Genboen

by sissemoelgaardpoulsen

Luften, der trænger ind i lejligheden, er kold på den fuldstændig glasklare måde. Jeg kan så småt ane min ånde, når jeg trækker vejret, så køligt er det. Fra det åbne vindue kan jeg høre et Aarhus, der er gået til ro. Hele dagen har sneen sænket en dump dyne over støjniveauet i byen, men der er nu en særlig ro i den tidlige nat. Fra jernbaneskinnerne kan jeg høre et sent tog passere ved Halls Sti. En knirken fra sneen afslører en fodgænger, der går forbi under mit vindue. En enlig bilist på Frederiks Allé kommer på afveje i det glatte føre. Det kan jeg høre, fordi der er så stille. Ikke en vind rører på sig. Det er kun byen, der gør. For Aarhus står aldrig stille. Heller ikke selv om det lyder sådan. Der er altid liv. For eksempel hos min genbo. Aften efter aften sætter hun sig der i vinduet foran sin computer. Eller bagved, set fra min synsvinkel. I mit hoved sidder hun der, fordi hun skriver en roman. Måske tænker jeg det, fordi jeg ville ønske, jeg selv var sådan en, der sad om aftenen og skrev romaner. Men når historierne bliver for kringlede, giver jeg op og giver slip. Desuden bliver jeg så let grebet af en ny stemning, et nyt indtryk, en ny historie. Så er det svært at skrive en roman. Men det tror jeg vitterlig, hun gør, damen overfor. I dag har hun siddet der det meste af dagen. Indimellem forsøger jeg at regne ud, hvad hun mon skriver om. Om det er faglitteratur eller skønlitteratur. Jeg hælder mod skønlitteratur. Jeg forestiller mig åbne landskaber og komplicerede familiesagaer, dunkle skovbunde med hemmeligt, magisk liv og historiske fortællinger så detaljerede, at man skulle tro, hun havde været der selv. Jeg kan ikke se historierne, men jeg kan se de overordnede scenarier, som jeg forestiller mig, hun skriver om. Jeg beundrer mennesker, der i disse tider kan forsvinde ind i deres fantasi og skabe sig et helt univers derinde. Jeg øver mig i at slippe virkeligheden, særlig den håndholdte telefonvirkelighed, så der kan blive plads til historierne, kreativiteten og den barnlige glæde ved at skabe og gå ind i sådan noget.

Pludselig går det op for mig, at jeg netop selv har gjort det. Skabt en lillebitte historie om en kvinde, der bor overfor og skriver romaner om fantastiske ting i sin fritid. Hvem ved, hun kunne også bare være på facebook hele tiden. Men det er godt med sådan nogle mennesker, der gør én nysgerrig nok til at skabe historier. Det er i det hele taget godt at være nysggerig på mennesker. Det må vi aldrig glemme.