Noget Med Ord

Month: september, 2015

Min krop er en skulptur

Min krop er en skulptur skabt af iver

og altid formet af livet og de mærker, det giver

nogle gange føles den som hugget ud i granit

andre gange blød som smør – det er ikke implicit

min krop bærer mig gennem livet

den minder mig indimellem om aldrig at tage for givet

alligevel er sammenligningens pris høj

hver gang jeg smider mit tøj

“Hvor blev taljen af og hvad med min pariserrumpe?”

– min hjerne synes, jeg ligner en tumpe

men den slags snak har min krop sgu ikke bedt om

så den kvitterer med bredere hofter og lidt ekstra vom

og siger: “Du kan sgu stadig vise dine facetter

– hvis du bare går i lækre stiletter”

Ja, min krop er en skulptur af den fineste slags

fandme heldigt, den er så lille og vaks

Savnet til et ukendt menneske

Måske sker det, når jeg har oplever noget særligt.

Som regel sker det dog bare, når jeg laver noget helt almindeligt.

For eksempel snasket mad på en fredag aften.

Snasket mad, som jeg spiser i sofaen, mens jeg ser serier.

Snasket mad, som jeg spiser i sofaen, mens jeg ser serier uden rigtigt at se dem.

Så er du så tæt på, at jeg næsten kan dufte, mærke og se dig.

Bortset fra, at det kan jeg ikke. For jeg ved ikke, hvordan du ser ud. Jeg ved ikke, hvad du hedder. Jeg ved ikke, om du kan lide morgenkaffe.

Jeg ved bare, at jeg savner dig.

Hvordan kan man savne et menneske, man ikke kender endnu?

Svaret er simpelt og kompliceret på samme tid; det er en indgroet længsel.

En længsel efter at lade sig dele over i to samtidig med, at man føler sig mere hel end man har gjort det før.

Stoltheden

Han skubbede ikke, men puffede let til sønnen på det helt rigtige tidspunkt, så han kunne krydse over cykelstien og komme ind i bussen. Sønnike koncentrede sig med hele sit ansigts muskulatur om at få rejsekortet til at sige det helt rigtige “dung-ding”, så han vidste, at han var home safe. Og mens bussen lukkede sine døre, kiggede han ud for at låse øjenkontakt med sit fædrende ophav, som han sikkert gjorde det hver eneste morgen. Sønnike vinkede kort, mens han forsøgte at holde balancen med den tunge JEVA, og faderen sendte et forsigtigt smil i sønnens retning og vinkede tilbage. Herefter stavrede søn og balanceudfordring hen mod det ledige sæde, der var blevet udvalgt i sønnikes hoved. Hvad sønnike dog ikke så, mens han fandt sin plads i bussen, var, at faderen blev ved med at stå og smile i retning af det sted, han før stod. Det var ikke et hvilket som helst smil, jeg fik æren af at bevidne. Det var et smil, der nåede helt ud i alle smilerynker. Et smil, der afslørede et livs kærlighed -og mere endnu- til det lille liv, han lige havde sat på bussen.

Det var smilet, der bevidnede en faders stolthed over sin søn.