Noget Med Ord

Month: juni, 2015

Klokken er 5 minutter i Aarhus

Klokken er 5 minutter i Aarhus og 3 måneder over beslutningen, der skulle skille Randers og jeg ad. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke vidste det fra begyndelsen. Faktisk tror jeg godt, jeg vidste, at det ikke var mig, det der med at bo her, men jeg er stædig og meget god til at idealisere mit eget verdensbillede, og nu skulle jeg være voksen og fornuftig og arbejdsom. Og ensom. Og nyuddannet. Og presset. Og den kombination var ad helvedes til. Det kan jeg lige så godt sige. Så har jeg slet ikke sagt for meget.

Det var ikke dig, Randers. Det var mig. Jeg er ikke klar til dig og den slags. Det kan godt være, du er smuk og billig. Men du er for stille og ordentlig til mig. Til gengæld har du virkelig lært mig meget. Du har lært mig at sætte pris på stilheden, på mig selv og det, jeg er. Det, jeg står for. Du har lært mig at turde stole på mine drømme. Alle de stille aftener, hvor jeg har kigget fortabt ud i luften og haft ondt af mig selv, har været helt nødvendige. Der ender jeg ikke igen. Jeg nægter.

Efter beslutningen var taget, kunne jeg bedre forstå, hvorfor jeg har været så trist og følt mig så modløs og fastlåst. Jeg har nægtet at se alternativer til den tilværelse, jeg førte, som i øvrigt slet ikke gjorde mig glad. Det var først, da andre ridsede verdensbilledet tydeligt op for mig, at jeg indså, hvor få fordele jeg i virkeligheden holdt fast i. Billig husleje og tæt på job skal aldrig mere veje tungere end min lykke.

Nu står de der og venter, alle bunkerne og flyttekasserne. Vi venter spændt på alt det nye. Jeg føler mig tyve kilo lettere. Mindst. Aarhus venter mig igen. Det samme gør drømmene og al drivkraften. Jeg føler mig som mig selv igen. Nu véd jeg, hvad det er, det rigtige. Hvordan det skal føles i kroppen.

Tak, Randers. Jeg kunne ikke have gjort det uden dig.

De evige jagtmarker

Følgende er en tekst, jeg netop har fundet i mit flytterod. Jeg skrev den, da jeg gik i 8. eller 9. klasse:

Jeg vågner som fra en drøm. Måske sover jeg alligevel, for da jeg ser ned ad mig selv, er jeg helt nøgen. Normalt ville jeg vågne op i min store, bløde seng, men da jeg kigger rundt omkring mig, er alt helt forandret. Foran mig er uendelige vidder, bjerge af græs. Man kan skimte havet ude i horisonten. Forbløffet, og en lille smule flov over min nøgne krop, niver jeg mig selv i armen. Det er som om, jeg intet mærker, men alligevel ved jeg, at det her er den skinbarlige sandhed, jeg står her i nuet, dette overvældende syn er virkeligt!

Pludselig taler en stemme til mig i mit øre: “Dette er de evige jagtmarker. De fleste mennesker, der kommer  hertil, kan intet huske fra deres tidligere liv, men da jeg er tankelæser, kan jeg se, at din hukommelse er intakt.” Forvirret over denne pludselige stemme i mit øre, ser jeg mig omkring. Som forventet ser jeg intet. Da jeg ville tale til den, der sagde noget, kunne jeg ikke få en lyd frem – hvor meget jeg så end prøvede. “Her i De Evige Jagtmarker kan ingen af De Dødelige tale. Det hele foregår i tankerne, så hvis du vil konversere med mig, må du tænke det, du vil sige,” sagde den mystiske stemme. “Hvad er dette her for noget, jeg er da ikke død?”, tænkte jeg. Den mystiske stemme svarede på mine tanker: “Du er ikke død, i denne verden kalder vi det for overgangen til den nye begyndelse. Dette er bare en overgang, du vil kun være her for en kort periode, indtil du bliver undfanget og igen vil påbegynde et nyt liv. Eftersom du nu har en intakt hukommelse, bliver jeg nødt til at slette den, så du intet kan huske fra dit tidligere liv. Det ville jo ikke være så godt, om du stadig kunne huske dit tidligere liv, når du skal påbegynde et nyt. Du vil kunne mærke et lille stød, og derefter vil du intet kunne huske, men gå rundt i en trance, til du igen påbegynder et liv. ”

Da stemmen havde sagt dette, følte jeg et pludseligt stød og alt forsvandt fra mig. Jeg kunne intet høre og ikke tale. Kun min evne til at se havde jeg bibeholdt. Græsbjergene så indbydende ud, og jeg lagde mig i græsset, var glad for alt, og så at andre mennesker, som jeg ikke før havde lagt mærke til, sprang rundt og så lykkelige ud. Totalt uvidende som jeg var nu, var jeg jo ikke længere flov over at være nøgen.

Pludselig opløstes den verden, jeg var i, jeg vidste ingenting, hørte ingenting, kunne ikke trække vejret, indtil jeg pludselig så et lys. Da jeg kom ud i lyset, var det så skarpt, at jeg måtte knibe mine øjne sammen. Da jeg endelig kunne se noget, så jeg, at min krop var meget lille, og en masse mennesker så på mig.

Så kunne jeg få luft. Jeg skreg, jeg kunne ikke andet.

Jordemoderen så på mig og smilede …

Valgflæsk

Gik i SuperBest efter flæsk

Så jeg kunne svælge i kødfest

Køledisken var lagt øde

Mon det var de blå eller de røde

Der havde hamstret antibiotikagris

Samtidig med dagens avis

Gik hjem med yoghurt og ananas

Ja, jeg gav den virk’li’ gas

For hjernen føltes tom

Ku’ ik’ madidé lave om efter teknologisk valgflæskspam’o’ton

Heldigvis fandt jeg lise i følgende devise:

Flæsk sidder ikke kun på grise

Gik hjem og kigged’ på lår og hage

Jo, der var skam lidt flæsk tilbage

Og på min altan der står lidt persille

Så kan der rigtignok stadi’ bli’ gilde

Kartoflerne rækker og sovs er jeg ik’ led ve’:

Jeg vælger at svælge i egen selvfedme