Grossererbadet

by sissemoelgaardpoulsen

SBLOB! sagde det, da hun satte sig ned på de våde fliser med sin bare hud. Hun blev pinligt berørt af lyden og tænkte straks på sine fyldige lår. Det var helt sikkert deres skyld, at det sagde SBLOB. Hun var ret sikker på, at hun blev rød i hovedet, men det kunne ingen heldigvis se på grund af dampen. Den fyldte hele lokalet og man kunne knapt se en hånd for sig. Hun måtte koncentrere sig om at give dampen lov til at fylde sine næsebor, sine lunger. Det føltes grænseoverskridende og en smule klaustrofobisk. Samtidig var det også underligt at sidde i et helt omklamrende varmt, tåget og jasminduftende rum sammen med fremmede, halvnøgne mennesker. “Afslappende kurbad, min bare røv,” tænkte hun, imens hun forsøgte at trække vejret helt ned i maven – noget, hendes krop ikke ville tillade hende igennem de sidste dages tid. Hun kiggede ned ad sig selv. Alle livsguruerne messede, hvor vigtigt det var at elske sin krop, men hun kunne simpelthen ikke rigtig elske den for, hvordan den så ud. Kategorisk blev hun ved med at huske den, som den så ud for 5-6 år siden. Nogle mennesker dømmer åbenbart bedst i skyggen af fortiden.

SBLOB! sagde det, da endnu en badegæst kom ind og satte sig tæt ved hende. Gæsten satte sig tæt på, så det var muligt at se omridset fra hendes krop tydeligere. Gæstem havde tyndere lår end hende. Måske siger det bare SBLOB uanset hvad? Måske behøvede man ikke være så hård ved sine lår. Eller sin krop i det hele taget.

En gammel mand begyndte at nynne henne i det modsatte hjørne. Dampen var lettet en smule for denne runde og derfor kunne hun se, at han nu forsigtigt rejste sig op og tog sine klipklapper på for herefter at bevæge sig ud af rummet. Hun havde sjældent set nogen gå så langsomt før. Han gik faktisk ikke. Han trissede, for fødderne løftede sig næsten ikke fra jorden. Hun kunne se hans højre arm ryste, imens han gik. Det rørte noget indeni hende. Hun havde lyst til at gå hen for at tage ham under armen. For han havde tydeligvis både alder og fysik imod sig. Men han kom afsted alligevel. Og han nynnede imens. Selv havde hun kæmpet for at komme ud af døren i dag – ja, for overhovedet at stå op. Benene havde været tunge og ømme, da hun cyklede den korte tur ned i svømmehallen. Hun havde uden tvivl fysikken imod sig lige nu. Men alderen var med hende. Så hun skulle nok vinde over det her, hvad end det var, der tyngede hendes krop sådan. Og hun tænkte, at kærlighed og nynneri måtte være vejen frem. Og med et gik det op for hende, at det måske ikke kun handlede om at forsøge at elske kroppen for, hvordan den så ud. Måske skulle man elske sin krop for at være en krop, der kan bære en igennem livet. En krop, der trækker vejret, så man kan tænke frit.

SWUP! sagde det, da hun rejste sig op. Hun bevægede sig svimmel ud af dampen, drak et glas koldt vand og betragtede de andre menneskekroppe i kurbadet. Det var jo også bare kroppe med fejl og mangler. Nogle bulede hist, nogle bulede pist. Hun lod topmaven komme til sin ret igen. Den havde hun ellers holdt inde det meste af tiden.

Fra nu af måtte det handle om at trække vejret friere og bevæge sig lidt mere. Ikke kæmpe imod sin krop, men kæmpe med den. Uden piskeslag. Man skal huske at nynne med det, man har.