Noget Med Ord

Month: marts, 2015

Det ligner mig ikke

Det var ikke engang en halv arbejdsdag, det dér“, sagde dæmonen i baghovedet, mens jeg lagde mig fuldstændig udmattet på sofaen med en krop, der var så udmattet, at den bare skulle sove – samtidig med, at den dundrede med adrenalin og var rastløs og ville have, at jeg skulle gøre noget. Det kilder i armene, mine muskler er underligt slappe, og hvis jeg ikke ligger helt stille, er jeg så svimmel, at jeg føler mig fuld. Min tinnitus invaderer det hele, så jeg sætter en serie på.

Opvasken fra i forgårs står stadig på køkkenbordet. Det er lige før, jeg er ligeglad.

Det ligner mig ikke.

Solen skinner udenfor. Jeg ved med min logik, at det er dejligt. Det er i og for sig rart at lade sig opvarme af solstråler.Jeg kan bare ikke mærke det. Jeg er sgu næsten ligeglad.

Det ligner mig heller ikke.

Når jeg er på arbejde, går det fint. Jeg kan både tale og tænke på samme tid. I hvert fald de første timer. Så kommer den snigende, svimmelheden. Herefter den ubændige træthed og de sindssyge udsving i blodsukkeret. Jeg kæmper for at få cyklen med op ad bakkerne på vejen hjem fra bussen efter en 4-timers dag. Også selv om jeg bare trækker den. I dag var det lige før, der røg en tåre på vejen. Siden hvornår blev de simple ting så hårde?

Det ligner mig ikke, at jeg ikke kan det her.

Spiser alt det, jeg plejede at finde så meget glæde i for bare at opdage, at jeg for nuværende kun spiser for at tilfredsstille min ustyrlige sukker- og kulhydratstrang. Jeg bliver egentlig aldrig rigtig mæt. Heller aldrig rigtig sulten.

Det ligner mig ikke.

Jeg ville faktisk slet ikke sige noget med dette indlæg.

Det ligner mig heller ikke.

Når tændt og slukket er godt det samme

Tændt. Slukket.

Slukket. Tændt.

Hun vidste ikke, hvad forskellen var på de to ting, for begge dele var lige ubehagelige, syntes hun.

Når hun trykkede på kontakten og slukkede for det alt sammen, var der helt lukket i biksen. Hun kunne ikke mærke, hvordan hun havde det. Hun kunne ikke mærke sin krop. Den blev tung og underlig. Verden blev tung og underlig. Ting forekom pludselig værdiløse. Indholdet i køkkenskabene sagde hende ikke længere noget. Det plejede det ellers. Nej, hun kunne ikke lide at være slukket.

Når hun til gengæld tændte for kontakten, var der ikke nogen lysdæmper. Ikke mere. Den var gået i stykker lige pludselig. Hun var kommet til at vænne sig til at skrue så meget op for kontakten, så den til sidst havde sat sig fast der på det højeste niveau, virkede det som om. Når der var tændt, kunne hun mærke alting på een gang. Og det var for meget, alt for meget. Det rumsterede indeni hende hele tiden, og det ville ud, så kroppen ræsede derudaf, også selv om hun ikke gjorde noget. Hun kunne ikke fokusere, for hjernen ville tage sig af DET HELE. På een gang. Og helst i går. Hun ville gerne ekspedere det, slukke for noget af det, og hun gjorde, hvad hun kunne. Hun kunne alt for godt mærke, hvordan hun havde det, når hun var tændt. Og det kunne hun heller ikke lide. Så derfor slukkede hun for kontakten igen. Og hvis hun ikke selv gjorde, så sørgede kroppen for at slukke den. Den kunne ikke være med til det niveau. Den ville ikke længere være med til det.

Hun ville ønske, hun kunne smide den skide kontakt langt væk.

Lad os være alene sammen

Man siger, at ingen er skabt til at være alene

Det er rigtigt nok

Det ligger i genetikken

Vi skal formere os

Vi skal være flere

Så derfor skal vi være sammen 

Alligevel er vi alene

Også selv om vi er sammen

Jeg blev født alene ind i verden

Jeg skal dø alene

Det er grundvilkåret

Der er kun een til at gøre noget ved noget som helst

Det er dig selv

Også selv om du står lige dér sammen med mig

Og jeg slår knuder på mig selv for at hjælpe og være i det sammen med dig

Der er i bund og grund kun dig

Det er det samme for mig

Jeg er sgu alene om det, du

Vi er sgu alene om det, du

Midt i al groteskheden er det egentlig en helt rar tanke

Kom

Lad os være alene sammen

En skumringstime

Skumringen er i gang med sin sidste del af repertoiret. Jeg kan efterhånden kun ane skæret af bygninger mod himlen i horisonten. Gennem det åbne køkkenvindue kan jeg høre fuglene pippe stille, langtrukkent og melankolsk. Som om de fulde af taknemmelighed siger tak for dagslyset og på gensyn til det alt sammen i morgen. “Vi går i seng med dig og står op med dig, for vi forguder dig“, pipper fuglene til lyset. Først troede jeg, at jeg hørte syner. Men da jeg åbnede vinduet, blev det tydeligt, at fuglene var rigtige nok. De kom ikke fra naboens fjernsyn.

I nabobygningerne bliver der så småt tændt lys, kan jeg se. Folk er kommet hjem fra arbejde og jeg kan se deres silhuetter i lysskæret. Nogle af dem tænder stearinlys i de Boliglivskorrekte vindueskarme, andre tænder kun fjernsyn. Selv hører jeg P8 Jazz. Man skal huske at glemme at tænde fjernsynet, synes jeg. Jeg glemmer selv at huske at glemme det lidt for ofte.

Det går pludselig op for mig, at der i lysskæret fra én af lejlighederne står en hund i vinduet og logrer. Den har fået øje på mig midt i al min stilhed. Den sidste rest af dagslys forsvinder, mens fuglene, hunden og jeg har et øjeblik sammen dér på kanten af mørket.