Når nærværet er fraværende

by sissemoelgaardpoulsen

Og man tænker på alt det, der ikke er lige dér, hvor man er. Det, man skal nå i morgen. Det, man skal nå at få ud af i dag. Det, man skal nå at tjekke på facebook. Det, man gerne vil poste på instagram. Den flirt, man gerne vil finde på Tinder, så man kan overleve ferien uden at dø af kedsomhed og berøringsmangel. Den følelse af komplet, afslappet zen-stemning, man helst skal nå at få ud af ferien. Den sne, der ikke kommer. De bøger, man gerne vil nå at læse. De bøger, man gerne vil nå at skrive. De mennesker, man gerne vil nå at se. Den natur, man gerne vil finde ro i. De kilo, man gerne vil nå at tabe. Den livsretning, man gerne vil finde. Og den helt store kærlighed, som lader vente på sig.

Mest af alt tænker jeg på det nærvær, der forsvandt, mens jeg tænkte på alt det andet. Jeg bliver arrig hver gang, jeg opdager, at jeg igen sidder tankeløst med min telefon helt uden at have lagt mærke til det; når jeg registrerer, at jeg kun halvt følger med i de samtaler, jeg fører, fordi jeg forsøger at skabe mobilliv i lommen på mig; når jeg glemmer at bruge en dag på noget som helst, fordi jeg stirrer drømmende og tænksomt ud i luften uden at gøre noget; når jeg er for meget i hovedet og telefonen og for lidt i kroppen og mine omgivelser.

Jeg kunne have spillet kort med min familie i stedet for at snapchatte. Jeg kunne have gået en tur og ladet telefonen ligge. Jeg kunne have læst flere bøger i stedet for at Netflixe. Jeg kunne have gjort så meget.

Mit nærvær er fraværende.

Jeg er bange for, det er en samfundsdiagnose.