12 december – en kærlighedsjulekalender

by sissemoelgaardpoulsen

Du bor i min bevidsthed. Det er det eneste sted, du er nu, for du er ikke jordisk mere. Eller i virkeligheden er det dét, du er nu. Underjordisk. Det er efterhånden mange år siden, vi begravede dig, men du står stadig så tydeligt i min hukommelse. Jeg kan ikke huske detaljerne i dine smilerynker længere, men jeg kan huske dit omrids, din stemme og den måde, du læste “Alfons” på for mig, da jeg var barn. Du lagde altid tryk på den første stavelse frem for på den sidste, og selv om jeg kommenterede, at sådan læste pædagogerne i børnehaven det ikke, så holdt du fast i din forjyskede udtale af det. Hvor er jeg glad for det i dag.

“Skal du have ryttere?” spurgte du gerne. Varm mælk med rug- og franskbrød og masser af sukkerdrys til morgenmad udgjorde mine barndomsferier på jeres gård. Du stod tit i det køkken. Som kvinderne i familien har det for vane.

Jeg husker barndomsferier til Sverige, hvor man kunne krybe ind under dynen til dig om morgen, for der stod bolchedåsen lige ved siden af din seng, og du var ikke karrig med de bolcher. Du var ligeglad med, at det var morgen, og at dit gebis stod i glasset med vand ved siden af sengen. Du var til gengæld aldrig ligeglad med at forkæle dine børnebørn.

Hvis du kunne se ind i mine minder, ville du grine, når du så, at jeg har et livligt billede af den måde, du bøjede dig ned i knæ på, slog en ordentlig prut og herefter sagde “Howså”, som om det var et uheld. Nogle af kvinderne i vores familie bøjer stadig i knæene, når de slipper en vind. Gad vide, om jeg også tillægger mig den vane med årene. På en måde håber jeg det lidt. Så lever du nemlig videre.

Den dag du døde, blev livets glade uskyld brutalt penetreret, og det kom fuldstændig bag på mig – ja, på os alle sammen. Du var jo familiens stærke anker. To dage forinden havde vi røget smøger sammen til min lillebrors konfirmation. Du havde insisteret på, at jeg skulle ryge en cigaret sammen med dig og min morfar. Jeg syntes, det var lige dele akavet og sejt; for når du accepterede mine rygevaner, så følte jeg, at hele familien gjorde det.

Jeg husker dig som et varmt og blidt menneske med hvidt hår, brede hofter og et stort og kærligt hjerte. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne fortælle dig om det i dag. Jeg ville ønske, vi stadig kunne dele livet med hinanden, for jeg savner dig hver eneste dag. Også selv om det er 15 år siden, dit hjerte stoppede med at slå.

En dag sagde din mand, at jeg skulle have din ring. Hver gang jeg kigger på den, har jeg dig med mig. Jeg har den altid på, når jeg skal noget vigtigt. Jeg kysser den, når jeg ønsker at dele noget med dig. Jeg håber, du kan mærke, hvor meget dit liv har betydet – og stadig betyder. Du er et af de mennesker, jeg elsker højest. Det kunne jeg jo ikke vide, dengang jeg var teenager og stod og røg dig op i hovedet, mens jeg snakkede om halbal og søde drenge. men jeg håber, at du vidste det alligevel.

Man kan ikke sætte en pris på et af de mennesker, der har været med til at skabe de lykkeligste barndomsminder for én.

Du var uvurderlig.

 

12358208_10153316548007939_506295061_n