Noget Med Ord

Month: juli, 2015

Paradoks

Husk nu at sige det, mens tid er

Men giv ikke hele butikken væk for tidligt

Sørg for at vise dine former

Men vis nu ikke for meget af dem

Sig, at du er tilgængelig

Uden at sige, du er tilgængelig

Vind hans hjerte

Uden at stjæle det fra andre

Sælg dig selv

Men gør det ikke for billigt

Det grønneste græs

Jeg tror, mit græs er grønnere ovre på din side

Jeg vil gerne derover, så jeg kan se det

For du siger det

At mit græs er så flot

Så flot

At jeg slet ikke er klar over, hvor meget gødning og vand, jeg har

Hvor meget tid, jeg har

Til at gøde min jord

Dyrke noget smukt

Jeg skal bare lige skaffe en mand, nogle børn og noget ikke-eksisterende fritid

Så kan jeg bedre se det

Men dit græs er jo også ret flot

Lidt mere plettet og nogen har gravet huller i det,

Men så kan man jo se det;

altså livet

i dit græs

Men

Jeg ved det da godt

Mit græs ER flot

Det er ikke bare noget, jeg siger

Det er det

Og jeg gøder og vander det

Når jeg gider

Med al min fritid

Men helt ærligt

Så bliver man

-eller jeg-

VIRKELIG

træt af at gøde græsset selv

Når livet ligger på stuegulvet og længes

Ud over gulvet lå det. Livet. I hvert fald hendes liv. Det var egentlig ret ukurant og svært at putte i kasser. Ikke desto mindre havde det lykkedes hende at pakke sit liv ned i kasser for nogle uger siden. Og nu lå det altså dér på stuegulvet, livet, og det rodede lidt, men det gjorde ikke noget, for det var hendes liv, nu var det hendes, og så gik det nok an, at det ikke var så skide farvekoordineret som så mange andres.

Når man kigger på sådan et liv spredt ud over gulvet, så ser man dem; minderne. En duft, et brev, en æske, en plade. Pladen ramte hende lidt i dag, selv om hun aldrig havde lyttet til den. Den var stadig fin og nyindpakket. Hun pakkede den ned i en anden kasse og slæbte den ned i kælderdepotet. Pladen kommer aldrig ud af sit etui, men alligevel vil hun ikke skille sig af med den. Sådan er det med minder, man kan ikke skille sig af med dem, så hvorfor overhovedet prøve.

Hun syntes, det med minder var noget forunderligt noget. Det var som om, minder altid var søbet ind i en helt bestemt længsel. Nogle gange blev hun i tvivl, om længslen efter at genleve et øjeblik helt uden filter kom til at sentimentalisere hvert et minde, hun havde. Hun troede nok, at det var sådan, det hang sammen. Det var også okay. Tænk at have ting, man har været så glad for at opleve, at man længes mod dem.

Nu var der kun to hjørner tilbage med ting uden affektionsværdi. Det var ikke liv, det var praktik. Imprægnering til vinterstøvler og den slags. Egentlig gad hun slet ikke eje sådan noget, men hun fandt, at det alligevel var værd at beholde. Det blev jo vinter igen på et tidspunkt. Og således kunne hun konstatere, at hun nu nok var blevet voksen. Både fordi, hun beholdt imprægnering og længtes efter tider, det var engang. Samtidig havde hun fået sine drømme tilbage sammen med flytningen og kunne nu længes glædefuldt mod det nye, der skulle ske. Liv er åbenbart en form for længsel, konstaterede hun nøgternt. Og så stillede hun vasen på plads, mens hun stillede sig tilfreds med det altsammen.

Aarhus – ombegyndelse

Nu er jeg her.

Igen.

Jeg er hjemme.

Du får det til at lykkeboble indeni mig, Aarhus.

Hvordan forklarer man, hvordan det er at have et kærlighedsforhold til en by?

Hvordan kan en geografisk placering få en til at føle sig som et helt menneske?

Det kan man ikke forklare.

For Aarhus er ikke en by, Aarhus er en tilstand.

Og en fandens fin én af slagsen.