Tænk, hvis vi ikke havde hinanden – en kliché

by sissemoelgaardpoulsen

Han åbnede langsomt øjnene. Han måtte have døset.

Tænk, hvis vi ikke havde hinanden”, sagde hun, mens hun holdt et fast greb om hans håndled. Huden var knap så fast som dengang, nu hang den nærmere lidt løst og rynket på armen, men hun kunne stadig kende ham på skønhedspletten og det lille ar fra dengang, han skulle spille smart med en drink i hånden. Det var dengang, de var ved at lære hinanden at kende.

Nok var hun selv blevet så hvid i håret, så man skulle tro, hun var reklamesøjle for en vatvirksomhed, men hun var stadig farverig indeni, og det vidste han godt. Det havde han altid vidst. Og når hun var sammen med ham, kunne hun godt male med hele farvepaletten, selv på grå og sorte dage. Om ikke andet prøvede hun altid. Det elskede han hende for. “Hvis vi ikke havde haft hinanden, havde du bare haft en anden”, sagde han skælmsk og tappert.

Hun kiggede på dråberne, der langsomt fandt vej ind i hans blodåre. Den selvsamme blodåre, som hun havde taget en blodprøve fra, da de mødtes første gang. Hun flirtede ellers aldrig med patienterne, men han var undtagelsen. Han var hendes undtagelse. “Det ved jeg ikke, om jeg havde”, sagde hun – “Jeg tror faktisk altid, jeg havde ventet på lige præcis dig.” Hun vidste, at det var rigtigt, mens hun sagde det. Der havde aldrig været andre end ham. Der ville heller ikke blive det, dét vidste hun. Også selv om dråberne skulle ske ikke at virke. Hun brød sig ikke om at tænke tanken til ende.

Han kiggede på dråberne, der indtog og nedbrød hele hans krop og al sygdommen. Han følte sig overhovedet ikke som sig selv mere. Det var noget af det mest skræmmende, han nogensinde havde oplevet. Samtidig også det mest klichéfyldte, han nogensinde havde prøvet. Han var én stor bog af ord, andre havde sagt før ham, i disse dage. Forskellen var bare, at han først nu virkelig forstod dem. Og når han kiggede hende ind i øjnene bag alle smilerynkerne, så genkendte han sig selv igen. “Du får mig til at glemme mig selv så meget, at jeg kan mærke mig selv”, sagde han hengivent og træt til hende.

Så blundede han igen.