Den bog, der aldrig blev til noget

by sissemoelgaardpoulsen

Hej, jeg hedder Sisse.

Jeg er 27 år, og jeg er single. Jeg er på kanten af at være færdig med min uddannelse, jeg er på vej til at flytte hjem til min mor i nogle måneder for at tage min allersidste praktik som færdiggør min uddannelse, og efter det aner jeg ikke, hvad der skal ske i mit liv. Langt de fleste af mine venner er hoppet på Parforholds- og Familietoget ud til forstæderne, eller også er de flyttet til København. Jeg aner ikke, hvornår jeg kan hoppe på det tog, køreplanen findes ikke og jeg ved heller ikke, hvorhen det tog ville tage mig. Om jeg overhovedet vil med. Om jeg overhovedet kan komme med. Måske er mine lår for tykke til den slags. Måske er kraterne i min appelsinhud for dybe. Hvem ved?

Shit. Det er noget af en rutschebanetur at være i sentyverne uden et kompas.

Når jeg præsenterer mig, har jeg lyst til at gøre det nogenlunde som ovenstående. Det er det, der fylder i mit liv. Lige nu sidder jeg i min seng. I venstre side. Alene. Som stort set altid, ikke. Jeg har ikke selvmedlidenhed her, jeg konstaterer det bare. Det til trods har jeg alligevel altid to dyner i min seng. Den vane har jeg ikke fralagt mig siden Det Store Parforhold, der endte for to år siden. Det har alligevel formet mig langt mere, end jeg har lyst til at indrømme. Derfor tror jeg i virkeligheden, det giver størst mening at skrue tiden tilbage til det forholds undergang, før vi kan komme videre med historien her. Før jeg kan komme videre med historien, som i virkeligheden er mit liv. I dag skal det ikke ske, for klokken er over 23, og jeg skal møde på arbejde i morgen tidlig. Men jeg kan mærke, at min historie er sådan en historie, der skal fortælles. Ikke fordi, det er MIN historie, men fordi jeg fornemmer, min historie ikke er så ulig andres. Og hvor er det dog rart at have nogen at genkende sig selv i, ikke?

Om at være i sluttyverne uden et kompas

Tyverne kan være lidt svære at kortlægge, selv om der er mange, der har været der før. Man kan ikke slå Tyverne op på Google Maps eller i et atlas. Derfor er det let at fare vild. Til gengæld kan man i Tyverne så let som ingenting lave sin egen sti. Det er der mange, der gør, for Tyverne er mulighedernes land. Ja, og så er der Hovedvejen. Den er mystisk. Det er lidt forskelligt, hvornår man drejer ind på den, men langt de fleste følger den på et tidspunkt, mens de besøger Tyverne. Til trods for de mange farende på Hovedvejen, er der aldrig trafikprop. Det kan jeg godt undre mig lidt over. Der er altså noget underligt over den, Hovedvejen. Når man hører folk fortælle om deres tur hen ad den, får jeg en fornemmelse af, at det er en meget alsidig rute. Det undrer mig, for det er jo den samme vej, kan jeg forstå. Alligevel lyder det som om, den for nogle er bakket, for andre utrolig hullet, mens den for tredjeparten kan være den smukkeste, mest vindstille vej, de nogensinde har haft fornøjelsen at følge. Jeg er lidt nysgerrig, men jeg ved sgu ikke, om jeg nogensinde tør dreje ind på den vej. Jeg har hørt, at der også findes en, når man når til Trediverne. Ikke?

Når man er vokset op med forældre, der mødtes, da de var i teenageårene og derfor brugte midt- og sluttyverne på at stifte familie, så har man ikke et tydeligt fikspunkt for, hvad sluttyverne bør dreje sig om, hvis man ikke står i netop den situation. Nogle dage føles det som at betragte alting udefra. Som om, livet kun fungerer i tosomhed. Jeg mærker den, længslen efter samhørighed og retning. Jeg er i sluttyverne. Færdig med en uddannelse, jeg ikke ved, om jeg overhovedet har lyst til at bruge til noget. Verden ligger for mine fødder. Det siger de. Der er alle muligheder. Jeg er ung og fri og intet binder mig. Det er bare løgn. Jeg er bundet af forestillingen om livet i sluttyverne sådan som mine forældre levede det. Bundet af forestillingen om det liv, jeg ser andre have. Samtidig reagerer jeg med modstand, når jeg er i nærheden af at få det, der kan bringe mig derhen.

Om dengang med parforholdet

Jeg var lige blevet 21 og han havde grønne øjne, som jeg trods stædig kamp ikke kunne lade være med at have lyst til at forsvinde ind i. Han kæmpede sig ind under huden på mig – ja, det var virkelig en kamp. Da han først vandt, blev kampen en anden; pludselig var jeg bange for at miste ham. Et monster i form af jalousi fødtes og var en fast følgesvend i de første år. Det krævede blod, sved og uendeligt mange tårer, men den blev dog efterhånden mulig at holde i kort snor. Efter et par år flyttede vi sammen, men vi var ikke et klassisk samlevende kærestepar. Han brugte størstedelen af sin energi på at udleve sig selv og opholde sig i udlandet. Jeg brugte størstedelen af min energi på at destruere mig selv for at holde sammen på os. For at holde fast i ham. I kærligheden. Vores forhold var en utopi og i princippet dødsdømt fra starten. Han havde travlt med at udforske verden. Jeg havde travlt med at bygge rede. Set i retrospekt, er det imponerende, at vi holdt sammen så længe. Samtidig erkender jeg blankt, at det har krævet store opofrelser fra os begge. Det, og så en enorm kærlighed. For det var der mellem os. Jeg har endnu ikke oplevet noget som den forbindelse, vi to havde til hinanden. Samtidig tror jeg nu sagtens på, det nok skal lykkes at finde noget endnu bedre.

Da jeg var 25, gik det i stykker mellem os. Han fandt en anden, som jeg er sikker på, er langt mere rigtig for ham. Det kan jeg kun sige nu, fordi jeg har gennemlevet en allerhelvedes stor og chokerende sorg, da jeg mistede ham og mit liv, som jeg kendte det. Jeg havde før da faktisk indstillet på mig på at leve et liv på hans præmisser, så længe jeg kunne have kærligheden. På mange måder var forholdet til ham den sødeste, største smerte.

Da jeg var 25, gik jeg altså i stykker. Faktisk var jeg gået i stykker for længe siden, men det var først da, jeg rigtigt opdagede det. Og når noget går i stykker, må det jo enten repareres eller smides ud. Jeg har måttet gøre begge dele. Jeg har forsøgt at date mig igennem det. Jeg har forsøgt at cølibatere mig fra det. Jeg har forsøgt at tænke mig ud af mig selv. Jeg har forsøgt at lade være med at tænke. Ingen af delene lykkedes. Altså har jeg måttet gå ind i at acceptere, at det er sådan, det er. At jeg på en måde er i stykker fra nu af. Dét måtte være det springende, helende punkt, tænkte jeg.

Og her står jeg så nu. Jeg aner ikke, hvordan de næste sider i bogen ser ud.

Bliver der overhovedet en god slutning på den?