At forsvinde fra sig selv inde bag muren

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg sagde, at du ikke skulle derind dengang. Ind bag den høje mur. Jeg sagde det jo. Du insisterede, selv om jeg lavede drama på drama for at aflede dig fra den virkelige problematik. Du var ret rolig, næsten skråsikker.

Og så kom du faktisk inden for muren. Ind i varmen. Jeg ved stadig ikke, hvordan det lykkedes. Og så glemte jeg næsten, hvem jeg var, fordi du pludselig var der. Hvor endte jeg og hvor begyndte du? Det var smukt og rart og vildt og stort og frygteligt og pinefuldt og alt midtimellem.

Indtil du så forsvandt, nærmest uden forvarsel.

Og så forsvandt jeg helt fra jordens overflade.

Jeg kunne simpelthen ikke finde mig selv. Det tog i hvert fald lang tid.

Men så fandt jeg mig selv igen. Det var et dejligt gensyn.

Nu står jeg her og jeg ved mere end nogensinde, hvem jeg er, og hvad jeg er værd.

Så jeg er lidt bange for at blive solgt til den forkerte.

Men jeg gider godt lukke nogen ind igen. Ind bag muren. Det gider jeg virkelig godt.

Men jeg ved ikke, om jeg tør. For jeg kan sjældent rigtigt mærke noget, selv om du sikkert er lige, som du skal være.

For hvad nu, hvis du kommer helt derind, ind i varmen -efter den sikkert stormfulde start hvor jeg benægter os-, og alt så bliver godt og roligt og stille, og det så bare viste sig at være orkanens øje, og så hvirvlede vi pludselig rundt om hinanden, det bliver vildere og vildere, stormen var ikke drevet over, den var faktisk en orkan, og så bliver vi revet fra hinanden, og måske mister jeg en arm eller et ben eller mit hjerte midt i det altsammen.

Ja, hvad så, hvis det viste sig, hva’?

Puha.

Så jeg smiler bare og får dig til at grine for en aften. Og jeg skal nok sørge for at forsvinde, måske før du opdager det; at du gerne vil derind bag muren.

For så slipper jeg for at forsvinde fra mig selv igen.

Også selv om jeg på en måde gerne vil.

Forsvinde.

Sammen med dig.