DSB

by sissemoelgaardpoulsen

Og så bevæger vi os. Som var vi ét kød.

Det er vi ikke. Vi sidder bare dér og er sammen uden at være det. Jeg ved ikke engang, om vi er på vej samme sted hen.

Allerede på vej ind i togvognen, begyndte jeg at smile. Jeg elsker det. Perronen, lugten af dieselolie og lyden af kufferter på hjul, der bliver slæbt efter mere eller mindre travle personager.

Engang fik jeg at vide, at jeg stirrede på folk. Jeg prøver ellers altid at skjule det. Håber, at jeg sender henkastede blikke. Men den er god nok, jeg stirrer sgu. For jeg bliver opslugt af mennesker og deres handlinger. Jeg kan ikke lade være med at betragte dem. Betragte dig. Tænke på dit liv. Dine tanker. Dit humør. Det sker på splitsekunder, men jeg analyserer dig. Og dig. Og dig. Og jeg elsker det. Jeg elsker at pille navle på andre end mig selv. Og hvis du er flot, piller jeg andet end navle i mine tanker. Ja, undskyld mig, men det er min ret.

Og det kan jeg i toget. Selv om jeg sidder helt stille.

I toget er vi i bevægelse og har et fælles tredje. Vi kan smile over højttalermeddelelsen, der lyder som om, servitricen har taget fejl mellem sit togjob og sit telefonsexjob. Så smiler vi indforstået til hinanden og tænker præcis det samme.

Jeg elsker, når vi er i bevægelse. Når mennesker gør det samme.

Når der er sammenhængskraft i verden.

Vi stiger ind i toget, viser kort og billet, stiger ud igen. Destinationerne er vidt forskellige.

Rejsen er den samme.