Stoltheden

by sissemoelgaardpoulsen

Han skubbede ikke, men puffede let til sønnen på det helt rigtige tidspunkt, så han kunne krydse over cykelstien og komme ind i bussen. Sønnike koncentrede sig med hele sit ansigts muskulatur om at få rejsekortet til at sige det helt rigtige “dung-ding”, så han vidste, at han var home safe. Og mens bussen lukkede sine døre, kiggede han ud for at låse øjenkontakt med sit fædrende ophav, som han sikkert gjorde det hver eneste morgen. Sønnike vinkede kort, mens han forsøgte at holde balancen med den tunge JEVA, og faderen sendte et forsigtigt smil i sønnens retning og vinkede tilbage. Herefter stavrede søn og balanceudfordring hen mod det ledige sæde, der var blevet udvalgt i sønnikes hoved. Hvad sønnike dog ikke så, mens han fandt sin plads i bussen, var, at faderen blev ved med at stå og smile i retning af det sted, han før stod. Det var ikke et hvilket som helst smil, jeg fik æren af at bevidne. Det var et smil, der nåede helt ud i alle smilerynker. Et smil, der afslørede et livs kærlighed -og mere endnu- til det lille liv, han lige havde sat på bussen.

Det var smilet, der bevidnede en faders stolthed over sin søn.