I en armslængdes afstand på min telefon

by sissemoelgaardpoulsen

Og så står vi der over for hinanden, helt casual skoleret

Selv om der slet ikke er en lærer i nærheden

Så vi skal selv finde ud af, hvem der bestemmer

Hvem der først giver slip eller giver op

Jeg har stået der mange gange før, men ikke med dig

På den måde er det gammelt nyt

Og jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil

Selv om jeg godt tror, du kan lære mig noget

Læring kan være frygtelig angstprovokerende

At du ved det

Men pludselig er du så tæt på, at du kan lugte min ånde, hvis du har lyst

Og det havde du

Så fremtidshypotesen sneg sig ind i dine sætninger

Blandt andet

Nu holder jeg dig i en armslængdes afstand

På min telefon

Så kan du ufrivilligt ende med at få det sidste ord

Og jeg står der med bolden

Jeg ved ikke helt, hvad der sker, hvis jeg kaster den

For jeg har som regel virkelig dårligt boldøje

Og er i øvrigt slet ikke til boldspil

Til gengæld ligger den sgu altid så godt

I min hule telefonhånd

Så kan jeg lige sætte virkeligheden lidt på hold

Og dig i kø

Til en rutschebanetur af rang

Hvis jeg vil

Hvis jeg tør

Hvis du tør

Det kunne blive hysterisk morsomt og give kriller i maven på den tur

Måske

Det kunne også blive helt igennem kvalmt og ende med, at nogen vendte vrangen ud på sig selv

Uden at den anden gad hjælpe med at tørre op

Måske

Verden er fuld af måske og ambivalens