Klokken er 5 minutter i Aarhus

by sissemoelgaardpoulsen

Klokken er 5 minutter i Aarhus og 3 måneder over beslutningen, der skulle skille Randers og jeg ad. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke vidste det fra begyndelsen. Faktisk tror jeg godt, jeg vidste, at det ikke var mig, det der med at bo her, men jeg er stædig og meget god til at idealisere mit eget verdensbillede, og nu skulle jeg være voksen og fornuftig og arbejdsom. Og ensom. Og nyuddannet. Og presset. Og den kombination var ad helvedes til. Det kan jeg lige så godt sige. Så har jeg slet ikke sagt for meget.

Det var ikke dig, Randers. Det var mig. Jeg er ikke klar til dig og den slags. Det kan godt være, du er smuk og billig. Men du er for stille og ordentlig til mig. Til gengæld har du virkelig lært mig meget. Du har lært mig at sætte pris på stilheden, på mig selv og det, jeg er. Det, jeg står for. Du har lært mig at turde stole på mine drømme. Alle de stille aftener, hvor jeg har kigget fortabt ud i luften og haft ondt af mig selv, har været helt nødvendige. Der ender jeg ikke igen. Jeg nægter.

Efter beslutningen var taget, kunne jeg bedre forstå, hvorfor jeg har været så trist og følt mig så modløs og fastlåst. Jeg har nægtet at se alternativer til den tilværelse, jeg førte, som i øvrigt slet ikke gjorde mig glad. Det var først, da andre ridsede verdensbilledet tydeligt op for mig, at jeg indså, hvor få fordele jeg i virkeligheden holdt fast i. Billig husleje og tæt på job skal aldrig mere veje tungere end min lykke.

Nu står de der og venter, alle bunkerne og flyttekasserne. Vi venter spændt på alt det nye. Jeg føler mig tyve kilo lettere. Mindst. Aarhus venter mig igen. Det samme gør drømmene og al drivkraften. Jeg føler mig som mig selv igen. Nu véd jeg, hvad det er, det rigtige. Hvordan det skal føles i kroppen.

Tak, Randers. Jeg kunne ikke have gjort det uden dig.