Noget Med Ord

Month: maj, 2015

Om at være kattedame helt uden kat

Skal jeg spille lotto for os i dag?“, spørger han hende, mens hun ryster dynen fra altanen lige over, hvor jeg sidder og slikker morgensol. Dun, hår og sikkert også rester af indtørrede sekreter vælter ned på min altan og mig, mens hun svarer noget, jeg ikke kan høre.

Men nu ved jeg, at de er sådan nogle, der spiller lotto. Og det er sgu da meget fint på den provinsielle måde.

Hold oooop! Lad væææææær’!“, skriger hun senere på den skingre måde, som lige netop betyder, at han skal blive ved. De bumper og tumler helt vildt rundt i lejligheden. Og det var dér, mens jeg hørte dem grine synkront, at jeg opdagede det: jeg var blevet bitter og kunne ikke længere unde folk at være glade for hinanden. For jeg var blevet hende den sure kattedame, bare helt uden kat.

Det var en uhyggelig erkendelse, og jeg er ikke stolt af den. For jeg synes jo, at du skal have lov til at være glad. Og dig, dig og dig. Alle har ret til glæde og forelskelse. Det er bare, når jeg slet ikke er dér. Og ikke ved, om det sker igen. Så kan jeg godt blive lidt bitter og smålig. Det klæder ikke nogen. Specielt ikke mig.

Hvorfor fanden har du ikke vasket det tøj, jeg bad dig om?“, sagde hun bidsk til ham ude på altanen.

Og så vendte verden lidt mere rigtigt igen.

Tænk, at jeg er så heldig, at jeg kun kan blive skuffet over mig selv.

Det var sgu da fordi, jeg så godt kan lide at blive skældt ud af dig“, replicerede han og gav hende tilsyneladende et slag med viskestykket. Og så skreg hun igen på den dér meget pigede måde. Og de tumlede og grinede igen.

Og det var dér, jeg opdagede, at jeg sad og smilede. Tosomhed er jo pisse smukt. Og jo mere de griner og vælger hinanden, jo mere opdager jeg, at jeg heldigvis ikke er den eneste, der ville vælge den slags.

Gudskelov for andres tosomhed, helt ærligt.

DSB

Og så bevæger vi os. Som var vi ét kød.

Det er vi ikke. Vi sidder bare dér og er sammen uden at være det. Jeg ved ikke engang, om vi er på vej samme sted hen.

Allerede på vej ind i togvognen, begyndte jeg at smile. Jeg elsker det. Perronen, lugten af dieselolie og lyden af kufferter på hjul, der bliver slæbt efter mere eller mindre travle personager.

Engang fik jeg at vide, at jeg stirrede på folk. Jeg prøver ellers altid at skjule det. Håber, at jeg sender henkastede blikke. Men den er god nok, jeg stirrer sgu. For jeg bliver opslugt af mennesker og deres handlinger. Jeg kan ikke lade være med at betragte dem. Betragte dig. Tænke på dit liv. Dine tanker. Dit humør. Det sker på splitsekunder, men jeg analyserer dig. Og dig. Og dig. Og jeg elsker det. Jeg elsker at pille navle på andre end mig selv. Og hvis du er flot, piller jeg andet end navle i mine tanker. Ja, undskyld mig, men det er min ret.

Og det kan jeg i toget. Selv om jeg sidder helt stille.

I toget er vi i bevægelse og har et fælles tredje. Vi kan smile over højttalermeddelelsen, der lyder som om, servitricen har taget fejl mellem sit togjob og sit telefonsexjob. Så smiler vi indforstået til hinanden og tænker præcis det samme.

Jeg elsker, når vi er i bevægelse. Når mennesker gør det samme.

Når der er sammenhængskraft i verden.

Vi stiger ind i toget, viser kort og billet, stiger ud igen. Destinationerne er vidt forskellige.

Rejsen er den samme.