Den 7. december – en kærlighedsjulekalender

by sissemoelgaardpoulsen

“Det er uglen,” sagde du på en måde, der krøb ind under lattermusklerne og aktiverede dem hos os begge. “Ja, det er UGLEN!” grinede vi, så tårerne sprøjtede, og imens elskede jeg dig helt ind til knoglerne, det gjorde ondt og var næsten ikke til at bære, og samtidig var det helt fantastisk at få lov til at bære på. Det havde vi brug for, det med at grine, for den dag havde livet været lige lovlig seriøst og på kanten for dig, så nu knugede vi os til hinanden og livet og kærligheden. Ingen af os vidste, hvad der skete for det med uglen den dag, men lige siden har den fulgt os i tykt og tyndt. Når noget er sjovt, er det uglen. Når noget er noget lort, er det lorteuglen. Alt kan have noget med uglen at gøre. Vi kalder hinanden Møguglen, Yndlingsuglen, Storeuglen, Klapuglen, Klogeuglen.

Kort tid efter blev ugler moderne overalt. På t-shirts, på plakater, som nøgleringe, – overalt. Vi kiggede hemmeligt på hinanden, hver gang, vi så én. Eller sendte hinanden interne uglesnaps på telefonen. Det er vi holdt op med. Til gengæld ved vi lige præcis, hvad det betyder, hvis den anden skriver en ugle-sms. Den er et billede på hele vores forhold, den skide ugle. Den betyder, at vi har hinanden og livet. Jeg tror ikke, nogen anden vil forstå det. Givetvis er hele dette indlæg fuldstændig sort for alle andre end dig. Men du vil forstå det, det ved jeg, du vil.

Og dét er uglen.