følelse af, at der skete noget i mig. Det var en tiltrængt pause fra livet. Hver morgen efter sådan en pause vågnede jeg dog op og følte mig endnu mere fjern fra mit eget liv.

Når jeg gik ture i byen, vakte den mig ikke til live. De mennesker, jeg så, gav mig intet tilbage. De definerede mig pludselig, syntes jeg. De så lige så triste ud som jeg selv. Min eksistens, mit renommé for mig selv; det var ikke til at holde ud.

Alligevel orkede jeg ikke flygte fra det. Jeg havde selv placeret mig midt i epicenteret af ingenting. Jeg valgte selv at holde stædigt fast i det. Jeg anede ikke, at der var en vej ud, for jeg havde jo besluttet, at livet skulle se sådan ud. At jeg skulle klare mig selv uanset hvad. At jeg skulle gøre lige som alle de ikke-ensommme og bevise, at det kunne man godt uden at føle sig ensom – som single uden rødder i en provinsby med sit første voksenjob.

Det kunne man sgu ikke. Jeg blev så ensom, at jeg ikke længere kunne glæde mig over andres fremskridt og glæder. Jeg sad fast i en selvbestaltet offerrolle i en masochistisk farce, der heldigvis forholdsvist ukompliceret lod sig løse, da først beslutningen blev taget – og løsningen hed Aarhus. Selvfølgelig hed den Aarhus.

Ordløs

Jeg er ordløs

det er underligt, at ordene ikke sidder løst på mig