Om at være kattedame helt uden kat

by sissemoelgaardpoulsen

Skal jeg spille lotto for os i dag?“, spørger han hende, mens hun ryster dynen fra altanen lige over, hvor jeg sidder og slikker morgensol. Dun, hår og sikkert også rester af indtørrede sekreter vælter ned på min altan og mig, mens hun svarer noget, jeg ikke kan høre.

Men nu ved jeg, at de er sådan nogle, der spiller lotto. Og det er sgu da meget fint på den provinsielle måde.

Hold oooop! Lad væææææær’!“, skriger hun senere på den skingre måde, som lige netop betyder, at han skal blive ved. De bumper og tumler helt vildt rundt i lejligheden. Og det var dér, mens jeg hørte dem grine synkront, at jeg opdagede det: jeg var blevet bitter og kunne ikke længere unde folk at være glade for hinanden. For jeg var blevet hende den sure kattedame, bare helt uden kat.

Det var en uhyggelig erkendelse, og jeg er ikke stolt af den. For jeg synes jo, at du skal have lov til at være glad. Og dig, dig og dig. Alle har ret til glæde og forelskelse. Det er bare, når jeg slet ikke er dér. Og ikke ved, om det sker igen. Så kan jeg godt blive lidt bitter og smålig. Det klæder ikke nogen. Specielt ikke mig.

Hvorfor fanden har du ikke vasket det tøj, jeg bad dig om?“, sagde hun bidsk til ham ude på altanen.

Og så vendte verden lidt mere rigtigt igen.

Tænk, at jeg er så heldig, at jeg kun kan blive skuffet over mig selv.

Det var sgu da fordi, jeg så godt kan lide at blive skældt ud af dig“, replicerede han og gav hende tilsyneladende et slag med viskestykket. Og så skreg hun igen på den dér meget pigede måde. Og de tumlede og grinede igen.

Og det var dér, jeg opdagede, at jeg sad og smilede. Tosomhed er jo pisse smukt. Og jo mere de griner og vælger hinanden, jo mere opdager jeg, at jeg heldigvis ikke er den eneste, der ville vælge den slags.

Gudskelov for andres tosomhed, helt ærligt.