Årsskiftestatus

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg har nægtet at gøre status. Men det er svært ikke at overgive sig til den, højtideligheden: reflektioner over det liv, der blev levet i det forgangne år og over det livskapitel, jeg bevæger mig ind i nu; 2016. Det er især 2015, der spøger i baghovedet. Ens følelser er styret af tanker, siger de kloge. Man vælger altid selv sit fokus, fortsætter de. Det er rigtigt nok. Men jeg har meget svært ved at vælge et specifikt fokus for det nye år, fordi det forrige har været een stor smeltedigel af både virkelig godt og virkelig skidt. Sandt at sige har 2015 på mange områder været et hårdt år for mit lille væsen. Den første halvdel af året var gennemsyret af en brændende ensomhed og tristesse i en by, der aldrig føltes som min. Det fyldte så meget, at jeg knapt kan huske alle de gode oplevelser, der fulgte med at have hevet teltpælene op, taget et nyt og udfordrende job i et område, jeg ikke kendte. For der var bestemt også gode oplevelser, og det har alt sammen været med til at gøre mig mere stærk.

Det, jeg husker allertydeligst, når jeg tænker på 2015, er den fuldstændig gennemsyrende følelse af lettelse, da jeg endelig tog beslutningen om at kaste håndklædet i ringen og vende hjem til Aarhus. Det har ført så meget godt med sig. Jeg har fået daglige sug i maven af glæde over at bo i mit elskede Aarhus igen. Jeg blev glad igen.  Jeg har fået et dejligt hjem midt i byen. Der er stille om natten og liv om dagen, og det er dejligt. Jeg har genoptaget kontakten med nogle af mine Aarhusfolk, og jeg har lært nye mennesker at kende, fordi jeg har fået et nyt job på en virkelig dejlig arbejdsplads. Jobbet er hårdt, men godt, og jeg håber meget, at jeg lærer at være i den nye hverdag som skolelærer, hvilket jeg stadig skal vænne mig noget til.

Virkeligheden er skøn og hård på samme tid, og nøgleordet for mig i 2016 må være balance. For den har jeg haft svært ved at finde i det forrige år. Jeg vil meget mere, end jeg kan holde til. I 2015 opstod der pludselig en problematik med, at min krop slet ikke længere vil, som jeg vil – overhovedet. Min muskelkraft er svækket, mit energiniveau er lavt, jeg kæmper med en hel del forskellige symptomer, som man ikke kan blive entydigt kloge på i lægeverden – og den slags har naturligvis tæret på mit mentale overskud, hvilket ikke er så hensigtsmæssigt, når man er ny i job med heftigt skema. Så nu er jeg hensat til en lang ventetid på en henvisning inden for sygehusregi. Og i mellemtiden forsøger jeg at fungere og gøre, hvad jeg kan, også selv om det slet ikke afspejler alle mine intentioner. Jeg håber, jeg finder en større balance midt i det alt sammen. Jeg vil så gerne bare virke. Så det gør jeg, men lige nu slet ikke på det niveau, jeg plejede at virke før. Det prøver jeg at acceptere og arbejde ud fra. Det skal nok blive bedre!

Jeg kan huske, at jeg på kanten af 2015 sad og gjorde mig forhåbninger for det nye år. Et helt stort tema var kærlighed. Jeg håbede på meget mere kærlighed i 2015. Og selv om den store kærlighed endnu ikke er dukket op i mit liv, så har jeg bestemt haft meget mere kærlighed i kroppen i 2015. Jeg føler mig sgu elsket og holdt af. Og jeg er så sindssygt glad for de mennesker, der er i mit liv. Selv om livsomstændighederne ændres over hele banen for mange af mine veninder for tiden, så ændres venskabet som sådan ikke. Jeg ved, hvem jeg har. De ved, at de har mig. Men jeg erkender blankt, at jeg indædt savner følelsen af at høre sammen med nogen. At dele liv med et menneske, der godt gider se mig ind i de små øjesprækker om morgenen.

Så nu sidder jeg her. I den spæde start af 2016. Jeg startede året med en tur ved vandet. Stille bølgeskvulp prøvede at gøre min hjerne rolig og hjælpe den ned i gear. Finde fokus. Holde op med at være for højtidelig omkring alt det årsskiftefis.  Og da slog det mig igen, hvor svært det efterhånden er at være nærværende lige dér, hvor man er. Som Svend Brinkmann i dag har sagt, synes han, man skal lære glæden ved at gå glip af noget. Jeg vil gerne gå glip af alt muligt, hvis det betyder, at jeg kan være mere i det, der er lige foran mig. Som for eksempel bølgeskvulp og dejlig mad uden behov for at dele det med internetverden.

Og så vil jeg gerne blive endnu bedre til at smile til alle de pæne mænd, der er derude i verden (okay, i Aarhus). Måske jeg en dag i 2016 møder en, der smiler helt rigtigt tilbage. Hvis man ikke afslører en lille smule af sig selv, bliver man jo aldrig opdaget, vel?

Jeg forventer ikke mirakler af dig, 2016. Jeg forventer turbulens hen ad vejen, for intet står skrevet i sten for mig – eller noget som helst anden, for den sags skyld. Jeg har ikke en helt fast kerne endnu. Det gør ikke noget; jeg er spændt på at se, hvordan det går med at blive mere voksen. Jeg startede dagen uden tømmermænd, så det tegner godt.

2016, jeg blev aldrig klar til dig. Men nu er vi her, sammen, så lad os få det bedste ud af det.