Et åndedrag

by sissemoelgaardpoulsen

Livet står skrevet i kontrasten mellem frosten og vores åndedrag. Vi kan ikke længere skjule os. Alle kan se, at vi er i live. Vi er dér, og vi trækker vejret, mens vi venter på det næste.  Måske hurtigt, måske langsomt. Vi er som gennemsigtige dér i kulden. Frosten har frosset os ud af os selv. Vi kan læse hinanden.

På vej i bussen kan det gå op for en, hvordan verden står helt stille samtidig med, at tandhjulene drejer effektivt rundt. Bilerne kører på vejen. Frem og tilbage til og fra det arbejde, der er med til at få det hele til at fungere, også selv om vi måske kun gør det for vores egen overlevelses skyld. Lysreguleringerne regulerer effektivt, og man kunne i et semiromantisk og minimalistisk øjeblik forledes til at tænke på verden som en myretue, hvor alt og alle har en funktion og giver mening.

Verden virker.

Også selv om det ser ud som om, røgen har sat sig selv på pause på vej op fra fabriksskorstenene.