Noget Med Ord

Month: november, 2015

Før december – om et skriveprojekt

Det er den 1. december på tirsdag. Det er en dag som alle andre. Der er ikke noget særligt ved den. Kun det, der gør den særlig: den er startskuddet til en nedtælling; til en barnlig glæde; til en magisk måned; til lidt mere tid og lidt færre penge; til mere lys; til mere glimmer; til mere kærlighed.

Især det med mere kærlighed. Den formerer sig, hvis man spreder den, så det vil jeg bruge denne måned på at gøre. Kærligheden til de mennesker eller oplevelser, der på den ene eller den anden måde har rørt mig. Måske også kærligheden til nogle af dem, der slet ikke ved det.

Så de følgende 24 dage bliver mit skriveprojekt med afsæt i kærligheden. Det bliver en julekalender, om man vil. Skriveprojektet tager udgangspunkt i følgende benspænd:

  1. Jeg SKAL skrive i jeg-fortæller
  2. Jeg må ikke bruge navnet på den person, jeg eventuelt skriver om
  3. Der skal tages udgangspunkt i kærlighed i en eller anden form

Følg med, hvis du har lyst. Hvem ved? Måske skriver jeg om dig …

Grossererbadet

SBLOB! sagde det, da hun satte sig ned på de våde fliser med sin bare hud. Hun blev pinligt berørt af lyden og tænkte straks på sine fyldige lår. Det var helt sikkert deres skyld, at det sagde SBLOB. Hun var ret sikker på, at hun blev rød i hovedet, men det kunne ingen heldigvis se på grund af dampen. Den fyldte hele lokalet og man kunne knapt se en hånd for sig. Hun måtte koncentrere sig om at give dampen lov til at fylde sine næsebor, sine lunger. Det føltes grænseoverskridende og en smule klaustrofobisk. Samtidig var det også underligt at sidde i et helt omklamrende varmt, tåget og jasminduftende rum sammen med fremmede, halvnøgne mennesker. “Afslappende kurbad, min bare røv,” tænkte hun, imens hun forsøgte at trække vejret helt ned i maven – noget, hendes krop ikke ville tillade hende igennem de sidste dages tid. Hun kiggede ned ad sig selv. Alle livsguruerne messede, hvor vigtigt det var at elske sin krop, men hun kunne simpelthen ikke rigtig elske den for, hvordan den så ud. Kategorisk blev hun ved med at huske den, som den så ud for 5-6 år siden. Nogle mennesker dømmer åbenbart bedst i skyggen af fortiden.

SBLOB! sagde det, da endnu en badegæst kom ind og satte sig tæt ved hende. Gæsten satte sig tæt på, så det var muligt at se omridset fra hendes krop tydeligere. Gæstem havde tyndere lår end hende. Måske siger det bare SBLOB uanset hvad? Måske behøvede man ikke være så hård ved sine lår. Eller sin krop i det hele taget.

En gammel mand begyndte at nynne henne i det modsatte hjørne. Dampen var lettet en smule for denne runde og derfor kunne hun se, at han nu forsigtigt rejste sig op og tog sine klipklapper på for herefter at bevæge sig ud af rummet. Hun havde sjældent set nogen gå så langsomt før. Han gik faktisk ikke. Han trissede, for fødderne løftede sig næsten ikke fra jorden. Hun kunne se hans højre arm ryste, imens han gik. Det rørte noget indeni hende. Hun havde lyst til at gå hen for at tage ham under armen. For han havde tydeligvis både alder og fysik imod sig. Men han kom afsted alligevel. Og han nynnede imens. Selv havde hun kæmpet for at komme ud af døren i dag – ja, for overhovedet at stå op. Benene havde været tunge og ømme, da hun cyklede den korte tur ned i svømmehallen. Hun havde uden tvivl fysikken imod sig lige nu. Men alderen var med hende. Så hun skulle nok vinde over det her, hvad end det var, der tyngede hendes krop sådan. Og hun tænkte, at kærlighed og nynneri måtte være vejen frem. Og med et gik det op for hende, at det måske ikke kun handlede om at forsøge at elske kroppen for, hvordan den så ud. Måske skulle man elske sin krop for at være en krop, der kan bære en igennem livet. En krop, der trækker vejret, så man kan tænke frit.

SWUP! sagde det, da hun rejste sig op. Hun bevægede sig svimmel ud af dampen, drak et glas koldt vand og betragtede de andre menneskekroppe i kurbadet. Det var jo også bare kroppe med fejl og mangler. Nogle bulede hist, nogle bulede pist. Hun lod topmaven komme til sin ret igen. Den havde hun ellers holdt inde det meste af tiden.

Fra nu af måtte det handle om at trække vejret friere og bevæge sig lidt mere. Ikke kæmpe imod sin krop, men kæmpe med den. Uden piskeslag. Man skal huske at nynne med det, man har.

 

Genboen

Luften, der trænger ind i lejligheden, er kold på den fuldstændig glasklare måde. Jeg kan så småt ane min ånde, når jeg trækker vejret, så køligt er det. Fra det åbne vindue kan jeg høre et Aarhus, der er gået til ro. Hele dagen har sneen sænket en dump dyne over støjniveauet i byen, men der er nu en særlig ro i den tidlige nat. Fra jernbaneskinnerne kan jeg høre et sent tog passere ved Halls Sti. En knirken fra sneen afslører en fodgænger, der går forbi under mit vindue. En enlig bilist på Frederiks Allé kommer på afveje i det glatte føre. Det kan jeg høre, fordi der er så stille. Ikke en vind rører på sig. Det er kun byen, der gør. For Aarhus står aldrig stille. Heller ikke selv om det lyder sådan. Der er altid liv. For eksempel hos min genbo. Aften efter aften sætter hun sig der i vinduet foran sin computer. Eller bagved, set fra min synsvinkel. I mit hoved sidder hun der, fordi hun skriver en roman. Måske tænker jeg det, fordi jeg ville ønske, jeg selv var sådan en, der sad om aftenen og skrev romaner. Men når historierne bliver for kringlede, giver jeg op og giver slip. Desuden bliver jeg så let grebet af en ny stemning, et nyt indtryk, en ny historie. Så er det svært at skrive en roman. Men det tror jeg vitterlig, hun gør, damen overfor. I dag har hun siddet der det meste af dagen. Indimellem forsøger jeg at regne ud, hvad hun mon skriver om. Om det er faglitteratur eller skønlitteratur. Jeg hælder mod skønlitteratur. Jeg forestiller mig åbne landskaber og komplicerede familiesagaer, dunkle skovbunde med hemmeligt, magisk liv og historiske fortællinger så detaljerede, at man skulle tro, hun havde været der selv. Jeg kan ikke se historierne, men jeg kan se de overordnede scenarier, som jeg forestiller mig, hun skriver om. Jeg beundrer mennesker, der i disse tider kan forsvinde ind i deres fantasi og skabe sig et helt univers derinde. Jeg øver mig i at slippe virkeligheden, særlig den håndholdte telefonvirkelighed, så der kan blive plads til historierne, kreativiteten og den barnlige glæde ved at skabe og gå ind i sådan noget.

Pludselig går det op for mig, at jeg netop selv har gjort det. Skabt en lillebitte historie om en kvinde, der bor overfor og skriver romaner om fantastiske ting i sin fritid. Hvem ved, hun kunne også bare være på facebook hele tiden. Men det er godt med sådan nogle mennesker, der gør én nysgerrig nok til at skabe historier. Det er i det hele taget godt at være nysggerig på mennesker. Det må vi aldrig glemme.

Man skal huske at behandle sig selv, som om man var en anden

“Du skal ikke slå dig selv sådan oven i hovedet”, siger de til hende. Det siger de tit. Og det ved hun jo også godt, hun ikke skal. Man skal være god mod sig selv. I Det Perfekte Liv er der ikke hovedbaskeri.

“Ja, se bare, nu slår du dig selv i hovedet igen,” tænker hun derfor nogle gange, sådan lidt aggressivt reflekterende til sig selv: “Det var jo det, du skulle holde op med, og selv det kan du jo ikke engang finde ud af,” fortsatte hun sin tankestrøm.

Men det er som om, det er en kraft uden for hende selv. Dommeren, som kommer fra Det Perfekt-normale Liv, sidder konstant dér på skulderen med battet klar til flere tæsk. For kun på den måde kan hun ende med at blive som alle de andre, som passer liv og jobs på et minimum af søvn, og som kun græder lidt i hjørnerne over det en sjælden gang imellem. Man må tage sig sammen, hvis man vil have det godt, det er hendes ræsonnement. Og hun vil gudhjælpemig gerne have det godt og være og gøre lige som alle de andre. Hun vil gerne høre til og passe ind og gøre gode ting og blive anerkendt for at være et helt almindeligt menneske som kan alt muligt ualmindeligt godt.

Men hun kan ikke altid tage sig sammen. Ikke i forhold til de standarder dér. For kroppen værker, og imens vil hovedet gerne alt muligt normal-sejt, så midt i spændingsfeltet mellem virkeligheden og alle intentionerne opstår intetheden, hvor hun kun kan kigge forpustende tomt ud i luften, selvsagt med battet svingende faretruende nær hovedet.

Hun bilder sig selv ind, at slagene er det, der holder hende fra at ende på kanten af samfundet. I virkeligheden er det måske nærmere modsat.

Aktiviteter, mænd skal foretage sig for at fremstå mere lækre, end de i virkeligheden er

  • Læse. Lige gyldigt hvor. Like a moth to a flame…
  • Lave mad. Jamen, det er sgu næsten lige gyldigt hvilken slags mad, de laver – måske frysepizza undtaget, dog.
  • Handle ind på den der måde, der viser, at de bryder hovedet med, hvad de putter i kurven.
  • Gå op i noget – og gøre det med gestikuleringer!
  • Lytte til musik i toget uden helt at kunne lade være med at lade usynlige trommestikker lave rytmen.
  • Spille på et instrument. Dog med det forbehold, at de rent faktisk kan spille på det.
  • Cykle, mens de fløjter.
  • I det hele taget fløjte.
  • Blotte deres håndled med det pæne ur.
  • Gå tur med deres kærester. Irriterende nok.