Noget Med Ord

Month: december, 2015

Når nærværet er fraværende

Og man tænker på alt det, der ikke er lige dér, hvor man er. Det, man skal nå i morgen. Det, man skal nå at få ud af i dag. Det, man skal nå at tjekke på facebook. Det, man gerne vil poste på instagram. Den flirt, man gerne vil finde på Tinder, så man kan overleve ferien uden at dø af kedsomhed og berøringsmangel. Den følelse af komplet, afslappet zen-stemning, man helst skal nå at få ud af ferien. Den sne, der ikke kommer. De bøger, man gerne vil nå at læse. De bøger, man gerne vil nå at skrive. De mennesker, man gerne vil nå at se. Den natur, man gerne vil finde ro i. De kilo, man gerne vil nå at tabe. Den livsretning, man gerne vil finde. Og den helt store kærlighed, som lader vente på sig.

Mest af alt tænker jeg på det nærvær, der forsvandt, mens jeg tænkte på alt det andet. Jeg bliver arrig hver gang, jeg opdager, at jeg igen sidder tankeløst med min telefon helt uden at have lagt mærke til det; når jeg registrerer, at jeg kun halvt følger med i de samtaler, jeg fører, fordi jeg forsøger at skabe mobilliv i lommen på mig; når jeg glemmer at bruge en dag på noget som helst, fordi jeg stirrer drømmende og tænksomt ud i luften uden at gøre noget; når jeg er for meget i hovedet og telefonen og for lidt i kroppen og mine omgivelser.

Jeg kunne have spillet kort med min familie i stedet for at snapchatte. Jeg kunne have gået en tur og ladet telefonen ligge. Jeg kunne have læst flere bøger i stedet for at Netflixe. Jeg kunne have gjort så meget.

Mit nærvær er fraværende.

Jeg er bange for, det er en samfundsdiagnose.

 

 

12 december – en kærlighedsjulekalender

Du bor i min bevidsthed. Det er det eneste sted, du er nu, for du er ikke jordisk mere. Eller i virkeligheden er det dét, du er nu. Underjordisk. Det er efterhånden mange år siden, vi begravede dig, men du står stadig så tydeligt i min hukommelse. Jeg kan ikke huske detaljerne i dine smilerynker længere, men jeg kan huske dit omrids, din stemme og den måde, du læste “Alfons” på for mig, da jeg var barn. Du lagde altid tryk på den første stavelse frem for på den sidste, og selv om jeg kommenterede, at sådan læste pædagogerne i børnehaven det ikke, så holdt du fast i din forjyskede udtale af det. Hvor er jeg glad for det i dag.

“Skal du have ryttere?” spurgte du gerne. Varm mælk med rug- og franskbrød og masser af sukkerdrys til morgenmad udgjorde mine barndomsferier på jeres gård. Du stod tit i det køkken. Som kvinderne i familien har det for vane.

Jeg husker barndomsferier til Sverige, hvor man kunne krybe ind under dynen til dig om morgen, for der stod bolchedåsen lige ved siden af din seng, og du var ikke karrig med de bolcher. Du var ligeglad med, at det var morgen, og at dit gebis stod i glasset med vand ved siden af sengen. Du var til gengæld aldrig ligeglad med at forkæle dine børnebørn.

Hvis du kunne se ind i mine minder, ville du grine, når du så, at jeg har et livligt billede af den måde, du bøjede dig ned i knæ på, slog en ordentlig prut og herefter sagde “Howså”, som om det var et uheld. Nogle af kvinderne i vores familie bøjer stadig i knæene, når de slipper en vind. Gad vide, om jeg også tillægger mig den vane med årene. På en måde håber jeg det lidt. Så lever du nemlig videre.

Den dag du døde, blev livets glade uskyld brutalt penetreret, og det kom fuldstændig bag på mig – ja, på os alle sammen. Du var jo familiens stærke anker. To dage forinden havde vi røget smøger sammen til min lillebrors konfirmation. Du havde insisteret på, at jeg skulle ryge en cigaret sammen med dig og min morfar. Jeg syntes, det var lige dele akavet og sejt; for når du accepterede mine rygevaner, så følte jeg, at hele familien gjorde det.

Jeg husker dig som et varmt og blidt menneske med hvidt hår, brede hofter og et stort og kærligt hjerte. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne fortælle dig om det i dag. Jeg ville ønske, vi stadig kunne dele livet med hinanden, for jeg savner dig hver eneste dag. Også selv om det er 15 år siden, dit hjerte stoppede med at slå.

En dag sagde din mand, at jeg skulle have din ring. Hver gang jeg kigger på den, har jeg dig med mig. Jeg har den altid på, når jeg skal noget vigtigt. Jeg kysser den, når jeg ønsker at dele noget med dig. Jeg håber, du kan mærke, hvor meget dit liv har betydet – og stadig betyder. Du er et af de mennesker, jeg elsker højest. Det kunne jeg jo ikke vide, dengang jeg var teenager og stod og røg dig op i hovedet, mens jeg snakkede om halbal og søde drenge. men jeg håber, at du vidste det alligevel.

Man kan ikke sætte en pris på et af de mennesker, der har været med til at skabe de lykkeligste barndomsminder for én.

Du var uvurderlig.

 

12358208_10153316548007939_506295061_n

 

Den 7. december – en kærlighedsjulekalender

“Det er uglen,” sagde du på en måde, der krøb ind under lattermusklerne og aktiverede dem hos os begge. “Ja, det er UGLEN!” grinede vi, så tårerne sprøjtede, og imens elskede jeg dig helt ind til knoglerne, det gjorde ondt og var næsten ikke til at bære, og samtidig var det helt fantastisk at få lov til at bære på. Det havde vi brug for, det med at grine, for den dag havde livet været lige lovlig seriøst og på kanten for dig, så nu knugede vi os til hinanden og livet og kærligheden. Ingen af os vidste, hvad der skete for det med uglen den dag, men lige siden har den fulgt os i tykt og tyndt. Når noget er sjovt, er det uglen. Når noget er noget lort, er det lorteuglen. Alt kan have noget med uglen at gøre. Vi kalder hinanden Møguglen, Yndlingsuglen, Storeuglen, Klapuglen, Klogeuglen.

Kort tid efter blev ugler moderne overalt. På t-shirts, på plakater, som nøgleringe, – overalt. Vi kiggede hemmeligt på hinanden, hver gang, vi så én. Eller sendte hinanden interne uglesnaps på telefonen. Det er vi holdt op med. Til gengæld ved vi lige præcis, hvad det betyder, hvis den anden skriver en ugle-sms. Den er et billede på hele vores forhold, den skide ugle. Den betyder, at vi har hinanden og livet. Jeg tror ikke, nogen anden vil forstå det. Givetvis er hele dette indlæg fuldstændig sort for alle andre end dig. Men du vil forstå det, det ved jeg, du vil.

Og dét er uglen.

Min ældste lillebror

Du er min første ven. Det kan man vel godt være, selv om man er i familie med hinanden. Når vi lå der i mørket og snakkede fra hver vores ende af sengen, kunne jeg mærke, at du var min ven. Når vi sammen planlagde tiggeplot, så vi kunne få lokket mor og far til at købe slik med hjem fra brugsen, kunne jeg mærke, du var min ven. Når vi sagde vores godnatremse, kunne jeg mærke, du var min ven.

-“Godnat”

-“Godnat”

-“Sov godt”

-“I lige måde”

-“Tak”

-“Det var så lidt”

-“I lige måde”

-“I lige måde”

Hvis vi missede en sætning, blev vi nødt til at starte forfra. Eller hvis den anden kom i tanker om, at man ikke var helt færdig med at snakke alligevel.

Du er også min første rigtige uven. Jeg er ikke specielt stolt af alle de bidemærker, jeg har givet dig igennem tiderne. Men efterhånden som du blev større, måtte jeg jo ty til vildere tricks for fortsat at holde dig nede. Det kan godt være, du er to år yngre end mig, men du blev ret hurtigt både større og stærkere. Du har altid været min partner in crime. Jeg kunne lokke dig til det meste dengang – og nogle gange på helt falske præmisser. Det kan jeg ikke absolut ikke længere, men vi står stadig sammen.

Du ved, hvem du er og hvad du står for – og du er stædig. Det synes jeg er pisseirriterende, men samtidig er det også noget af det, jeg allerbedst kan lide ved dig; man ved, at man altid kan regne med dig. Du er en slider. Du står altid klar, når man har brug for en praktisk hånd, eller når der skal hjælpes til i familien. Det er sjældent, jeg ringer eller skriver, men på en måde gør det ikke noget, for når vi ses, kan jeg mærke, at du kender mig bedre end jeg regner med. Og jeg tror, det samme gælder den anden vej rundt. Det er den største tryghed, man kan have. På mange måder er vi hinandens diametrale modsætninger; du har hus og bil og haft voksenjob længe; jeg har lejelejlighed og stress og gæld og tømmermænd i weekenderne. Men vi har hinanden, for det har vi haft hele livet. Du er min første ven og min første uven. Du er pisseirriterende og pisseimponerende. Du er rar og tryg og du snakker lige så meget som mig. Lige på det punkt vil vi altid give hinanden kamp til stregen, men det gør ikke noget – for du er min første bror.

12325212_10153297177592939_1105361728_n