Man skal huske at behandle sig selv, som om man var en anden

by sissemoelgaardpoulsen

“Du skal ikke slå dig selv sådan oven i hovedet”, siger de til hende. Det siger de tit. Og det ved hun jo også godt, hun ikke skal. Man skal være god mod sig selv. I Det Perfekte Liv er der ikke hovedbaskeri.

“Ja, se bare, nu slår du dig selv i hovedet igen,” tænker hun derfor nogle gange, sådan lidt aggressivt reflekterende til sig selv: “Det var jo det, du skulle holde op med, og selv det kan du jo ikke engang finde ud af,” fortsatte hun sin tankestrøm.

Men det er som om, det er en kraft uden for hende selv. Dommeren, som kommer fra Det Perfekt-normale Liv, sidder konstant dér på skulderen med battet klar til flere tæsk. For kun på den måde kan hun ende med at blive som alle de andre, som passer liv og jobs på et minimum af søvn, og som kun græder lidt i hjørnerne over det en sjælden gang imellem. Man må tage sig sammen, hvis man vil have det godt, det er hendes ræsonnement. Og hun vil gudhjælpemig gerne have det godt og være og gøre lige som alle de andre. Hun vil gerne høre til og passe ind og gøre gode ting og blive anerkendt for at være et helt almindeligt menneske som kan alt muligt ualmindeligt godt.

Men hun kan ikke altid tage sig sammen. Ikke i forhold til de standarder dér. For kroppen værker, og imens vil hovedet gerne alt muligt normal-sejt, så midt i spændingsfeltet mellem virkeligheden og alle intentionerne opstår intetheden, hvor hun kun kan kigge forpustende tomt ud i luften, selvsagt med battet svingende faretruende nær hovedet.

Hun bilder sig selv ind, at slagene er det, der holder hende fra at ende på kanten af samfundet. I virkeligheden er det måske nærmere modsat.