Noget Med Ord

Month: oktober, 2015

At forsvinde fra sig selv inde bag muren

Jeg sagde, at du ikke skulle derind dengang. Ind bag den høje mur. Jeg sagde det jo. Du insisterede, selv om jeg lavede drama på drama for at aflede dig fra den virkelige problematik. Du var ret rolig, næsten skråsikker.

Og så kom du faktisk inden for muren. Ind i varmen. Jeg ved stadig ikke, hvordan det lykkedes. Og så glemte jeg næsten, hvem jeg var, fordi du pludselig var der. Hvor endte jeg og hvor begyndte du? Det var smukt og rart og vildt og stort og frygteligt og pinefuldt og alt midtimellem.

Indtil du så forsvandt, nærmest uden forvarsel.

Og så forsvandt jeg helt fra jordens overflade.

Jeg kunne simpelthen ikke finde mig selv. Det tog i hvert fald lang tid.

Men så fandt jeg mig selv igen. Det var et dejligt gensyn.

Nu står jeg her og jeg ved mere end nogensinde, hvem jeg er, og hvad jeg er værd.

Så jeg er lidt bange for at blive solgt til den forkerte.

Men jeg gider godt lukke nogen ind igen. Ind bag muren. Det gider jeg virkelig godt.

Men jeg ved ikke, om jeg tør. For jeg kan sjældent rigtigt mærke noget, selv om du sikkert er lige, som du skal være.

For hvad nu, hvis du kommer helt derind, ind i varmen -efter den sikkert stormfulde start hvor jeg benægter os-, og alt så bliver godt og roligt og stille, og det så bare viste sig at være orkanens øje, og så hvirvlede vi pludselig rundt om hinanden, det bliver vildere og vildere, stormen var ikke drevet over, den var faktisk en orkan, og så bliver vi revet fra hinanden, og måske mister jeg en arm eller et ben eller mit hjerte midt i det altsammen.

Ja, hvad så, hvis det viste sig, hva’?

Puha.

Så jeg smiler bare og får dig til at grine for en aften. Og jeg skal nok sørge for at forsvinde, måske før du opdager det; at du gerne vil derind bag muren.

For så slipper jeg for at forsvinde fra mig selv igen.

Også selv om jeg på en måde gerne vil.

Forsvinde.

Sammen med dig.

Bålets DNA

Bål trænger på alle måder ind i porerne på en.

Det kan være selv et lillebitte, uskyldigt bål. Alligevel hænger lugten i næseborene længe efter, man har passeret det. Måske trådte man kun flygtigt igennem røgskyen på sin videre færd ud i verden. Men det sidder der, bålet. I næsen, i tøjet, i huden, i håret. Duften hænger om en i supermarkedet bagefter. Det spreder sig til andres næsebor. Bålets DNA kryber ind i os. Og det dufter af fortid og forfald og hygge og beskidte fingre og dolke og skov og pind og snobrød og ildebrand og udeliv og hysteriske mødre og hulemandsfædres udfoldelser og “prffff” når røgen kommer for tæt på.

Vi løb tør for fælles brænde og havde kun spredte, enlige flammer tilbage dengang. Det er længe siden, vores bål brændte ud.

Nogle gange kan jeg alligevel stadig lugte det.

Nutid, datid, kærlighed, altid?

Hendes øjne glinsede i stearinlysets sarte skær.

Det kolde lys fra hans smartphone gav genskin i huden på hans ansigt.

Hun sendte ham et håndskrevet brev og inviterede ham på skovtur og håbede, postmanden ville skynde sig med svaret.

Han gav hende et like på Tinder og sendte hende en smiley og håbede, han kunne poke hende på facebook.

Hun håbede på, han ville holde hende i hånden inden skovturen var forbi.

Han håbede, han kunne få lov til at gå hjem til sig selv for at sove, efter de havde knaldet.

Hun håbede, de kunne få en stund alene væk fra hendes familie, mens han var på besøg hos dem.

Han håbede, han kunne slippe for at møde hendes familie, hvis han spillede sine kort rigtigt.

Hun håbede, de kunne gå fra snak til handling.

Han håbede, de kunne blive ved med at snakke udenom.

Hun håbede, de to ville blive ved med at være sammen for altid.

Han håbede, han altid ville blive ved med at kunne være sammen med nogen.

Ufrivillig catwalk

Jeg ved ikke, hvornår jeg skal gå den skide catwalk, – ikke før du er der

Blikket og den der måde, du går og ser ud på, gør selvbevidstheden enorm

For du kigger på mig

Tror jeg

Man skulle kraftedme tro, jeg pludselig stod udstillet i et butiksvindue, altså. Også selv om du slet ikke ved, at jeg er til salg. Og selv om jeg slet ikke ved, om du er købelysten.

Men så går jeg dér med blikket overhovedet ikke tilfældigt placeret alle andre steder end inden for dit bliks rækkevidde

Imens jeg holder topmaven inde og hofterne vuggende

Kigger drømmende ud i horisonten med hvad jeg håber er et mikroskopisk, skælmsk smil på mine læber

Til jeg pludselig meget strategisk lander mit blik dér, hvor dit er.

Kort, flygtigt, vi taler om nanosekunder

Men jeg får stød og kan ikke holde det ud

For jeg rødmer af blikfang, og det må du sgu ikke se

Du skal ikke tro, du ved, hvor du har mig

Heller ikke selv om du er komplet fremmed og bare passerer mig på gaden