Når tændt og slukket er godt det samme

by sissemoelgaardpoulsen

Tændt. Slukket.

Slukket. Tændt.

Hun vidste ikke, hvad forskellen var på de to ting, for begge dele var lige ubehagelige, syntes hun.

Når hun trykkede på kontakten og slukkede for det alt sammen, var der helt lukket i biksen. Hun kunne ikke mærke, hvordan hun havde det. Hun kunne ikke mærke sin krop. Den blev tung og underlig. Verden blev tung og underlig. Ting forekom pludselig værdiløse. Indholdet i køkkenskabene sagde hende ikke længere noget. Det plejede det ellers. Nej, hun kunne ikke lide at være slukket.

Når hun til gengæld tændte for kontakten, var der ikke nogen lysdæmper. Ikke mere. Den var gået i stykker lige pludselig. Hun var kommet til at vænne sig til at skrue så meget op for kontakten, så den til sidst havde sat sig fast der på det højeste niveau, virkede det som om. Når der var tændt, kunne hun mærke alting på een gang. Og det var for meget, alt for meget. Det rumsterede indeni hende hele tiden, og det ville ud, så kroppen ræsede derudaf, også selv om hun ikke gjorde noget. Hun kunne ikke fokusere, for hjernen ville tage sig af DET HELE. På een gang. Og helst i går. Hun ville gerne ekspedere det, slukke for noget af det, og hun gjorde, hvad hun kunne. Hun kunne alt for godt mærke, hvordan hun havde det, når hun var tændt. Og det kunne hun heller ikke lide. Så derfor slukkede hun for kontakten igen. Og hvis hun ikke selv gjorde, så sørgede kroppen for at slukke den. Den kunne ikke være med til det niveau. Den ville ikke længere være med til det.

Hun ville ønske, hun kunne smide den skide kontakt langt væk.