Det ligner mig ikke

by sissemoelgaardpoulsen

Det var ikke engang en halv arbejdsdag, det dér“, sagde dæmonen i baghovedet, mens jeg lagde mig fuldstændig udmattet på sofaen med en krop, der var så udmattet, at den bare skulle sove – samtidig med, at den dundrede med adrenalin og var rastløs og ville have, at jeg skulle gøre noget. Det kilder i armene, mine muskler er underligt slappe, og hvis jeg ikke ligger helt stille, er jeg så svimmel, at jeg føler mig fuld. Min tinnitus invaderer det hele, så jeg sætter en serie på.

Opvasken fra i forgårs står stadig på køkkenbordet. Det er lige før, jeg er ligeglad.

Det ligner mig ikke.

Solen skinner udenfor. Jeg ved med min logik, at det er dejligt. Det er i og for sig rart at lade sig opvarme af solstråler.Jeg kan bare ikke mærke det. Jeg er sgu næsten ligeglad.

Det ligner mig heller ikke.

Når jeg er på arbejde, går det fint. Jeg kan både tale og tænke på samme tid. I hvert fald de første timer. Så kommer den snigende, svimmelheden. Herefter den ubændige træthed og de sindssyge udsving i blodsukkeret. Jeg kæmper for at få cyklen med op ad bakkerne på vejen hjem fra bussen efter en 4-timers dag. Også selv om jeg bare trækker den. I dag var det lige før, der røg en tåre på vejen. Siden hvornår blev de simple ting så hårde?

Det ligner mig ikke, at jeg ikke kan det her.

Spiser alt det, jeg plejede at finde så meget glæde i for bare at opdage, at jeg for nuværende kun spiser for at tilfredsstille min ustyrlige sukker- og kulhydratstrang. Jeg bliver egentlig aldrig rigtig mæt. Heller aldrig rigtig sulten.

Det ligner mig ikke.

Jeg ville faktisk slet ikke sige noget med dette indlæg.

Det ligner mig heller ikke.