Bålets DNA

by sissemoelgaardpoulsen

Bål trænger på alle måder ind i porerne på en.

Det kan være selv et lillebitte, uskyldigt bål. Alligevel hænger lugten i næseborene længe efter, man har passeret det. Måske trådte man kun flygtigt igennem røgskyen på sin videre færd ud i verden. Men det sidder der, bålet. I næsen, i tøjet, i huden, i håret. Duften hænger om en i supermarkedet bagefter. Det spreder sig til andres næsebor. Bålets DNA kryber ind i os. Og det dufter af fortid og forfald og hygge og beskidte fingre og dolke og skov og pind og snobrød og ildebrand og udeliv og hysteriske mødre og hulemandsfædres udfoldelser og “prffff” når røgen kommer for tæt på.

Vi løb tør for fælles brænde og havde kun spredte, enlige flammer tilbage dengang. Det er længe siden, vores bål brændte ud.

Nogle gange kan jeg alligevel stadig lugte det.