Noget Med Ord

Month: august, 2015

Efterårsovergivelsen

11909786_10153139544362939_1052542757_n

Det er næsten umærkeligt, skiftet; Man går fra tomatsalat til bagte rodfrugter. Fra florlette sommerkjoler til bukser. Fra udenfor til indenfor. Og selv om man har forsvoret det hele sommeren, fordi man hader det, altså at det skal stoppe med al friheden og varmen og den der ude-af-sig-selv-hed, som sommeren bringer med sig, så tager man sig selv i at elske det lidt i al hemmelighed.

Så pludselig står man altså der i sit køkken med duften af bagte rødbeder i næsen og en sprutten fra medisteren på panden i ørerne – og måske på huden, hvis man er uheldig. Og man hører Billie Holiday og tænder stearinlys og har taget sine helt bløde, løse bukser på, fordi man tog sig selv i at fryse lidt tidligere på dagen. Man overvejer sågar et fodbad senere, mens man står dér og kigger ud på regnen på den helt rigtige, småmelankolsk lykkelige måde. Åbner måske vinduet og kan dufte alt det grønne i fugten. Det er i orden bare at stå dér at kigge. Man behøver ikke længere gå ud, for solen skynder ikke på nogen. Ikke i dag.

Ja, det er næsten umærkeligt, skiftet. Alligevel kan det mærkes i hele kroppen, alt det efterårsmelankolilykkeri.

https://youtu.be/mG0YJNrTuHA

Nutidshengivelsesmarathon

foto 2

Du sov med foldede hænder

Sirligt placeret lige over hjertet

Ja, jeg så forbi din flotte brystkasse

For

Ikke en lyd undslap dig

Og

Jeg håber, du trak vejret inde i drømmen

Hvis du altså havde én

For du fik mig til at trække vejret lidt dybere

Også selv om det ikke var planen

For

Jeg kan godt lide min overfladiske vejrtrækning

Det er fint, at du passer på dig selv

Eller bare ér dig selv

Altså med hånden på hjertet i søvne

Jeg tror, du er værd at passe på

Jeg tror ikke, du har brug for det

Jeg tror egentlig ikke, du ved, at jeg selv passer på

Samtidig med, at jeg slet ikke gider

Påpasselighed er så passé

At du ved det

Det ved du nok godt

Men

Du ved det ikke sådan rigtigt, for det er (alt) for tidligt

Så skulle vi ikke bare glemme det lidt?

Påpasseligheden, de foldede hænder og al semantikken

Det fede er at overgive sig til rytmikken

Der er et øjeblik her, og det kan vi være i

Hvad har vi og hvad kan vi gi’?

Chip in, put i puljen, lad os være fælles om

Nutidshengivelsesmarathon

Jeg har en del og

Du har the icing

Let us be sunrising

Version af liv

Du står der og ér i det

synes du

Kameralinsen er ikke forstyrrende for dit rette element

synes du

Selv om du måske nok lige retter blikket og vinklen på din (dobbelt)hage

Og “2 sekunder, jeg skal nok lige være der, det er ikke noget problem”,

synes du

“Jeg skal bare lige uploade det på instagram”,

synes du

Og hvis du ikke har puttet filter på, er det faktisk virkeligheden, som den ser ud

synes du

Men hvis du ikke har uploadet det, er det jo ikke sket

synes du

Så derfor kan de nogle gange få den, råt for usødet, men selvfølgelig vinklet og beskåret, det er klart og public service,

synes du

Og så serverer du det for dem, livet, som det er, uden bagtanke

synes du

Mens du i virkeligheden, som en anden dramaturg, har iscenesat det altsammen

uden du bevidst véd det

Og du har overvejet, hvad der vil passe ind i dit billede af virkeligheden

Uden egentlig at overveje det

synes du

Men det er dér, vi ender

På din fucking instagram

I din -og min-

version af liv

I en armslængdes afstand på min telefon

Og så står vi der over for hinanden, helt casual skoleret

Selv om der slet ikke er en lærer i nærheden

Så vi skal selv finde ud af, hvem der bestemmer

Hvem der først giver slip eller giver op

Jeg har stået der mange gange før, men ikke med dig

På den måde er det gammelt nyt

Og jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil

Selv om jeg godt tror, du kan lære mig noget

Læring kan være frygtelig angstprovokerende

At du ved det

Men pludselig er du så tæt på, at du kan lugte min ånde, hvis du har lyst

Og det havde du

Så fremtidshypotesen sneg sig ind i dine sætninger

Blandt andet

Nu holder jeg dig i en armslængdes afstand

På min telefon

Så kan du ufrivilligt ende med at få det sidste ord

Og jeg står der med bolden

Jeg ved ikke helt, hvad der sker, hvis jeg kaster den

For jeg har som regel virkelig dårligt boldøje

Og er i øvrigt slet ikke til boldspil

Til gengæld ligger den sgu altid så godt

I min hule telefonhånd

Så kan jeg lige sætte virkeligheden lidt på hold

Og dig i kø

Til en rutschebanetur af rang

Hvis jeg vil

Hvis jeg tør

Hvis du tør

Det kunne blive hysterisk morsomt og give kriller i maven på den tur

Måske

Det kunne også blive helt igennem kvalmt og ende med, at nogen vendte vrangen ud på sig selv

Uden at den anden gad hjælpe med at tørre op

Måske

Verden er fuld af måske og ambivalens