De evige jagtmarker

by sissemoelgaardpoulsen

Følgende er en tekst, jeg netop har fundet i mit flytterod. Jeg skrev den, da jeg gik i 8. eller 9. klasse:

Jeg vågner som fra en drøm. Måske sover jeg alligevel, for da jeg ser ned ad mig selv, er jeg helt nøgen. Normalt ville jeg vågne op i min store, bløde seng, men da jeg kigger rundt omkring mig, er alt helt forandret. Foran mig er uendelige vidder, bjerge af græs. Man kan skimte havet ude i horisonten. Forbløffet, og en lille smule flov over min nøgne krop, niver jeg mig selv i armen. Det er som om, jeg intet mærker, men alligevel ved jeg, at det her er den skinbarlige sandhed, jeg står her i nuet, dette overvældende syn er virkeligt!

Pludselig taler en stemme til mig i mit øre: “Dette er de evige jagtmarker. De fleste mennesker, der kommer  hertil, kan intet huske fra deres tidligere liv, men da jeg er tankelæser, kan jeg se, at din hukommelse er intakt.” Forvirret over denne pludselige stemme i mit øre, ser jeg mig omkring. Som forventet ser jeg intet. Da jeg ville tale til den, der sagde noget, kunne jeg ikke få en lyd frem – hvor meget jeg så end prøvede. “Her i De Evige Jagtmarker kan ingen af De Dødelige tale. Det hele foregår i tankerne, så hvis du vil konversere med mig, må du tænke det, du vil sige,” sagde den mystiske stemme. “Hvad er dette her for noget, jeg er da ikke død?”, tænkte jeg. Den mystiske stemme svarede på mine tanker: “Du er ikke død, i denne verden kalder vi det for overgangen til den nye begyndelse. Dette er bare en overgang, du vil kun være her for en kort periode, indtil du bliver undfanget og igen vil påbegynde et nyt liv. Eftersom du nu har en intakt hukommelse, bliver jeg nødt til at slette den, så du intet kan huske fra dit tidligere liv. Det ville jo ikke være så godt, om du stadig kunne huske dit tidligere liv, når du skal påbegynde et nyt. Du vil kunne mærke et lille stød, og derefter vil du intet kunne huske, men gå rundt i en trance, til du igen påbegynder et liv. ”

Da stemmen havde sagt dette, følte jeg et pludseligt stød og alt forsvandt fra mig. Jeg kunne intet høre og ikke tale. Kun min evne til at se havde jeg bibeholdt. Græsbjergene så indbydende ud, og jeg lagde mig i græsset, var glad for alt, og så at andre mennesker, som jeg ikke før havde lagt mærke til, sprang rundt og så lykkelige ud. Totalt uvidende som jeg var nu, var jeg jo ikke længere flov over at være nøgen.

Pludselig opløstes den verden, jeg var i, jeg vidste ingenting, hørte ingenting, kunne ikke trække vejret, indtil jeg pludselig så et lys. Da jeg kom ud i lyset, var det så skarpt, at jeg måtte knibe mine øjne sammen. Da jeg endelig kunne se noget, så jeg, at min krop var meget lille, og en masse mennesker så på mig.

Så kunne jeg få luft. Jeg skreg, jeg kunne ikke andet.

Jordemoderen så på mig og smilede …