En skumringstime

by sissemoelgaardpoulsen

Skumringen er i gang med sin sidste del af repertoiret. Jeg kan efterhånden kun ane skæret af bygninger mod himlen i horisonten. Gennem det åbne køkkenvindue kan jeg høre fuglene pippe stille, langtrukkent og melankolsk. Som om de fulde af taknemmelighed siger tak for dagslyset og på gensyn til det alt sammen i morgen. “Vi går i seng med dig og står op med dig, for vi forguder dig“, pipper fuglene til lyset. Først troede jeg, at jeg hørte syner. Men da jeg åbnede vinduet, blev det tydeligt, at fuglene var rigtige nok. De kom ikke fra naboens fjernsyn.

I nabobygningerne bliver der så småt tændt lys, kan jeg se. Folk er kommet hjem fra arbejde og jeg kan se deres silhuetter i lysskæret. Nogle af dem tænder stearinlys i de Boliglivskorrekte vindueskarme, andre tænder kun fjernsyn. Selv hører jeg P8 Jazz. Man skal huske at glemme at tænde fjernsynet, synes jeg. Jeg glemmer selv at huske at glemme det lidt for ofte.

Det går pludselig op for mig, at der i lysskæret fra én af lejlighederne står en hund i vinduet og logrer. Den har fået øje på mig midt i al min stilhed. Den sidste rest af dagslys forsvinder, mens fuglene, hunden og jeg har et øjeblik sammen dér på kanten af mørket.